Akademikerne: Resultatmål er sat så højt, at institutionerne ikke når dem

Af Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne 

Fortalere og modstandere af det nye bevillingssystem er i sagens natur uenige om, hvorvidt det nye bevillingssystem er til det bedre eller værre. Men at der også er uenighed om, hvorvidt systemet er enkelt eller kompliceret, burde ikke være til diskussion. Det nye bevillingssystem er langt mere kompliceret end det snart forgangne taxametersystem. Sådan helt nøgternt betragtet.

Knap så enkelt og gennemsigtigt
Det hedder så fint i Uddannelsesministeriets pressemeddelelse, at det nye bevillingssystem er enkelt og gennemsigtigt. Det må vist være det, man kalder politisk sprog. En simpel optælling af delkomponenter viser, at institutionerne skal navigere i et bevillingssystem, der for universiteternes vedkommende består af – i hvert fald – 10 forskellige bevillingsmæssige delkomponenter:

1. aktivitetstilskud
2. grundtilskud, hvoraf 90 procent genfastsættes ud fra en aktivitetsbaseret udsvingsgrænse
3. grundtilskud, hvoraf 5 procent genfastsættes ud fra resultaterne af studenter-, dimittend- og eventuel undervisersurveys
4. grundtilskud, hvoraf sidste 5 procent genfastsættes ud fra målopfyldelsen i universitetets rammekontrakt
5. resultattilskud på beskæftigelse
6. resultattilskud på færdiggørelse
7. kvalitetsmidler, der fyldes op med ikke-udmøntede midler fra de to resultattilskud
8. midler til uddannelsesprioriteringer, der fyldes op med ikke-udmøntede midler fra genfastsættelse af grundtilskuddet
9. regionale tilskud
10. ekstraordinære STEM-midler for 2019-2022.

Er det enkelt? Nej, det er det ikke.

Og kære regering, lad os nu være ærlige. En vigtig politisk intention med en bevillingsreform har jo netop været at få brudt med taxametersystemets ulidelige enkelthed, hvor et bestået studenterårsværk udløser et tilskud.

Denne meget simple kobling mellem produktion og tilskud har været en tilbagevendende kritik af systemet, fordi det giver risiko for volumentænkning på uddannelserne. En kritik, der også har lydt fra Akademikerne.

Man har altså lavet en bevillingsmekanisme, hvor resultatmålene er sat så tilpas højt, at man fra politisk side ikke forventer, at institutionerne vil kunne opfylde dem.

Lars Qvistgaard
Formand, Akademikerne

Dobbeltstyring giver øget kompleksitet
Jeg vil dog mene, at der med dimensionering af særlig ledighedsudfordrede universitetsuddannelser allerede er taget hånd om problemet. Men politikerne har tilsyneladende ønsket at gå endnu videre, så vi med det nye bevillingssystem reelt får dobbeltstyring på uddannelses- og beskæftigelsesmatch. Og dobbeltstyring er som bekendt med til at øge kompleksiteten.

Ligeledes er den politiske intention med det nye bevillingssystem at øge kvaliteten i uddannelserne. Man har lavet en snedig konstruktion, hvor ikke-udmøntede midler fra resultattilskuddene på beskæftigelse og færdiggørelse skal bidrage med cirka 180 millioner kroner årligt til politisk prioriterede kvalitetstiltag.

Man har altså lavet en bevillingsmekanisme, hvor resultatmålene er sat så tilpas højt, at man fra politisk side ikke forventer, at institutionerne vil kunne opfylde dem.

Uforudsigelighed giver dårligere uddannelser
Resultattilskud er i deres natur performancebaserede. Og tilmed vil institutionernes målopfyldelse afhænge af udefrakommende forhold som konjunkturer på arbejdsmarkedet. Dermed er der kommet en uforudsigelighed ind i bevillingssystemet. Er der noget, der er gift for kvaliteten af uddannelserne, er det uforudsigelighed i bevillingerne.

Derfor er jeg også glad for, at oppositionen er lykkedes med at få reduceret resultattilskuddenes andel i det nye bevillingssystem i forhold til regeringens oprindelige udspil.   

Ligeledes er det tvivlsomt, at studentersurveys vil bidrage til kvalitet. Studentersurveys kan være et godt udviklings- og vejledningsinstrument, men i det øjeblik, der knyttes midler til surveys, risikerer man, at respondenterne svarer strategisk og det således mister sin værdi som kvalitetsinstrument.

Og mere alvorligt ud fra en kvalitetsbetragtning, risikerer man, at systemet belønner overfladisk kvalitetsoplevelse, for eksempel edutainment, mens en mere faglig ambitiøs undervisertilgang risikerer at blive straffet.

Løser ikke kvalitetspresset
Endelig løser bevillingssystemet ikke det kvalitetspres, der følger i kølvandet på de årlige 2-procentsbesparelser, der er lagt ned over uddannelserne. Bedre bliver det ikke af, at der med finanslovforslaget nu er skabt usikkerhed om videreførelse af taxameterløftet for de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser fra 2020.

Akademikerne har derfor sammen med DI rettet henvendelse til regeringen med opfordring til, at taxameterløftet gøres permanent. Kvalitet koster, det ændrer nyt som gammelt bevillingssystem ikke på.