Den utilfredse borger er en demokratisk perle

FORSKNINGSFORMIDLING: I trygge rammer bliver utilfredse borgere, optændt af stærke følelser, til vigtige demokratiske medspillere. Hvorfor den skandinaviske velfærdsstat skaber de bedste betingelser for deres demokratiske deltagelse, og hvad vi kan lære af det, forklarer tre RUC-forskere her.

Af Daniel Møller Ølgaard, Anders Ejrnæs og Silas Harrebye
Roskilde Universitet - Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv

Befolkningens mulighed for at påvirke magthaverne med fredelige midler er en grundsten i det moderne demokrati. 

I en verden, hvor de demokratiske institutioner bevæger sig længere og længere væk fra borgeren og mod fjerne institutioner som FN og EU, er et levende civilsamfund, hvor utilfredse borgere og befolkningsgrupper kan udtrykke sig og blive hørt, vigtigere end nogensinde. 

Derfor har vi undersøgt betingelserne for demokratiske deltagelse i en europæisk kontekst og forklarer på den baggrund variationerne i ekstraparlamentariske politiske aktiviteter såsom underskriftindsamlinger, demonstrationer, boykot af forbrugsprodukter og andre former for støtteerklæringer på tværs af 20 EU-lande. 

Vores utilfredse borgere er værdifulde
På baggrund af data fra den omfattende European Social Survey (ESS) fra 2008 med over 37.000 respondenter fra 20 EU-lande konkluderer artiklen, at demokratisk deltagelse er motiveret af følelser som utilfredshed og oplevelsen af at blive marginaliseret, men at de institutionelle rammer samtidig påvirker omfanget af fredelig politisk aktivitet. 

Og data indikerer klart, at den skandinaviske velfærdsstat giver utilfredse og marginaliserede befolkningsgrupper de bedste muligheder for at engagere sig aktivt i samfundsdebatten sammenlignet med vores europæiske naboer. 

Undersøgelsen viser nemlig, at der i de skandinaviske lande er en stærkere sammenhæng mellem følelsen af utilfredshed med regeringen og niveauet af fredelig politisk aktivitet. 

Og hvad kan vi så lære af det? Ønsket om at forstå grobunden for en politisk kultur, der fordrer fredelig, demokratisk deltagelse, bygger på et ønske om at undgå, at utilfredse og marginaliserede befolkningsgrupper tyer til vold i deres kamp for forandring. 

Det er derfor vigtigt, at vi i Skandinavien ikke nøjes med at klappe os selv på skulderen, men i stedet bruger vores førerposition til at skabe bedre betingelser for demokratisk deltagelse i resten af verden. 

Det er nemlig kun, hvis vi forstår grundlaget for en ikke-voldelig politisk deltagelseskultur, der bygger på et aktivt og dynamisk civilsamfund, at vi kan sikre vore demokratiske staters fortsatte legitimitet.

En fredelig forandringskultur
“Vi skal ikke søge en forklaring på terroren.” 

Sådan sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter angrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris. Men der tog hun grueligt fejl. Det er nemlig kun ved at forstå terrorens ophav, at vi kan skabe et bedre samfund. 

For hvad er det, der får unge mænd (og kvinder) til at sprede vold, død og ødelæggelse i en højere sags tjeneste? Lad os tage angrebet på Krudttønden og Den Jødiske Synagoge herhjemme som eksempel. 

Litteraturen giver, groft sagt, to forskellige svar på, hvorfor Omar Hussein udførte sine forfærdelige handlinger på den skæbnesvangre februar-dag. Det ene svar knytter sig til gerningsmandens følelsesmæssige karakter. Det være sig at han var blevet radikaliseret, var psykisk ustabil eller var vred på Danmark. Det andet svar relaterer sig til strukturerelle betingelser. Her er det begreber som marginalisering, en forfejlet integrationsindsats, omsorgssvigt og så videre, der bliver fremhævet som grundlaget for hans handlinger. 

Så hvorfor gjorde Omar, som han gjorde? Svaret er selvfølgelig en blanding af de førnævnte personlige motivationsfaktorer og strukturelle betingelser, og debatten om baggrunden for Omars handlinger illustrerer derfor på glimrende vis, at forklaringen på alle former for politisk motiveret deltagelse, fredelig eller voldelig, er flersidig og kompleks. 

