Debat

Danske Universiteter: Fri os fra politiske udpegninger

DEBAT: Den frie forskning er et kardinalpunkt for universiteterne, der ikke må blive statens forlængede arm. Det skriver Jesper Langergaard fra Danske Universiteter og siger, at der ikke er behov for nye styringsredskaber til at kontrollere universiteterne. 

Universiteterne skal være politisk uafhængige, skriver Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter.
Universiteterne skal være politisk uafhængige, skriver Jesper Langergaard, direktør for Danske Universiteter.Foto: Danske Universiteter
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Langergaard
Direktør, Danske Universiteter

Søren Pind (V) lytter til klassisk musik på ministerkontoret, mens han går rundt og grubler over forholdet mellem universiteterne og politikerne. Det afslørede det interview, som Altinget bragte den 24. januar.

Universiteterne er glade for, at ministeren tænker sig om. Ikke mindst, når det handler om at finde den helt rette tone i relationen mellem ministeriet og universiteterne.

Respektér universiteternes indre liv
Regeringen iværksatte sidste forår et såkaldt styringseftersyn af de videregående uddannelser. Ministeren har endnu ikke lagt sig fast på, hvad der skal ske, men én ting bliver dog fremhævet i interviewet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Søren Pind mener ikke, at politiske udpegninger er en god ide, når det gælder universiteterne. Universiteternes indre liv skal respekteres, understreger han.

Den melding vækker begejstring i universitetssektoren. For netop uafhængigheden er afgørende. Universiteterne skal ikke være statens forlængede arm, for så mister vi visionen og den oprindelige idé med universitet.

Universiteterne skal ikke være statens forlængede arm, for så mister vi visionen og den oprindelige idé med universitet.

Jesper Langergaard, direktør, Danske Universiteter

Den frie forskning er et kardinalpunkt. Universiteterne skal søge sandheden, også når den er ubekvem.

Universiteterne har fuld forståelse for den politiske interesse for deres virke. Ny viden og forskningsbaserede uddannelser bidrager til, at vores samfund udvikler sig.

Universiteterne er samfundsbærende institutioner, og staten investerer i omegnen af 30 milliarder kroner om året i universiteternes forskning og uddannelse. Så det er naturligt og legitimt, at der er forventninger, og at der stilles krav fra politisk side.

Ikke brug for nye styringsredskaber
Der er allerede en lang række styringsredskaber i dag. Der er udviklingskontrakter, dimensionering, fremdriftsreform og diverse tilsyn. For at nævne en håndfuld.

Der er derfor ikke brug for flere styringsredskaber. Og vi vil gerne være med til at se på de nuværende procedurer for udpegninger af bestyrelserne på universiteterne, så der også bliver rum for øget frihed og mere tillid.

Universiteterne er til for samfundet, og vi vil gerne være med til at skabe klare rammer for samarbejdet med politikerne. Men universiteterne skal være politisk uafhængige.

Kloden rundt kan man se, at de mest velfungerende og mest attraktive samfund er karakteriseret ved uafhængige domstole, uafhængige medier og uafhængige universiteter. Det er det, der virker.

Så Søren Pind kan roligt skrue op for den klassiske musik på kontoret, gruble videre og holde fast i sin sunde skeptisk mod politiske udpegninger på universitetsområdet.

Universitetet er både klassisk og moderne. Men uden grundtonen, den politiske uafhængighed, den frie tanke og den kritiske tilgang, spiller det ikke.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Langergaard

Direktør, Danske Universiteter
MA i European Studies (University of Bradford 1991), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00