Dekan: Ti års nedskæringer har været skadelige for dansk energiforskning

Af Katrine Krogh Andersen
Forskningsdekan på DTU

På tærsklen til det, der skulle vise sig at blive en af de allervarmeste og solrigeste somre i Danmark nogensinde, indgik samtlige Folketingets partier en ny energiaftale. Den sikrer finansiering til, at hele vores elforbrug og 55 procent af vores samlede energiforbrug kan dækkes af vedvarende energikilder i 2030.

Det er godt nyt, at der er bred opbakning til en langsigtet plan, som forhåbentlig vil kunne holde hen over flere folketingsvalg og bidrage til at imødegå de tiltagende klimaforandringer samt vise vejen til en mere bæredygtig fremtid. Mange tak for det.

Som universitet har vi ikke mange meninger om aftalens afgiftsomlægninger og støtteordninger til erhvervslivet. Til gengæld er vi stærkt optagede af dens afsnit om støtten til forskning i bæredygtig energi og klima. Dels fordi grønne teknologier vil spille en vigtigt rolle i at sikre vores fremtid her på kloden, dels fordi de bidrager til vækst, beskæftigelse og eksport i Danmark.

Forskningsmidler og teknologi
Danske virksomheders energiteknologier, lige fra vindmølleparker og biogasanlæg til fjernvarmeteknologi og termostater, er med til at reducere drivhusgasudledningerne både herhjemme og i de lande, virksomhederne eksporterer til. Og disse produkter er i vidt omfang baseret på universiteternes forskning.

I energiaftalen er der fra og med 2020 afsat 580 millioner kroner årligt stigende til en milliard kroner i 2024. Det lyder af mange penge, men faktisk er der kun tale om, at vi igen langsomt vil begynde at nærme os det niveau, som bevillingerne til energiforskning befandt sig på i nullerne.

Det seneste årtis nedskæringer har været skadelige for den danske energiforskning og dermed også for energivirksomhederne.

Katrine Krogh Andersen
Forskningsdekan på DTU

I flere år lå statens bevillinger til energiforskning på omkring en milliard kroner årligt fra finansloven og den såkaldte forskningsreserve. Siden 2011 er disse bevillinger dog faldet støt og nåede 900 millioner kroner i 2015 og 500 millioner kroner i 2017.

Forskning og etablering af stærke forskningsmiljøer er meget langsigtet, og udviklingen af nye teknologier foregår i etaper. Den grundlagsskabende forskning på universiteterne og den stadig bedre forståelse af naturens fundamentale byggesten lægger grunden til nye teknologier, som virksomhederne i senere etaper kan udvikle til konkrete produkter.

Gennem samarbejde mellem universiteter og virksomheder, innovation og produktudvikling i virksomheder modnes forskningsresultater til nye produkter på markedet. I energisektoren er hele vindindustrien og energikoncerner som Danfoss og Grundfos glimrende eksempler på denne proces.

Højere prioritet
Men når man skærer ned i denne fødekædes første del, så rammer man til sidst energivirksomhedernes muligheder for at skabe konkurrencedygtige produkter. Det seneste årtis nedskæringer har været skadelige for den danske energiforskning og dermed også for energivirksomhederne. Det tager lang tid – i nogle tilfælde mange år – at opbygge de førende og højtydende forskningsmiljøer, hvis resultater i høj grad bidrager til virksomhedernes innovation.

Til gengæld spredes forskerne lynhurtigt for alle vinde, når forskningsprogrammer lukkes ned, og så kan det være svært – hvis ikke umuligt – at genopbygge dem. Det har vi erfaret på den hårde måde på DTU, hvor vi har måttet afskedige forskere og lukke ellers lovende forskningsområder på grund af faldende bevillinger.

Derfor er vi glade for, at bevillingerne til energiforskning nu igen får en højere prioritet. Til gengæld er vi ikke så glade for, at vi skal helt frem til 2024, før vi igen når op på den årlige milliard til energiforskning. Dette alt for lange tilløb kan risikere at ramme værdifulde forskningsprogrammer.

Det er dog positivt, at de nye forskningsmillioner vil blive uddelt gennem både Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram og Innovationsfonden. Det er med til at sikre, at hele fødekæden fra forskning til produktudvikling bliver tilgodeset.

Fremtidens forskning
Endelig vil jeg pege på en enkelt sætning i aftalen, som kan vise sig at få betydning for fremtidens forskningsbevillinger og for konkurrencen mellem de forskellige forskningsområder:

I aftalen hedder det, at ”målet om 1 milliard kroner prioriteres inden for rammerne af regeringens mål om, at Danmark skal investere mindst en procent af BNP i forskning”.  

Det er nærliggende at fortolke denne sætning sådan, at flere penge til energiteknologi og klima vil betyde færre penge til forskning i eksempelvis sundhed og humaniora. Jeg håber, at politikerne vil kunne overbevise os om, at det ikke er tanken.