Relevansen af en afdækkende forklaring på angrebet på Krudttønden og den Jødiske Synagoge rækker samtidig langt ud over både gerningens og Danmarks grænser. Svaret på, hvorfor nogen vælger fredens vej, er nemlig vigtigere nu end nogensinde i lyset af de udfordringer, verden står over for. Forfærdelige angreb i Paris, Egypten og Kenya er blot nogle af de få eksempler fra de seneste år .

Vold virker ikke
Hver dag er vi vidner til de lidelser, som politisk motiveret vold skaber overalt i verden. 

Men samtidig med at den politiske vold raser, både i fjernere lande som Syrien, Irak, Afghanistan, Ukraine og Sydsudan, men også inden for Europas grænser, er vi vidner til et niveau af global, ikke-voldelig politisk aktivitet, hvis lige vi ikke har set siden 60'erne og 70'erne. 

Globalt står nye bevægelser som Syriza, PODEMOS og Occupy Wall Street for en politisk forandringskultur, der fremhæver legen, kreativiteten, bred borgerinddragelse og andre ikke-voldelige demokratiske midler i deres kamp for retfærdighed. Herhjemme er Alternativet et andet eksempel på en bevægelse, der identificerer sig selv med denne forandringsbølge.

Og det er en vigtig bevægelse, vi er vidner til. Politisk vold spreder nemlig ikke blot død og ødelæggelse. Vi ved, at vold ikke skaber bæredygtig social og politisk forandring. 

Sammenlignende undersøgelser af voldelige og ikke-voldelige politiske kampagner mellem 1900 og 2006 i bogen "Why Civil Resistance Works" viser nemlig, at ikke-voldelige former for politisk modstand var mere end dobbelt så effektive som deres voldelige modparter til at skabe social og politisk forandring i lande på tværs af kloden. 

En del af forklaringen på dette er, at ikke-voldelige former for politisk deltagelse skaber færre af de moralske dilemmaer, der kan forhindre en bred folkelig deltagelse, og den bredere deltagelse sikrer en højere grad af resiliens over for magthavernes krav og sanktioner og bedre muligheder for taktisk og strategisk innovation. 

Det betyder alt sammen, at demokratisk deltagelse gør det sværere for magthaverne at bevare status quo og indføre sanktioner sammenlignet med voldelige modstandsformer. Demokratiske deltagelsesformer er derfor et vigtigt fundament i etableringen af et bæredygtigt demokrati. 

Demokrati er mere end en stemmeboks
De vestlige samfund har over de sidste århundreder oplevet en stærk stigning i velstand. Ronald Inglehart og Christian Welzel argumenterer med deres World Value Survey for, at denne økonomiske udvikling hænger direkte sammen med en forandring i måden, vi anskuer verden på. 

Kort sagt så bekymrer det moderne, vestlige menneske sig i dag mindre om sin egen overlevelse og mere om sin personlige frihed til at udtrykke sig. Og det er netop det moderne menneskes kritiske potentiale, der er grundlaget for vores moderne demokrati. 

Men det potentiale realiseres ikke kun ved stemmeurnerne. Det realiseres i lige så høj grad gennem borgerinitiativer som demonstrationer, underskriftindsamlinger, online kampagner osv.  

Når man sætter borgerenes demokratiske potentiale i centrum, fjerner man samtidig parlamentet som epicenteret for udarbejdelsen af politiske løsninger. Statistiske opgørelser over valgdeltagelsen ved et Folketingsvalg eller partiernes medlemstal er altså langt fra nok til at måle befolkningens demokratiske deltagelse i et velfungerende demokrati. 

Men mens Christiansborg bedst kan beskrives som et politisk akvarie, hvor alle kan kigge med, mangler der viden og forståelse for de politiske processer, der foregår uden for murene, og som hver dag er med til at sikre vores samfunds demokratiske udvikling og legitimitet. 

Vores undersøgelse af deltagelsesmønstre fokuserer derfor særligt på ekstraparlamentariske, demokratiske deltagelsesformer. 

Stærke følelser og politisk handling
De eksempler, der allerede er nævnt, som støtteerklæringer, demonstrationer og boykotter, falder alle ind under denne paraply, der omfatter alle former for ekstraordinære politiske handlinger, både kollektive og individuelle, som finder sted uden direkte tilknytning til det parlamentariske institutionelle system. 

