Akademikerformand: Der er ikke råd til at spare på uddannelse og forskning

Af Lars Qvistgaard
Formand for Akademikerne

Mens landets universiteter og gymnasier i disse dage må afskedige dygtige medarbejdere som konsekvens af regeringens massive finanslovsbesparelser, besøger uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) eliteuniversiteter, blandt andre MIT og Harvard.

Ministeren ønsker angiveligt at hente inspiration til sin uddannelses- og forskningspolitik. Ironien er til at få øje på. For mens de amerikanske eliteuniversiteter med deres svimlende budgetter er mere end godt polstrede – man fristes til at sige kornfede – så er virkeligheden for de danske universiteter en ganske anden.

Hvis formålet er at finde inspiration til en ambitiøs og fremtidssikret forsknings- og uddannelsespolitik, vil jeg tillade mig at gøre ministeren opmærksom på, at han i stedet for at rejse over Atlanten, kan nøjes med at se ti år tilbage. Dengang Fogh-regeringen var ved magten.

Der var dengang en bred politisk enighed om at øge de offentlige uddannelses- og forskningsinvesteringer. Analysen var, at et højere vidensniveau er afgørende for, at Danmark kan tiltrække og fastholde videnstunge arbejdspladser, og for at vi også fremover vil have succesfulde virksomheder, der med dygtige og højtuddannede medarbejdere er i stand til at konkurrere på et globalt marked for videnstunge produkter og serviceydelser. Kort sagt: investeringerne i uddannelse og forskning skulle sikre Danmarks fremtidige velstand og velfærd.

Vi høster i disse år frugterne af den tidligere Venstreledede regerings ambitiøse forsknings- og uddannelsespolitik. For uddannelses- og forskningsinvesteringer er i sagens natur langsigtede. En indikator er dansk forsknings flotte placering på de internationale citationsindekser og mere håndgribeligt de flotte regnskaber fra vores førende internationale virksomheder, der er realiseret af dygtige veluddannede medarbejdere.

Det er ansvarsforflygtigelse, for selvfølgelig kommer besparelserne til at påvirke kvaliteten og kvantiteten af samfundets forsknings- og uddannelsesindsats negativt mange år frem.

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Nu, ti år senere, er de aktuelle massefyringer en første konsekvens af Løkke-regeringens sparepolitik. En visionsløs politik, der rammer de samfundsbærende institutioner, som er sat i verden for at sikre, at Danmark har en veluddannet befolkning nu og fremover.

Regeringen har forsøgt sig med politisk spin ved at kalde besparelserne på uddannelse for omprioriteringsbidrag, der jo lyder knap så slemt. Men det er slemt, for der er tale om omprioritering af midler væk fra uddannelse. Læg dertil de massive finanslovsbesparelser på forskningen.

Universiteternes og de øvrige uddannelsesinstitutioners institutionelle selveje synes samtidig at være blevet et kærkomment greb fra politikernes side til at nedtone kritikken af besparelsespolitikken. Politikerne sender aben over på institutionerne ved at henvise til, at det er institutionsledelsernes ansvar at finde besparelserne på sådan vis, at det ikke går ud over kvaliteten. Men det er ansvarsforflygtigelse, for selvfølgelig kommer besparelserne til at påvirke kvaliteten og kvantiteten af samfundets forsknings- og uddannelsesindsats negativt mange år frem.

De massive besparelser er og bliver en politisk prioritering. Og konsekvenserne af besparelserne er og bliver regeringens ansvar.