Kommentar af 
Thomas Roland

Thomas Roland: Revolutionen starter ikke på en middagstallerken. Danskerne vil have deres madkultur i fred

De gode budskaber om alt fra bælgfrugter til klimaafgifter hældes ofte direkte ned i kløften mellem os og det store flertal af danskerne, der bare gerne vil have deres sovs og kød i fred, skriver Thomas Roland i en kærlig opsang til læserne af Altinget Fødevarer. 

Vores madkultur vil vi helst have i fred. Langt de fleste køber det, de kender, og de færreste gør maden til et bevidst projekt, skriver Thomas Roland.
Vores madkultur vil vi helst have i fred. Langt de fleste køber det, de kender, og de færreste gør maden til et bevidst projekt, skriver Thomas Roland.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Thomas Roland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når man læser Altingets fødevareklummer, kan man få det indtryk, at verden skal ændres til det bedre gennem vores fødevarevalg, og at den grønne revolution starter i køkkenet.

Jeg vil foretage den omvendte rejse for at svare på, hvad vores fødevarevalg egentlig kan sige om den fødevarefremtid, vi har i vente.

Dagligvarebutikkerne har gennem tiden været det bedste spejl på vores madkultur nu og her. Jeg voksede op på landet i 1970’erne og 80’erne i en lille landsby med både en brugs og en købmand. Indtil brugsen måtte lukke.

Og selvom min mor også købte kød fra Dansk Fryse Økonomi, var det udbuddet i dagligvarebutikkerne og hos slagteren som bedst beskrev, hvad vi spiste – flankeret af den navnkundige kogebog "Farsretter fra Brugsen".

Mit indtryk var, at madkulturen i et lille sogn på Lolland var temmelig ens fra husstand til husstand.

Vi fik det samme at spise, når jeg var hjemme hos kammerater, og vores madpakker i spisefrikvarteret bestod alle af rugbrødsmadder med det kødpålæg, vi hver især bedst kunne lide (og som ikke lugtede for meget). Et lille supermarked dengang havde måske 600-800 varenumre på hylden. Så udvalget var selvsagt begrænset.

Mange andre klummeskribenter har haft gode bud. Men en del velmenende strategier tager desværre også afsæt i skribenternes egne kulinariske ståsteder

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

Hvis jeg foretog en tidsrejse fra min barndoms landsby til en Kvickly i Roskilde i dag, ville jeg ikke tro mine egne øjne.

Et overflødighedshorn af muligheder – måske tæt på 20.000 varenumre – og en sand velsignelse af friske frugter og grøntsager året igennem. Endda ofte i både en økologisk og almindelig version.

På hylderne med kolonialvarer kan jeg finde specialiteter, vi har lært at kende gennem årene med charterrejser. Italienske, mexicanske, thailandske, spanske og tyrkiske fristelser.

I køledisken med kød er der ikke bare flere niveauer af dyrevelfærd, men også plantebaserede alternativer til danskernes yndlingsudskæringer: fars og nuggets. Selv afdelingen med sodavand er uigenkendelig. Alle emballager er forandret. Aluminiumsdåser og plastikflasker på op til to liter i alverdens smagsnuancer og både med og uden sukker. Dertil "gourmet" og "craft" sodavand fra små producenter.

Jeg vil tro, at vi i Coop hvert år giver mindst 5000 nye varer chancen på hylden og dermed muligheden for at blive danskernes nye favoritter. Lige så mange varer fjerner vi igen, fordi de ikke sælger. Det, som vælges fra hylderne, er med andre ord et snapshot af vores madkultur. Og hvad viser det så?

For det første, at vi ikke længere ligner hinanden så meget, som vi gjorde engang. Vi spiser ikke længere de samme retter lavet af de samme ingredienser. Vi er mere diverse i vores madkultur end nogensinde før. Og for det andet viser det, at vi har helt forskellige motiver for, hvad vi putter i munden.

For en stor del af os skal madindkøb og madlavning bare overstås, så vi kan beskæftige os med det, der er vigtigere. Derfor sælger butikkerne rigtig mange færdigretter og mad til mennesker på farten – og helst så billigt som muligt.

Læs også

For næsten lige så mange kunder er det de gamle madretter, jeg kendte fra min barndom, som vælges.

Der bliver købt ind af traditionelle råvarer i store portioner. Fryseren bruges flittigt, og der er ikke noget bedre end tilbud på hakket kalv-flæsk til frikadellerne. Bæredygtighed og økologi er derimod ikke på menuen, fordi det kommer med en merpris.

Og så er der de travle familier, hvor de børnevenlige retter er pejlemærket. Færdigsnittet grønt, tortilla-pandekager og stegt kyllingefilet går aldrig af mode her. Giv dem nogle nemme genveje, som falder i børnenes smag, så har vi nye vindere til hylden.

Endelig er der også idealisterne og gourmeterne – læserne af Altinget Fødevarer – som går op i smag, håndværkskvalitet, oprindelse og økologi. Det er de kunder, som handler med hjernen og tungen, før hånden griber ud efter en ny vare. De er klar til at prøve klimavenlige retter og handler efter devisen lidt, men godt.

Men de udgør altså ikke flertallet af danske forbrugere. Langt fra, faktisk.

Når jeg på den måde ser ud over vores fødevarevalg, tegner der sig mønstre, som ikke just bekræfter, at revolutionen starter på en middagstallerken.

Det er ikke selvskrevet, at det, som en gruppe af firstmovere tager til sig, ender med at kendetegne massemarkedet

Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark

Vores madkultur vil vi helst have i fred. Langt de fleste køber det, de kender, og de færreste gør maden til et bevidst projekt. Med det udvalg, som findes i butikkerne i dag, kan vi alle forfølge vores egne interesser og ønsker. Og er det ikke muligt, handler vi fra telefonen, hvor netsupermarkeder med filtre kan give os lige netop det sortiment, vi gider at vælge iblandt.

Så den tid, hvor 700 varenumre i den lokale brugs var nok til at holde byen mæt og glad, kommer aldrig tilbage.

Trickle-down-effekten er heller ikke, hvad den var engang. Det er ikke selvskrevet, at det, som en gruppe af firstmovere tager til sig, ender med at kendetegne massemarkedet om føje år. Det er som om stadigt flere madkulturer eksisterer og udvikler sig parallelt med hinanden.

Der er en afgrund mellem veganeren og traditionalisten. Og mellem kunden i den lille Dagli’Brugs på landet og Irma på Østerbro. Og afstanden ser ud til at blive større.

Så hvor skal forandringen af vores madkultur egentlig komme fra?

Mange andre klummeskribenter har haft gode bud. Men en del velmenende strategier tager desværre også afsæt i skribenternes egne kulinariske ståsteder – inklusiv mit eget.

Og derfor ender vi ofte med at hælde de gode budskaber om alt fra bælgfrugter til klimaafgifter direkte ned i kløften mellem os og det store flertal af danskerne, der bare gerne vil have deres sovs og kød i fred.

Mit budskab her er i al sin enkelthed: bliv endelig ved med at undersøge, hvordan madvanerne kan skubbes i en mere bæredygtig retning, men vær opmærksom på, at der skal mere end én nøgle til.

En skønne dag kan det være, vi knækker koden. Men forvent ikke revolution i dag – og nok heller ikke i morgen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Roland

CSR-chef, Coop Danmark
cand.scient. antropologi (Københavns Uni. 1999)

0:000:00