Den aktive, kritisk kreative borger kan gennem sådanne former for demokratisk deltagelse blandt andet øve indflydelse på den offentlige debat, påvirke markedsøkonomien gennem deres indkøbsmønstre eller udbygge deres lokalsamfund. Og det virker. 

Ekstraparlamentarisk deltagelse gavner både demokratiet i forhold til at kvalificere politiske beslutninger og i forhold til at legitimere disse beslutninger gennem inddragelsen af minoritetens stemmer. 

På den måde undgår moderne demokratier at blive flertallets tyranni. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor folk vælger at intervenere på produktions-, forbrugs-, aktions-, meningsdannende og beslutningstagende niveauer. 

Som svar på dette er en lang række individuelle faktorer såsom motivation, ideologi og værdier. Det er de såkaldte push-faktorer. Samtidig er kollektive faktorer såsom rationel ressourcemobilsering, de såkaldte pull-faktorer, blevet fremhævet og diskuteret af forskere i de sidste årtier. 

Den nyeste litteratur forsøger lige nu at nuancere den rationalistiske pull-tilgang med kulturelle faktorer såsom identitetsskabelse, normdannelse, sociale tilhørsforhold og følelsen af social ansvarlighed som en del af forklaringen på, hvorfor folk søger nye fællesskaber og nye former for politisk handling, også uden for stemmeboksen. 

Men selvom de fleste er enige om, at push- og pull-faktorerne alle er en del af forklaringen, er betydningen af følelser stort set blevet overset. 

Det er problematisk, fordi det ofte er følelser såsom vrede, skam, eksklusion, uretfærdighed og så videre, som folk fremhæver som grunden til, at de gik på gaden, skrev under på en underskriftsindsamling eller stoppede med at købe avocadoer fra Israel. Følelser kan derfor bedst beskrives som en katalysator for politisk handling. 

De utilfredse føler sig udenfor
Det er ikke nogen ny ide, at utilfredshed nærer politisk handling. 

Men for at forklare præcis hvordan utilfredshed fører til demokratisk deltagelse, er det nødvendigt at fjerne fokus fra de såkaldte institutionelle pull-faktorer såsom identitet og tryghed og i stedet undersøge politisk engagement som en grundlæggende individuel, følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af en subjektiv uretfærdighed. 

En kritisk tilgang til politik fokuserer på at afdække vilkårene for, at folket kan udtrykke sin utilfredshed med status quo, og hvorvidt folkets utilfredshed bliver systematiseret og mobiliseret som en del af en større politisk modstandsbevægelse.

Indignation som en politisk følelse handler ofte om, at man ikke føler sig ordenligt repræsenteret af sine valgte politikere; at de ikke fortstår ens bekymringer og ikke løser ens problemer. 

Det er det, vi ofte kalder politikerlede, og som lige nu er en medvirkende årsag til, at vi ser faldende stemmeprocenter og en stigende interesse for alternative former for politisk organisering, hvor borgere tager sagen i egen hånd. 

De, der er utilfredse med det politiske system, føler sig ofte ikke som en del af det samfund, de lever i, og de føler derfor ikke, at de kan give udtryk for deres holdninger gennem de konventionelle kanaler. 

Derfor finder en del af disse mennesker på alternative måder at udtrykke sig selv på. 

Debatten gør det politisk
Når marginalisering, eksklusion eller uretfærdighed finder sted, så kan det motivere de ramte parter til at forbryde sig mod samfundets regler og normer, som de identificerer som kilden til problemet. 

Disse menneskers kamp for anerkendelse er succesfuld, så snart den bliver dagsordensættende i den offentlige debat. 

Det er på en gang en form for anerkendelse i sig selv og samtidig en mulighed for at oplyse og påvirke andres holdning til problemerne, lovgivningen på området og de sociale strukturer, den er med til at fastholde. 

Utilfredshed bliver altså politisk, så snart den motiverer individer eller grupper til at kæmpe for en bred anerkendelse af deres krav om forandring. 

Alternativet til denne kamp for anerkendelse er ofte enten vold eller apati. Og mens mange af os er skyldige i det sidste, så er vi desværre i stigende grad vidner til det første. 

Optøjerne i London i 2011 og konflikten i Ukraine er alt for nylige eksempler på dette. 

