DTU: Det er universiteternes ansvar at sikre værdi

Af Katrine Krogh Andersen
Forskningsdekan på Danmarks Tekniske Universitet

Som vi har set i de seneste ugers debat, er der en hel palette af nationale og internationale målinger og metoder, når vi taler om at måle forskningens værdi. Som det tydeligt fremgår, findes der ikke en enkelt metode, som kan opgøre denne værdi, og værdien i sig selv er ikke entydig.

I mit første debatindlæg beskrev jeg ret konkrete tal for effekten af DTU’s forskning, innovation og uddannelse på den lidt kortere bane. Vi har mange analyser og tal, der dokumenterer værdien af disse aktiviteter. Alligevel har vi ikke målt den samlede værdi. For noget får først værdi om mange år og ad snørklede veje, som ikke umiddelbart er synlige.

Lad mig komme med et eksempel: Da en af Danmarkshistoriens største videnskabsmænd, Hans Christian Ørsted, påviste elektromagnetismen i 1820, stod der ikke noget erhvervsliv klar og ventede på hans resultater. De blev heller ikke ført videre som en spinout-virksomhed eller omsat til forskningsbaseret rådgivning af en myndighed. Alligevel var der tale om en vigtig videnskabelig indsigt, der blev en del af fundamentet for elektrificeringen af vores samfund.

Det skete dog først flere årtier senere, da anvendelsen af denne indsigt rigtigt slog igennem. Hvordan skulle vi have målt det, om man havde haft denne debat for knapt 200 år siden?

Universitetsledere har væsentlig rolle
Som omtalt af David Budtz Pedersen i Politiken den 3. september har Det Europæiske Forskningsråd (ERC) for nylig offentliggjort et studie, som belyser gennemslagskraften af rådets bevillinger.

Vi skal styre universiteterne således, at vi når vores mål og foretager de rette prioriteringer.

Katrine Krogh Andersen, forskningsdekan på DTU

Bevillingerne går til fri grundforskning, og studiet viste, at en meget stor del af projekterne har ført til væsentlige videnskabelige gennembrud og bidraget til samfundsudviklingen gennem samarbejde, talentudvikling og vidensspredning.

Dette studie er således et bud på en kvalitativ undersøgelse af værdien af grundforskning, som ellers kan være svær at måle. Hvordan kan vi på universiteterne så sikre, at det, samfundet har investeret i os, giver værdi? Her mener jeg, at universitetsledelserne har en væsentlig rolle.

Vi skal styre universiteterne således, at vi når vores mål og foretager de rette prioriteringer. I praksis sker denne ledelsesopgave på DTU ved en tæt dialog mellem den centrale ledelse og institutterne gennem en rullende fire-årig strategiplan for hvert institut, suppleret af handlingsplaner og budgetter.

Derudover gennemfører vi hvert femte år en international forskningsevaluering af alle institutternes forskning for at sikre, at vores forskning har den rette kvalitet.

Afgørende for samfundets udfordringer
I det løbende arbejde med at styre universitetet har ledelsen fokus på alle ydelserne inden for forskning, uddannelse, innovation og forskningsbaseret rådgivning, og input til at styre de forskellige ydelser er mangeartede: internationale rankings, deltagelse i eksterne projekter og samarbejder, feedback fra bevillingsgivere, aftagere og samarbejdspartnere og meget andet. Når det gælder forskning, har vi således mulighed for at diskutere outputtet på den korte bane uden at tabe udsynet på den lange bane.

Det bør vi huske, når vi taler om værdien af forskning, som jo i bund og grund handler om nye erkendelser. Noget går mere i retning af anvendelse af nye erkendelser, og andet kan ingen af os – i sagens natur – i dag overskue betydningen af. Universiteterne og bevillingssystemerne skal have tilstrækkeligt højt til loftet, så de krøllede ideers flyvefærdighed kan blive afprøvet. Universiteterne skal også være mulighedernes sted, og dér hvor nye erkendelser fødes.

Universitetets forskning skal i dag – som dengang – være drevet ikke kun af anvendelse, men også af den grundlæggende nysgerrighed, fantasi og entusiasme, der kan skabe forbavsende indsigter eller teknologiske gennembrud.

De kan blive afgørende for, om vi kan løse de store udfordringer, vores globale samfund står over for, som eksempelvis ressourceknaphed inden for fødevarer, vand og energi.