Tidligere V-politiker bliver ny viceformand i Landbrug & Fødevarer

NYVALGT: Thor Gunnar Kofoed afløser Lars Hvidtfeldt som viceformand i Landbrug & Fødevarer. Den tidligere V-politiker slog torsdag tre andre kandidater på L&F’s årlige delegeretmøde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var onsdag gæst til L&amp;F's årlige delegeretmøde. I midten af billedet sidder den nyvalgte viceformand Thor Gunnar Kofoed. (Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix). <br>
Statsminister Lars Løkke Rasmussen var onsdag gæst til L&F's årlige delegeretmøde. I midten af billedet sidder den nyvalgte viceformand Thor Gunnar Kofoed. (Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix).
Anders Redder

Det bliver 59-årige Thor Gunnar Kofoed, der fremover skal bestride et af de tungeste jobs i det danske landbrug – posten som viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Det skriver L&F-mediet Landbrugsavisen.

Thor Gunnar Kofoed løb med flest stemmer på L&F’s årlige delegeretmøde, hvor han med et lille flertal på 53 procent af stemmerne slog Frederik Lüttichau i afstemningen.

En ny viceformand skulle findes, da Lars Hvidtfeldt på forhånd havde meddelt sin afgang efter seks år på posten.

Vi skal give en håndsrækning til ngo’erne og til det politiske system om, at vi gerne vil være en del af løsningen.

Thor Gunnar Kofoed
Nyvalgt viceformand, L&F

Thor Gunnar Kofoed var fra 2001 til 2005 medlem af Folketinget for Venstre og driver til daglig Knarregård-landbruget på Bornholm. Han er derudover formand for frøsektionen i Landbrug & Fødevarer.

Satser på klima og mere dialog
Til Altinget havde Thor Gunnar Kofoed inden torsdagens afstemning sagt, at hans vision som viceformand er at bringe L&F ”tættere på samfundet”.

”Det betyder, at vi skal være en større del af løsningen, fremfor at vi står og skælder ud. Vi skal give en håndsrækning til ngo’erne og til det politiske system om, at vi gerne vil være en del af løsningen, så vi ikke kommer bagefter for at slås,” sagde han.

Og så bør den grønne omstilling i højere grad være på L&F-radaren. I hvert fald på sigt:

”På den lidt længere bane er klimaet den største udfordring. Her er vi nødt til at omstille i en takt, hvor økonomien kan følge med. For der er ingen fornuft i at lave regler, der slår de danske bønder ihjel og flytter produktionen ud af Danmark. Her skal vi sætte os ned med alle og finde en fælles løsning,” udtalte Thor Gunnar Kofoed.

Rækker hånden ud til grønne organisationer
Ifølge Landbrugsavisen har Thor Gunnar Kofoed ikke tidligere været en del af Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.

Til gengæld har han i en årrække været en del af den fælleseuropæiske landbrugsorganisation Copa i Bruxelles, hvor han sidder i flere udvalg.

I Altingets valgoptakt lagde den tidligere V-politiker vægt på sin evne til at håndtere landbrugets til tider stormfulde omgang med miljøorganisationerne.

”Jeg kan skabe kompromiser med alle. Jeg har god kontakt til ngo’er som Økologisk Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening og Noah, så jeg behøver ikke at opbygge det netværk. Og så har jeg en fortid på Christiansborg (tidligere folketingsmedlem for Venstre, red.), så jeg ved, hvad politikerne har behov for,” sagde han.

De tre andre kandidater til viceformandskabet i L&F var Frederik Lüttichau, Poul Henrik Prahl og Torben Povlsen. På delegeretmødet genvandt Martin Merrild som ventet posten som L&F-formand i en afstemning uden modkandidater.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thor Gunnar Kofoed

Viceformand, Landbrug & Fødevarer, formand, TystofteFonden, fhv. MF (V)
landbruger (Lundby og Bygholm landbrugsskoler 1982)

0:000:00