Men for en tredje gruppe vil deres utilfredshed altså være en katalysator for lovlige, ekstraparlamentariske deltagelsesformer. Det kan for eksempel være Billionaires for Bush, der bruger udklædninger samt gade- og improvisationsteater som protestform, eller Mellemfolkeligt Samvirke, der giver de københavnske statuer dykkermasker på for at skabe opmærksomhed om klimaforandringerne.

Tilfredse borgere er også aktive borgere
For at bidrage til at folket i højere grad vælger pennen frem for sværdet, er det vigtigt at forstå de betingelser, der skaber en fredelig politisk forandringskultur. Og det er ikke nemt at svare på. 

På tværs af etablerede demokratiske lande er der nemlig stor forskel på den politiske kultur. 

Hvordan kan det for eksempel være, at utilfredshed oftere fører til demonstrationer, underskriftindamlinger og boykot i Skandinavien sammenlignet med andre europæiske lande? Ved at dykke ned i disse forskelle kommer vi et skridt nærmere på at forstå de bedste strukturelle betingelser for et aktivt deltagelsesdemokrati.

Vores undersøgelse viser, at Sverige er det europæiske land med det højeste niveau af ekstraparlamentarisk aktivitet efterfulgt af Frankring, Finland, Danmark og Tyskland. Det laveste aktivitetsniveau finder man i Middelhavslandene med undtagelse af Spanien, der ligger i midten af feltet, og de post-kommunistiske lande i Østeuropa. 

Det, der især er interessant, er, at der er en positiv sammenhæng mellem, hvor tilfredse folk er med deres regeringer og ekstraparlamentarisk aktivitet. 

Figur 1 viser denne tendens temmelig tydeligt: Desto højere niveau af tilfredshed, desto højere er niveauet af ekstraparlamentarisk aktivitet på landeplan generelt også.

Figur 1: Sammenligning af den ekstraparlamentariske aktivitet og tilfredshed med regeringen på tværs af EU-lande

Det kan umiddelbart virke paradoksalt, at folk går oftere på gaden i de lande, hvor man er mest tilfredse med de folkevalgte. Det betyder nemlig, at der ikke umiddelbart er bevis for, at utilfredshed medfører et øget niveau af ekstraparlamentarisk aktivitet. 

Man skal imidlertid være opmærksom på, at det kan være problematisk at drage konklusioner om sammenhænge på landeniveau til sammenhænge på individniveau. 

Denne problematik kaldes også en økologisk fejlslutning. Vi kan således ikke være sikre på, at de sammenhænge, vi finder på landeniveauet, også kan genfindes på individniveau inden for landene eller inden for klynger af lande.

Følelserne styrer individet
Men hvis vi zoomer lidt ind, så er det et andet billede, der tegner sig. 

Ved at dele landene op i fem klynger, der repræsenterer forskellige velfærdsregimer, og derefter sammenligner dem, kan vi se, at på individniveau er der en mere direkte sammenhæng mellem ekstraparlamentarisk aktivitet og niveauet af utilfredshed. 

På individplan gælder altså, modsat landeplanet, at jo større utilfredshed, jo mere går folk på gaden, sådan groft sagt. 

Figur 2: Ekstraparlamentarisk aktivitet og tilfredshed med regeringen i forskellige velfærdsregimer

Figur 3: Grafisk illustration af interaktionen mellem tilfredshed med regeringen og velfærdsregimer

Figur 2 og 3 viser sammenhængen mellem niveauet af utilfredshed og det gennemsnitlige niveau af ekstraparlamentarisk aktivitet fordelt på fem landegrupper. 

I Skandinavien, det kontinentale Europa og til dels også Storbritannien er der en sammenhæng mellem en relativ stigning i utilfredshed og en relativ stigning i politisk aktivitet, mens det i det post-kommunistiske Østeuropa og Sydeuropa forholder sig lige modsat. 

På baggrund af figur 2 kan man på samme vis sammenligne præcis, hvor stærk sammenhængen mellem utilfredshed og politisk aktivitet er. Altså, hvis utilfredsheden stiger, hvor meget stiger niveauet af politisk aktivitet så relativt? 

Og her er det klart i Skandinavien, at vi ser den stærkeste sammenhæng. Jo mere utilfredse folk er i de skandinaviske velfærdsstater, jo større chancer er der for, at de går på gaden, arrangerer en underskriftindsamling eller boykotter bestemte forbrugsgoder. 

