Statsministeren ringede selv til landbruget om aflivning af alle mink

MINKSAG: Mette Frederiksen var så tæt involveret i beslutningen om at aflive alle mink, at hun personligt orienterede Landbrug & Fødevarer om den.  

Mette Frederiksen sammen med den netop afgåede formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild. 
Mette Frederiksen sammen med den netop afgåede formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Karl Emil FrostRikke AlbrechtsenSine Riis Lund

Få timer før regeringen meldte offentligt ud, at alle landets mink skal aflives, ringede statsminister Mette Frederiksen (S) personligt til formanden for Landbrug & Fødevarer for at informere ham om beslutningen.  

Det bekræfter flere centrale kilder over for Altinget. 

Dermed tegner der sig et billede af, at statsministeren spillede en meget aktiv rolle i at gennemføre den ordre, som regeringen efterfølgende har erkendt var ulovlig.  
Hverken statsministeren eller fødevareministeren har ønsket at udtale sig om forløbet til Altinget. Men en ekspert vurderer, at sagen er et udtryk for den øgede indflydelse, som Statsministeriet spiller i den socialdemokratiske regering. 

”Det viser tydeligt, hvorfor det kan være et problem i forhold til konstruktionen med et Statsministerium, der centraliserer magten. Det bliver stadig sværere for statsministeren at holde det politiske ansvar på afstand,” siger professor i statskundskab Peter Munk Christensen fra Aarhus Universitet. 

"Det bliver stadig sværere for statsministeren at holde det politiske ansvar på afstand."

Peter Munk Christensen
Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Merrild er minkavler 
Martin Merrild er en helt central person i minkbranchen. Indtil onsdag var han formand for Landbrug & Fødevarer, der også omfatter organisationen Danske Minkavlere og auktionshuset Kopenhagen Fur. Desuden er han selv minkavler.  

Merrild vil hverken be- eller afkræfte, om han blev ringet op. Men ifølge Altingets oplysninger havde han statsministeren i røret om eftermiddagen 4. november - nogle timer før, at beslutningen blev meldt ud på et pressemøde.  

Den politiske beslutning om at aflive alle mink blev angiveligt truffet aftenen forinden i regeringens koordinationsudvalg, der har statsministeren for bordenden. Ved mødet deltog også fødevareminister Mogens Jensen og sundhedsminister Magnus Heunicke. 
Ifølge Altingets oplysninger har Mette Frederiksen og sundhedsmyndighederne fra start styret sagen, om hvorvidt alle mink skulle aflives, mens fødevaremyndighederne angiveligt har spillet en mindre betydningsfuld rolle.  

Vidner om tæt involvering 
Statsministeriet er i sin gode ret til at være inde over centrale beslutninger, selvom ansvaret ligger hos ressortministeren, understreger Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet. Men han kalder det alligevel ”stærkt uheldigt”, hvis Statsministeriet tager styringen i en proces, hvor en ressortminister står med det fulde juridiske ansvar. 

”Det er en beslutning, der først som sidst skal tages hos fødevareministeren. Det er ikke en beslutning, der ligger i et koordinationsudvalg hos statsministeren. I hvert fald formelt set. For i Danmark ligger den øverste beslutningskompetence hos den relevante minister. Derfor er det også Mogens Jensen, der står tilbage med ansvaret,” siger han. 

Det var Mette Frederiksen selv, der førte ordet på det pressemøde 4. november, hvor beslutningen blev lagt frem.  

"At hun også forinden personligt har overbragt den lovstridige beslutning til landbruget, gør det endnu mere mystisk,” siger Sten Bønsing. 

Også Peter Munk Christiansen, der er professor og institutleder ved Aarhus Universitet, mener, at de nye oplysninger vidner om en statsminister, som er blandet dybt ind i forløbet. Han tager dog forbehold for, at Altingets kilder er anonyme.  

”Hvis Mogens Jensen havde formidlet beslutningen videre fra begyndelsen, så ville statsministeren jo have stået tilbage fuldstændig ren,” siger Peter Munk Christensen. 

Regeringen har lovet en skriftlig redegørelse for sagsforløbet, som ventes at være færdig i begyndelsen af den kommende uge.   

Dokumentation

Minksagen kort

17. juni 2020 får den første farm, der ligger i Hjørring kommune, konstateret mink smittet med covid-19. Regeringen beslutter ud fra et forsigtighedsprincip, at den smittede minkbesætning skal aflives. Kort efter bliver to farme i nærheden også inficeret.

20. juni 2020 igangsætter regeringen et testprogram, der skal danne et overblik over, hvor udbredt smitten er blandt danske minkfarme. Fødevarestyrelsen begynder en screening af 120 minkbesætninger.

7. juli 2020 iværksætter regeringen en ny strategi. Man går væk fra at aflive mink og over til, at alle besøgende på minkfarme skal bære værnemidler, gå i bad efter besøg og vaske deres tøj. Tiltagene træder i kraft 20. juli.

21. september 2020 begynder Fødevarestyrelsen nu at komme på uanmeldte besøg på minkfarme, da smitten blandt minkbesætningerne stiger drastisk.

1. oktober 2020 lægger regeringen dens strategi om igen. Nu skal alle smittede mink aflives. Derudover skal minkbesætninger, der befinder sig inden for en zone på 7,8 km af en smittet besætning, også aflives.

3. november holdt Koordinationsudvalget angiveligt møde om aftenen. Her trak det ud i mange timer, før den kontroversielle beslutning om at aflive alle mink blev truffet.

4. november ringer statsminister Mette Frederiksen (S) i de tidlige eftermiddagstimer personligt til Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild og informerer ham om, at regeringen har besluttet, at alle landets mink - inklusiv avlsdyr - skal aflives. Det vil hun meddele på et pressemøde senere samme dag.

Få timer senere holder regeringen pressemøde. Her fortæller statsministeren, at alle mink i Danmark skal aflives af hensyn til både den nationale og globale folkesundhed.

6. november 2020, sender Fødevarestyrelsen et brev til alle landets minkavlere, hvor Fødevarestyrelsen skriver, at de skal påbegynde aflivning af alle mink.

8. november 2020 kommer det frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at få gennemført en aflivning af raske mink, der ikke er i en smittezone. Dagen efter rammer nyheden Christiansborg.

10. november 2020 er der spørgetime i Folketingssalen. Statsminister Mette Frederiksen (S) beklager gentagende gange for fejlen, men siger også, at ansvaret for, at der var styr på loven, ligger hos miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S).

11. november 2020 var fødevareminister Mogens Jensen (S) i samråd om ”minksagen”. I 90 minutter måtte han svare på spørgsmål fra alle Folketingets partier, om hvordan man kunne sætte en aflivning i gang uden lovhjemmel. Mogens Jensen (S) henviser til, at sagen er ved at blive undersøgt, og at han vil afvente undersøgelsens konklusion, før han kan fortælle mere indgående, om hvad der er sket.

Redegørelse om sagsforløbet ventes at være færdig i begyndelsen af den kommende uge.  


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Merrild

Fhv. formand, Landbrug & Fødevarer, fhv. borgmester (V), Struer Kommune
agraøkonom (1977), merkonom

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Peter Munk Christiansen

Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1983), ph.d. i statskundskab (Aarhus Uni. 1988)

0:000:00