Debat

Værdikampen ind i supermarkedet

DEBAT: Socialdemokraternes ønske om at føre værdikampen ind i supermarkederne er velkomment, men flere afgifter på og mærkning af usunde fødevarer er ikke vejen frem, skriver dagens debattør, Claus Bøgelund K. Nielsen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Claus Bøgelund K. Nielsen
Underdirektør, De Samvirkende Købmænd

EU-parlamentariker Christel Schaldemose og medlem af Folketinget Benny Engelbrecht forsøger med deres fælles nye bog - Foodfight.eu - at flytte værdikampen ind i supermarkedet.

Værdikampen har i årevis handlet om næsten alt muligt andet end danskernes hverdag, så derfor er noget så almindeligt som maden, vi spiser, et yderst prisværdigt emne. Bogen handler både om en række politiske mærkesager for de to socialdemokrater og om ønsket til en holdningsændring til danskernes forbrug af fødevarer. Desværre passer de to budskaber ikke helt sammen.

Schaldemose og Engelbrecht vil have flere afgifter på usunde fødevarer, forbud mod mængderabat på usunde fødevarer, politisk regulering af emballagestørrelse, krav til indretning af supermarkederne og negativ mærkning på usunde fødevarer - f.eks. med et trafiklys.

Fakta
HUSK!
Du kan også blande dig i debatten.
Skrive til Peter Baggesgaard Hansen:
[email protected]

Flere afgifter på usunde fødevarer
Det har i årevis været en kendt sag, at Socialdemokraterne vil have flere afgifter på usunde fødevarer, men flere afgifter forbedrer ikke danskernes til tider mangelfulde forhold til kvalitetsfødevarer.

Højere afgifter vil medføre minimum to konsekvenser: For det første vil endnu flere grænsehandle og dermed fylde endnu flere biler med nydelsesmidler i kæmpe portioner fra de tyske grænsebutikker, og desuden vil mange forbrugere skifte til et lavere kvalitetsniveau, hvis afgifterne får et hak op. Det sidste har f.eks professor i forbrugeradfærd Søren Askegaard forsket i.

Forbud mod mængderabat
Forbud mod mængderabat på usunde fødevarer er et spændende forslag, der ikke uden videre skal hældes ned ad brættet. Det er en besnærende tanke, at wienerbrød, slik, chokolade, is og den slags åbenlyse nydelsesmidler ikke skal sælges med mængderabat ud fra devisen om, at man som forbruger ikke fristes unødigt. Dansk enegang vil dog kun være et lille skridt frem, for igen lukker politikerne øjnene for den omfattende grænsehandel.

Husk, at halvdelen af landets husstande grænsehandler 1 - 3 gange årligt eller oftere, og at portionerne på f.eks slik typisk ligger på enten 1 kg eller endda 2,7 kg i grænsebutikkerne. Grænsehandelen er og bliver et problem for folkesundheden. Herhjemme taler vi om slikposer og andre varer til måske 5, 10 eller 20 kroner pr. salgsenhed.

Højere afgifter vil medføre minimum to konsekvenser: For det første vil endnu flere grænsehandle og dermed fylde endnu flere biler med nydelsesmidler i kæmpe portioner fra de tyske grænsebutikker, og desuden vil mange forbrugere skifte til et lavere kvalitetsniveau, hvis afgifterne får et hak op.

Claus Bøgelund K. Nielsen
Underdirektør, De Samvirkende Købmænd

Emballagestørrelse
Krav om emballagestørrelsen har dagligvarehandelen allerede taget hånd om for flere år i siden i "13-punkts-planen", der satte en stopper for hyldeplads til nye større emballager af usunde fødevarer. Indretning af supermarkeder er købmændene nok bedre til end politikerne og obligatorisk mærkning af alle fødevarer vil både medføre flere omkostninger og skygge for de kendte mærker som f.eks Nøglehullet og Økologimærket. 

Forbrugerne har ikke brug for flere mærker, men for mere viden. Der er næppe nogen, der ikke ved, at piskefløde feder, så løsningen er ikke endnu flere mærker oven i alle de andre. Løsningen er viden hos forbrugerne om, hvordan man læser en næringsdeklaration og en ingrediensliste.

Værdikamp om bedre mad
Der er dog al mulig ros til værdikampen om bedre mad. Danmark har både en Bocuse d'Or-vinder (det uofficielle VM for kokke) samt NOMA, der fortsat ligger nummer et på The Worlds 50 Best Restaurants.

Men interessen for madlavning og råvarer kunne bestemt være bedre. Lad indsatsen starte allerede i folkeskolen ud fra devisen om, at hvis forældrene ikke kan, må skolen jo lære ungerne om kvalitet, råvarer, tilberedning af mad og om den natur, der har skabt råvarerne.

Danskerne bruger glædeligt tusindvis af kroner på samtalekøkkener og årlige charterrejser til Thailand og de Canariske Øer, men vi er det land i hele EU, som benytter den mindste del af rådighedsløbet til fødevarer. Tankevækkende og skræmmende, da dårlige vaner grundlægges i barndommen.

Det gode måltid
Bedre råvarer, glæde ved madlavningen, gode rammer og ritualer ved middagsbordet  er et must, hvis fremtidige generationer skal blive mere opmærksomme på det gode måltid.

Naturlige produkter koster mere end "hokus-pokus"-varer, og mon ikke de fleste trods alt har forståelse for, at den økologiske kylling er dyrere end burkyllingen, der er "tilsat lage." Til gengæld er der også mere mad i øko-kyllingen, og så er prisforskellen måske ikke så slem endda. Men med 25 procent moms er det dyrere at købe kvalitet i Danmark end i andre europæiske lande.

Danmark er sammen med Slovakiet de eneste EU-lande, der ikke har differentieret moms. Samtlige andre EU-lande arbejder med differentieret moms, og momsen på fødevarer er som udgangspunkt lavere end den almindelige momssats i næsten alle andre europæiske lande.

Høj moms i DK
Den lavere moms giver forbrugerne råd og incitament til, at "opgradere" deres indkøb af fødevarer, hvorimod danske forbrugere ofte giver udtryk for, at "mad er dyrt." Det tror da pokker med 25 procent moms. 

Man kunne derfor godt ønske sig, at forfatterne turde være fortalerne for differentieret moms. Man kunne f.eks nedsætte momsen på frisk frugt og grønt i en nærmere angivet årrække for at få undersøgt effekten på et ordentligt grundlag.

Desværre har forfatterne den opfattelse, at der findes et modsætningsforhold mellem forbrugernes og handelens interesser. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. I Danmark har vi det velfærdsgode, at der aldrig er langt til nærmeste dagligvarebutik. 

Forbrugeren bestemmer
Den fintmaskede butiksstruktur betyder, at hver voksne dansker kommer i en dagligvarebutik 3-4 gange hver uge. Det betyder med andre ord, at kunden 3-4 gange hver uge "stemmer med indkøbskurven" og gør sig til dommer over butikkernes præstation. Hvis butikken svigter kunden, vil butikken blive fravalgt og det tager altså lang tid, hvis man skal genopbygge tilliden hos de skuffede kunder.
Forbrugernes dom kan ikke appelleres, så ingen detailhandler ønsker et modsætningsforhold mellem kunde og butik.  Derfor gør supermarkeder og andre dagligvarebutikker sig dagligt umage med at sikre genvalget hos kunderne - på præcis samme måde som politikerne, der også kun opnår genvalg med tilfredse kunder.

Schaldemose og Engelbrecht skal nok blive genvalgt og ønsket om at føre værdikampen ind i supermarkedet er et væsentligt bidrag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00