Dekan: Fortsæt med at tænke fremsynet på ph.d.-området

Af Johnny Laursen

Konstitueret dekan, Arts, Aarhus Universitet, og formand for Danske Universiteters ph.d.-arbejdsgruppe

Den markante danske satsning på ph.d.-uddannelserne er i øjeblikket under beskydning. Anklagen lyder, at man har oversatset, fordi der ikke er tilstrækkelig mange ph.d.er, der ansættes i den private sektor.

Det er rigtigt, at der er et stykke vej endnu med at indfri ambitionen om et tættere samspil mellem forskning og erhvervsliv, men forslagene om at drosle indsatsen ned er ganske forfejlede. At Danmark alene blandt de europæiske lande skulle falde tilbage i videnskapløbet ved bevidst at sænke ambitionsniveauet, er næppe en god vækststrategi. I stedet for kortsigtede beslutninger, der vil svække den danske konkurrenceevne, skal vi have modet til at blive ved med at tænke langsigtet. Danmarks rolle som international frontløber på ph.d.-området har haft store gavnlige effekter for både universiteterne og erhvervslivet.

Dansk forskning tiltrækker midler fra EU
Danmarks langvarige satsning på ph.d.-uddannelse har spillet en betydelig rolle for udviklingen af det, mange kalder det ’danske forskningsmirakel’. Det skyldes ikke mindst, at væksten i antallet af ph.d.-studerende har bidraget til, at Danmark har nået målsætningerne for forskningsproduktion, og at man med den internationale dimension i ph.d.-uddannelsen har sikret danske forskningsinstitutioner og andre arbejdsgivere adgang til højtuddannet arbejdskraft med et stærkt internationalt vidensgrundlag. Samtidig er der det væsentlige – men ofte oversete – aspekt, at de ph.d.-studerende er med til at øge værdien af de offentlige forskningsinvesteringer, fordi de også tiltrækker midler fra EU, private fonde m.v. Også i de kommende år vil vækstlaget i dansk forskning – ph.d.erne og postdocerne – uden tvivl være et aktiv i den danske målsætning om at sikre sig en stor andel af EU’s forsknings- og innovationsfinansiering.

Mangeårig investering i forskning
Danmark har i sin ph.d.-satsning længe haft blik for, at ikke alle ph.d.er skal ansættes på universiteterne. Derfor har den danske model for ph.d.-uddannelse insisteret på, at ph.d.-studerende ikke alene skulle gennemføre et selvstændigt forskningsprojekt, men også skulle udvikle kompetencer, der forberedte kandidaterne på et fremtidigt karriereforløb. Herudover besluttede et flertal i Folketinget med globaliseringsforliget en fremsynet, mangeårig investering i forskning og i uddannelse af yngre forskere; forliget rummede især en satsning på ph.d.-uddannelse indenfor sundhed, teknik og naturvidenskab. Endelig indførte man med den såkaldte erhvervs-ph.d.-ordning et i europæisk sammenhæng unikt program for at styrke sammenhængen mellem forskeruddannelsen på universiteterne og de offentlige og private arbejdsgivere.

Det kan ikke udelukkes, at man blev lidt svimle af alt det fremsyn. I hvert fald gennemførte Rigsrevisionen i 2011 en grundig undersøgelse af de danske ph.d.-skoler. Resultatet var positivt, men man opfordrede dog ministeriet til også at undersøge det langsigtede behov for ph.d.-uddannede. Det skete med en uafhængig Epinion-undersøgelse i 2012. Epinion konkluderede (med de nødvendige forbehold), at der frem mod 2030 sandsynligvis ville være et behov for det aktuelle omfang af ph.d.-uddannede, og at der syntes at være klare økonomiske effekter for virksomheder ved at ansætte ph.d.-kandidater. Flere efterfølgende internationale evalueringer af ph.d.-kvalitet og -beskæftigelse har også haft positive konklusioner. Ledigheden for ph.d.-dimittender er et år efter færdiggørelse 3 procent og efter 5 år 1,6 procent.

Fortsat stort behov for forskeruddannede
Alligevel er der stadig stemmer, som taler om overproduktion, og der tales om at sænke ambitionsniveauet i den danske ph.d.-uddannelse. Ser man nærmere på de videnskabelige områder, tegner der sig imidlertid et mere nuanceret billede. På det sundhedsvidenskabelige område er der et ønske om flere forskeruddannede i bl.a. lægemiddelindustrien. På det humanistiske og samfundsvidenskabelige område, som har en lille andel af de ph.d.-uddannede, er en ikke ringe andel af de ph.d.-studerende tilknyttet professionshøjskoler, kulturinstitutioner m.v. med en væsentlig kompetenceudviklingseffekt. På det teknisk-naturvidenskabelige område, som har mange ph.d.-studerende, er disse i mange tilfælde knyttet til store forskningsprojekter med betydelig ekstern finansiering. Gennemsnitsbetragtninger og -løsninger tager således ikke højde for de sektorspecifikke behov og muligheder.

Øget erhvervsinddragelse
Kritikerne har dog ret i, at vi – med undtagelse af de ledende forskningsintensive virksomheder – endnu ikke har indfriet ambitionen om et tættere samspil med det private erhvervsliv som helhed.

At Danmark alene blandt de europæiske lande skulle falde tilbage i videnskapløbet ved bevidst at sænke ambitionsniveauet er næppe en god vækststrategi.

Johnny Laursen
Konstitueret dekan, Arts, Aarhus Universitet, og formand for Danske Universiteters ph.d.-arbejdsgruppe

Det skyldes næppe, at der uddannes for mange ph.d.er. Fundamentet for samspillet mellem erhvervsliv og forskning – også ph.d.-uddannelse – skal grundlægges allerede i universitetsuddannelserne. Det kunne eksempelvis ske i specialeforløbet, hvor man aktuelt drøfter mere fleksible formater, der tillader en øget erhvervsinddragelse.

Det vil også give basis for en større udbredelse af erhvervs-ph.d.-ordningen, evt. kombineret med modeller for fleksibel indskrivning på ph.d.-uddannelsen i de såkaldte 3+5- og 4+4-modeller, som forbinder uddannelse og ph.d.-uddannelse. Måske det er tid til at eksperimentere lidt.

At sænke ambitionsniveauet og lade Danmark falde tilbage i videnskapløbet er til gengæld ikke en holdbar løsning. Danmarks solide internationale forskningsposition og konkurrencekraft er blevet til på baggrund af en fremsynet strategi for at sikre en dansk plads i den globale vidensorden. Lad os fortsætte med at være fremsynede.