Debat

Vis fødevareforskningen frem

DEBAT: Fødevareforskningen har brug for mere synliggørelse - en langsigtet forskningsplan kunne være en løsning, foreslår Thomas Bjerre Pedersen.
Thomas Bjerre Pedersen efterlyser mere synlighed for fødevareforskningen i dagens debatindlæg.
Thomas Bjerre Pedersen efterlyser mere synlighed for fødevareforskningen i dagens debatindlæg.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Bjerre Pedersen
Kommunikationschef i Højteknologifonden

Fødevarer appellerer til alle mennesker. Det ser man, når man måler menneskets lykketilstand over en hel dag. Forunderligt nok topper den ved dagens måltider! Den store betydning, vi tillægger mad, smitter selvfølgelig af på fødevareforskningens muligheder for at komme frem i rampelyset og markere sit værd.

Rift om medieopmærksomhed
En meget lidt videnskabelig søgning på artikler i infomedia viser dog, at fødevareforskning ikke er alene på markedet. Søger man på det seneste års artikler, hvor kombinationen af fødevarer og forskning indgår, når tallet op på 543. Tager man derimod kombinationen af energi og forskning, er tallet 1.416. Det vil sige to en halv gang mere. Der er med andre ord rift om opmærksomheden.

Udgangspunktet er naturligvis meget forskelligt. Og det er nok for meget at sætte sin lid til, at tidligere vicepræsident Al Gore kommer ind fra siden og sætter fødevareforskningen på som tema for sin næste film. Men mindre mediebegivenheder kan også gøre det.

Et eksempel fra Højteknologifonden er fedt. For et par uger tilbage viste der sig at være bred appel i nyheden om, at SFK Technology og Københavns Universitet i et samarbejde har udviklet og patenteret en metode til at måle fedt i fødevarer. Herunder mængden af de sunde flerumættede fedtstoffer som f. eks. OMEGA 3 fedtsyre og mængden af de ubehagelige transfedtsyrer.

Det er nok for meget at sætte sin lid til, at tidligere vicepræsident Al Gore kommer ind fra siden og sætter fødevareforskningen på som tema for sin næste film. Men mindre mediebegivenheder kan også gøre det.

Thomas Bjerre Pedersen
Kommunikationschef i Højteknologifonden

Pointen er, at kroppen absolut ikke kan undvære fedt. Men vi skal have fedtet i den rigtige mængde og sammensætning. Den nye metode betyder, at forbrugeren får et værn i kampen mod dårlig fedt - for eksempel i kød- og brødprodukter. Det er godt nyt i en tid, hvor overvægt i befolkningen er begyndt at kunne måles i de nationale regnskaber. Og det er en nyhed, der kaster et positivt skær over kombinationen fødevarer og forskning.

Fødevareforskning i udstillingsvindue
Men enkelte historier gør det selvsagt ikke alene. Der skal en samlet bevidst strategi for at løfte et område. Og her kunne det være en idé at hente inspiration fra energiområdet, hvor man er nået til enighed om en plan, der rækker helt frem til år 2020. Om kort tid kommer der en publikation, der synliggør alle igangværende og kommende forskningsprojekter inden for energi - både indadtil i branchen og udadtil. På lignende vis kunne der være behov for at samle fødevareforskningen i et fælles udstillingsvindue for det omkringliggende samfund. Det ville være en god lejlighed til at vise alle og enhver, hvad fødevareforskningen har at byde på.

Og til de spændende forskningsidéer på universiteter og i virksomheder, hvor der er behov for finansiering til at komme videre: Der starter en ny ansøgningsrunde til Højteknologifonden den 10. maj 2007.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Bjerre

Presse- og mediechef, Innovationsfonden
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), master i tværmedial kommunikation (Københavns Uni. 2010)

0:000:00