AU-prodekan: Der er stadig kønsbias på universiteterne

Af Anne Marie Pahuus
Prodekan, Arts, Aarhus Universitet

I weekenden satte Enhedslisten fokus på kvinder i undertal, både i deres egen organisation og i samfundet som helhed. Det kan virke kunstigt, men det er godt at forsøge at bryde med vanetænkning. Det gælder også på universiteterne.

Når man som jeg er prodekan for forskning inden for humaniora, så er uddelingen af årets store forskningsbevillinger noget, man følger tæt. Succesraten er faldet til, at mellem hver 16. og hver 10. ansøger opnår bevilling, så det er blevet et bittelille nåleøje.

Kvinderne plejer at være i klart undertal – både blandt ansøgerne og blandt de heldige, der opnår bevilling. Ved seneste uddeling af statslige midler til fri, humanistisk forskning blev tre ud af fire store bevillinger til AU dog givet til forskningsledere, der ikke kun er fremragende på deres felt, men også kvinder.

Det er nok for bastant at påstå, at vinden endegyldigt er vendt, men jeg håber, at det er mere end en enlig svale. Det er i hvert fald i den udvikling, vi arbejder på.

For kønsbalancen ændrer sig ikke af sig selv på de danske universiteter. Optimalt set burde vi kunne være komplet kønsblinde og regne med, at der automatisk vil være både kvinder og mænd at vælge mellem, når der skal ansættes forskere og uddeles bevillinger. Kvinder er jo ikke mindre kloge end mænd, og på universiteterne får de kvikkeste vel chancen for at bedrive forskning og uddannelse til højeste niveau, ikke?

Kvinder er jo ikke mindre kloge end mænd, og på universiteterne får de kvikkeste vel chancen for at bedrive forskning og uddannelse til højeste niveau, ikke?

Anne Marie Pahuus
Prodekan, Arts, Aarhus Universitet

Faderskab en bonus - moderskab en bét
Begynder man eksempelvis på filosofistudiet i Danmark, vil der være en tredjedel kvindelige studerende, men blandt de fastansatte på landets filosofiafdelinger er der snarere 12 mænd for hver kvinde. Der er også fag, hvor det står mindre grelt til.

Men ser man på danske universiteter som helhed, er cirka en femtedel af landets universitetsprofessorer kvinder. Vel at mærke selvom der er flere kvindelige end mandlige studerende.

Men hvad er det da for en kønsskævhed, som sniger sig ind mellem studiestart og professorudnævnelse?

To eksempler:

Når det europæiske forskningsråd for frie midler skal uddele af deres ikke helt lille budget, interviewer man de bedst kvalificerede forskere. Før hver interviewrunde bliver de faglige paneler tvunget til at se en video, som afslører sandheden om, hvad der typisk foregår, når vi tror, vi behandler alle ens uanset køn.

F.eks. får man i videoen demonstreret, hvordan to typiske ansættelsesudvalgsmedlemmer til en akademisk stilling vurderer selvstændighed som et problem hos kvinder, uden at de gør det for mænds vedkommende.

Vi er eksempelvis mere tilbøjelige til at se efter, om en kvindelig ansøger har skrevet sine publikationer sammen med andre og rejse tvivl om, hvorvidt hun nu faktisk har formået at påtage sig rollen som primær forfatter. Derimod går vi naturligt ud fra, at mændene har deres selvstændighed i behold.

Endnu mere besynderligt er det faktum, som der også er solidt belæg for, nemlig at faderskab ubevidst opfattes som bonus, mens moderskab ses som en bét.

Når mænd forener forældreskab med forskerkarriere, ser vi dem som mere modne, hvor vi med kvindelige ansøgere er mere tilbøjelige til at fokusere på deres moderlige forpligtelser – man ser for sig institutionernes begrænsede åbningstider og børnenes sygedage.

Gennemgribende diskussion på universiteterne
En rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet satte gang i en gennemgribende diskussion i alle universitetsmiljøer, og siden 2016 har AU været i gang med sin anden store handleplan for kvinder i forskning.

Der skabes konsekvent en større åbenhed i ansættelsesprocedurer, man forsøger at nå rekrutteringsmæssigt længere ud internationalt, f.eks. med brug af såkaldte søgekomitéer og tenure track (oprykningsstillinger, så man løber en mindre risiko ved at rykke hele familien til nyt land), og der sikres fleksibilitet i forhold til ønsket om at kombinere et liv med børn og en akademisk karriere.

Vi skal naturligvis ikke gå i den anden grøft, hvor man underkender dygtige mandlige forskeres præstationer. Universiteternes opgave er først og fremmest at levere forskning og uddannelse af højeste kvalitet. Men vi skal blive bedre til at få øje på den kvalitet, der findes. At sikre, at vi ikke taber talenter undervejs.

Enhedslistens greb vakte opsigt og nærmede sig det kunstige. Men omvendt duer det ikke at gøre, som vi plejer. Det viser de seneste 20 års udvikling på de danske universiteter. Og måske begynder vi efterhånden at se små tegn på, at indsatsen begynder at virke.