Skandinavien er efterfulgt af det kontinentale europa, Storbritannien og Sydeuropa. Bundskraberen er dog klart de østeuropæiske lande. Her forholder det sig nemlig sådan, at hvis folk er utilfredse, så er det faktisk mindre sandsynligt, at de går på gaden for at markere det. 

Noget tyder altså på, at den skandinaviske velfærdsstat skaber de bedste betingelser for, at befolkningen kan udtrykke deres utilfredshed gennem forskellige former for ekstraparlamentarisk aktivitet. 

For mens der er en negativ sammenhæng mellem tilfredshed og aktivitet i alle landegrupperne, med undtagelse af Østeuropa, så er niveauet af aktivitet markant højere i de skandinaviske lande end noget andet sted. 

Muligheden for at ytre sig gennem fredelig politisk deltagelse må således ses som et demokratisk sundhedstegn, hvor folket føler, at de kan gøre en forskel uden for det etablerede, parlamentariske system uden samtidig at skulle frygte for deres liv og helbred.

De nordiske rammer er trygge
Tallene bekræfter altså hypotesen om, at de skandinaviske lande skaber de bedste betingelser for et aktivt civilsamfund. 

Dette skyldes en lang række faktorer såsom et relativt lavere niveau af korruption, en lang tradition for demokrati, en højere grad af tillid, de skandinaviske staters relativt begrænsede brug af vold over for deres borgere og så videre. 

Samtidig tyder det på, at befolkningen i skandinaviske velfærdsstater simpelthen har flere muligheder for at udtrykke sig ekstraparlamentarisk end i andre europæiske lande. 

Dette kan skyldes, at universelle velfærdsydelser også er med til at sikre udsatte gruppers mulighedsbetingelser for aktivt at deltage i samfundet og ytre sig kritisk gennem fredelig protest. 

I de østeuropæiske lande ser vi derimod en farlig cocktail af et højt korruptionsniveau, et svagt civilsamfund og en lav grad af tillid til de politiske institutioner, hvilket som sagt skaber grobund for enten politisk apati eller politisk vold. 

Udviklingen i Ukraine er et godt eksempel på, hvordan utilfredshed af disse grunde kan udvikle sig til politisk vold. 

Uanset hvad forklaringen er på disse forskelle, så er det tydeligt, at de strukturelle betingelser har en stor betydning for den demokratiske kultur, og at vores europæiske naboer, og særligt de østeuropæiske lande, kan lære noget af den skandinaviske velfærdsstat. 

Finanskrisen ændrer billedet
Men hov, hvad med finanskrisen? 

Som den opmærksomme læser måske har bemærket, så bygger denne undersøgelse på tal fra før finanskrisen i 2008. Her var det som bekendt de sydeuropæiske lande, der blev hårdest ramt, og hvor vi ligeledes var vidner til de største demonstrationer alt imens befolkningerne i de kontinentale og skandinaviske nationer forholdt sig langt mere apatisk. 

I Spanien, Grækenland, og til dels også i Italien, gik folk på gaden i tusindvis. Hele bydele blev lammet i Athen og Madrid, og siden da har de sydeuropæiske befolkninger udtrykt deres utilfredshed med EU's sparepolitik ved at stemme nej til adskillige resolutioner. 

Finanskrisen har tændt en ekstraparlamentarisk ild i Sydeuropa, som ikke udelukkende kan forklares med en ændring af de strukturelle betingelser. 

Vores næste opgave er derfor at afdække, hvad finanskrisen har betydet for den demokratiske deltagelseskultur i resten af Europa, og hvad det betyder for de deltagelsesmønstre, vi her har optegnet.

Forrige artikel Kommunestørrelse og demokrati: Er der en sammenhæng? Kommunestørrelse og demokrati: Er der en sammenhæng? Næste artikel Når børnene drukner i systemets mistillid Når børnene drukner i systemets mistillid
Venstre vil beholde forhøjet fradrag på forskning

Venstre vil beholde forhøjet fradrag på forskning

UDSPIL: Venstre foreslår i sit udspil til finansloven at beholde det forhøjede fradrag for virksomheders forskning og innovation. Partiet vil også have en handlingsplan for at få et nyt EU-forskningsagentur placeret i København