Skærmdebatten flimrede i sort-hvid sidste år. I 2024 skal nuancerne have plads
Flere aktører har fået det til at se ud som om, der kun findes to positioner: For eller imod skærm. Mit ønske for 2024 er, at man fra politisk hold vrister sig fri af forestillinger om snuptagsløsninger, skriver lektor Stine Liv Johansen.
Stine Liv Johansen
Lektor, ph.d., Institut for Kommunikation og Kultur, Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus UniversitetHvis der er et emne, der om noget har præget det seneste års debat om børn og unges liv, trivsel, uddannelse og fremtidsudsigter, så er det "skærm". Sparket i gang og holdt i live af debattører, aktører, politikere og en lille smule af børn og unge selv.
Jeg har selv været en del af debatten – også længe før 2023 – og lagde, måske en smule naivt, ud med i begyndelsen af året at efterlyse flere nuancer. Har vi så fået det? Og hvor står vi nu?
Det korte og overfladiske svar er nej. Debatten handler fortsat om skærm eller ej, og hver gang vi har taget imod endnu en nedslående læse- eller Pisa undersøgelse, har automatreaktionen været, at det først og fremmest må være skærmenes skyld. At skærme er det værste, der er sket for børn og unge, og at vi må anlægge et "forsigtighedsprincip". Derfor er det allervigtigste, vi kan og bør gøre, at skærme børn fra skærme – uanset hvad de bruges til, hvorfor og hvordan.
Heldigvis er der flere nuancer under overfladen. Adskillige forsøg er gjort på at skelne mellem forskellige typer af skærme (for eksempel børn og unges egne, medbragte smartphones over for de computere eller tablets, der anvendes i undervisningen), mellem forskellige typer af brug (fritids-/social brug over for faglig brug) og mellem forskellige formål med brugen (eksempelvis færdighedsøvelser på fagportaler over for skabende, kreativ brug).
Der er helt sikkert masser af dårlig, kedelig og ikke særligt kreativ brug af IT i både institutioner og skoler. Men der er også masser af god faglighed.
Stine Liv Johansen
Lektor, ph.d., Aarhus Universitet
Ligeledes har mange forsøgt at fremføre argumenter for, at der bør skelnes mellem forskellige typer af digitalt indhold; kommercielle sociale medieplatforme er ikke det samme som gennemtænkte læringsforløb, hvor digitale teknologier inddrages.
Andre spor i debatten har drejet sig om (nødvendig) regulering af tech-platforme, om en ny faglighed i teknologiforståelse og om generel oplysning, viden og (digital) dannelse.
Samtidig er der en praksis ude på skoler og institutioner, der gang på gang modbeviser opfattelsen af, at skærm er lig passiv underholdning af børn.
Da jeg for nylig efterlyste eksempler på relevant brug af digitale redskaber på dagtilbudsområdet, fik jeg over 70 henvendelser fra fagpersoner, der med afsæt i velfunderede pædagogiske principper fortalte om alt fra brug af video i overgange mellem dagpleje og børnehave, filmprojekter, understøttelse af kommunikation med forældre og meget mere.
Der er helt sikkert masser af dårlig, kedelig og ikke særligt kreativ brug af it i både institutioner og skoler. Men der er også masser af god faglighed derude, som kan folde sig ud, hvis betingelserne er rigtige.
Det har adskillige gange slået mig, at der har været nogle aktører i debatten, der har haft interesse i at få det til at se ud som om, at der kun findes to positioner: For eller imod skærm.
Jeg glemmer ikke min forundring, da jeg i sommer på Folkemødet blev spurgt, om jeg gik ind for regulering af Big Tech – underforstået at det kunne man (vel) ikke, når man samtidig var sådan en, der gik ind for digital dannelse.
Det er en skam, at det er lykkedes at etablere og fastholde forestillingen om en sådan sort-hvid positionering, hvor man ikke kan se, at begge dele naturligvis er helt afgørende nødvendigt, hvis vi på samme tid skal ruste og beskytte vores børn i deres liv med digitale teknologier.
Der har været nogle aktører i debatten, der har haft interesse i at få det til at se ud som om, at der kun findes to positioner: For eller imod skærm.
Stine Liv Johansen
Lektor, ph.d., Aarhus Universitet
I december 2023 havde jeg fornøjelsen af at blive inviteret til kaffe hos Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye. Det blev til en virkelig rar og åbenhjertig snak, hvor afsættet (og udfaldet) var, at vi var uenige, men at det ikke skulle afholde os fra at tale sammen. Men uenigheden er udtalt.
Tesfaye ønsker at "trække hårdt i håndbremsen" ude på skolerne og i dagtilbuddene, når det gælder tilstedeværelsen af digitale redskaber.
Til det måtte jeg indvende, at når man trækker hårdt i håndbremsen, så risikerer man, at de børn på bagsædet, der ikke har sikkerhedssele på, flyver ud ad vinduet.
Forestillingen om, at problemet med "skærme" kan fikses en gang for alle på tværs af uddannelsessystemet, er både problematisk og naiv.
Skolens problemer løses ikke ved at låse mobilerne ind i et skab, men ved en helhedsorienteret indsats i forhold til fagpersonalets kvalifikationer, ressourcer og arbejdsvilkår. Og de børn, som især har brug for voksenstøtte og viden i relation til det digitale, lades i stikken, hvis ikke der netop sættes ressourcer og ordentlige rammer op i forhold til at undervise i og med digitale redskaber.
Hvis vi skal videre i debatten i den kommende tid, er det nødvendigt, at de små pip om nuancer får lov at folde sig mere ud, og at vi tør rumme flere aspekter af et ganske kompliceret fænomen på samme tid.
Vi kan godt både tale om regulering af techplatforme, om begrænsninger af forstyrrelser fra private devices og om relevante pædagogiske og didaktiske indsatser for digital dannelse og teknologiforståelse på samme tid.
Vi bør samtidig også give mere plads til fagpersoner, der faktisk har viden og erfaringer med at bruge digitale redskaber på de gode, kreative måder, som alle – også ministeren – godt kan se pointen i.
Vi har brug for at få debatten flyttet derud, hvor den skal virke, i stedet for at lade den være en pseudoakademisk og normativ stiløvelse uden kontakt med virkeligheden.
Visse elementer i de anbefalinger, der kom før jul vedrørende ungdomsuddannelserne, var desværre et eksempel på netop det.
Mit ønske for 2024 er, at man fra politisk hold vrister sig fri af forestillinger om snuptagsløsninger og lader de fagligt funderede begrundelser danne grundlag for indsatserne.
Men jeg ved ikke, om jeg tør håbe på, at det kommer til at ske.