EU bør ikke handle om velstand, men om moral

FORSKNINGSFORMIDLING: Det bedste argument for det europæiske samarbejde er af moralsk karakter, for faktum er, at unionsmedlemskabet ikke har øget EU-landenes velstand. Det konkluderer SDU’s økonomiprofessor, Thomas Barnebeck Andersen.

Af Thomas Barnebeck Andersen
Professor i økonomi ved Syddansk Universitet

Den (nu afdøde) britiske historiker Tony Judt konkluderede i sit hovedværk, Postwar, fra 2005, at EU “samlet set er en god ting”. Næsten et årti senere konkluderede Niall Ferguson, en anden fremtrædende britisk historiker, at EU er en “forsmædelig fejltagelse”. 

Utvetydige vurderinger af en så kompleks størrelse som EU vil i sagens natur være tvivlsomme. 

Man kan bedre vurdere EU stringent på nogle konkrete områder. Fred og velstand er to oplagte kandidater. EU’s ophavsmænd forestillede sig netop et samarbejde, som ville sikre fred og velstand på kontinentet. 

EU fik tildelt Nobels Fredspris i 2012. Man skulle derfor tro, at opfattelsen af EU som en fredsbevarende faktor i efterkrigstidens Europa er ukontroversiel. Det er bare ikke tilfældet. 

Velfærdsstatens fortjeneste
Niall Ferguson accepterer eksempelvis ikke, at europæisk integration har noget med fred at gøre. Integration handler ifølge Ferguson om økonomi, mens freden er NATO’s fortjeneste. Selv Tony Judt, der i sin bog fremhæver, at EU har spillet en vigtig rolle i forbindelse med demokrati og stabilitet i Østeuropa, anerkender, at fredsspørgsmålet er mere kompliceret end som så. 

Efter 1. verdenskrig havde Frankrig og Storbritannien indset, at krig var for høj en pris at betale for politiske og territoriale fordele; tyskerne forstod det efter 2. verdenskrig. Det vil med andre ord sige, at fundamentet for en varig fred mellem de europæiske stormagter var støbt allerede i 1945. Historikeren Mark Mazower udtrykker et lignende synspunkt i sin bog fra 1998, Dark Continent. 

Overgangen fra mellemkrigstidens laissez faire-politik til efterkrigstidens velfærdstater med fokus på social udligning og fuld beskæftigelse, en udvikling som ikke har noget med EU at gøre, har også været befordrende for den politiske stabilitet i Europa. Og endelig, som omhyggeligt dokumenteret af Harvard-professor Steven Pinker, så har de underliggende dynamikker og institutioner, vi normalt forbinder med moderniteten, i tillæg gjort mennesket til en stedse mere fredelig art. 

Betydningen af de mange forskellige forklaringsfaktorer kan ikke adskilles, og det gør, at vi ikke kan afklare fredsspørgsmålet på tilfredsstillende vis. Men at give EU æren for fred på kontinentet er nok en tilsnigelse. 

Den klare velfærds-indikator mangler
Udviklingen i velstand lader sig nemmere belyse. EU har for eksempel oplevet en gennemsnitlig årlig realvækst i BNP på 1,9 procent mellem 1980 og 2015. Til sammenligning har USA oplevet en vækst på 2,6 procent over samme periode. Med disse vækstrater vil størrelsen af EU’s økonomi fordobles efter 36 år, mens det tilsvarende tal for USA er 27 år. 

I det lys er EU’s økonomiske formåen ikke særskilt imponerende.

USA’s befolkning vokser imidlertid hurtigere end den europæiske, og derfor vokser amerikansk økonomi alt andet lige  også hurtigere. Det taler for at anvende realvæksten i BNP per indbygger, når EU’s økonomiske formåen skal vurderes. 

Det giver også mening at udvide sammenligningsgruppen til de oprindelige OECD lande: de 21 lande som opnåede medlemskab i perioden 1961-64. Blandt disse lande er to tredjedele i dag EU-medlemslande. Endvidere var alle 21 lande (mere eller mindre) ilande allerede i 1964. Disse lande er med andre ord sammenlignelige. 

Hvis EU-medlemskab er forbundet med forøget velstand, så burde EU-medlemmerne blandt OECD-21-landene havde oplevet en højere vækst end restgruppen. Det er bare ikke tilfældet. 

Sammenligner man væksten for EU-gruppen med væksten for den tredjedel der står uden for EU over perioden 1961-2015, er den praktisk talt ens. EU kunne selvfølgelig have løftet alle både så at sige, men det er svært at påvise.

Det indre markeds vækstmotor skuffer
En anden måde at belyse spørgsmålet om velstand på går gennem gruppen af 29 tidligere øst- og centraleuropæiske planøkonomier.

EU er siden 2004 blevet udvidet med 13 af disse økonomier. Hvis EU-medlemskab øger et lands velstand, så burde EU-gruppen forventelig have opnået en vækstgevinst sammenlignet med ikke-EU-gruppen. Det er imidlertid ikke tilfældet (se figur 1). 

Den økonomiske vækst i sidstnævnte gruppe (den stiplede streg) har været højere end væksten i førstnævnte (den optrukne linje) efter udvidelsen i 2004 (den lodrette linje).

Figur 1 


En anden interessant kendsgerning er, at væksten i EU som helhed er faldet i takt med at flere medlemslande er kommet til (se figur 2). Hvis det indre marked er en vækstmotor, er dette forhold overraskende. 

Figur 2

 

Uanfægtelige årsagsforklaringer inden for samfundsvidenskaberne (herunder økonomi) er naturligvis en illusion. Men hvis man mere systematisk undersøger effekten af EU-medlemskab på velstand, som mine to kollegaer, Mikkel Barslund, CEPS, og Pieter Vanhuysse, SDU, og jeg har gjort i et nyligt forskningsprojekt, er der ikke noget der tyder på, at medlemskab har øget velstanden.  

Moralen
Skepsis i forhold til EU’s betydning for fred og velstand er derfor et rimeligt udgangspunkt. Føjer man hertil, at de sidste seks år har været fortvivlende for europæisk økonomi, er en mere fundamental EU-skepsis måske nærliggende. 

Her er der imidlertid grund til at træde en smule varsomt. Ovenstående diskussion omkring velstand er dybt forankret i nytteetikken, der som bekendt indebærer, at en moralsk god handling sikrer størst mulig nytte for det størst mulige antal mennesker. 

Det er med andre ord konsekvenserne af en handling og kun disse, der er afgørende for dens moralske valør. Nytteetikken er økonomernes og mange politikeres moralske afsæt par excellence, og den typiske markør for lykke er velstand. EU-medlemskab er således moralsk godt, hvis det gør os rigere. 

Det nytteetiske argument har imidlertid kun begrænset klangbund hos vælgerne. Veletablerede institutioner som IMF, OECD, den engelske centralbank, og det britiske finansministerium stopfodrede for eksempel briterne med dystre økonomiske konsekvenser som følge af et brexit, og alligevel valgte de at forlade EU. 

Udgangspunktet for det nytteetiske argument er samtidig problematisk, idet det forudsætter, at EU kun drejer sig om økonomi. Det burde være klart, at endestationen er en eller anden form for politisk union. Hvis de EU-positive politikere turde indrømme dette, og hvis de gik i brechen for EU med afsæt i denne erkendelse, så ville vi få en mere kvalificeret EU debat.

Hykleriet er undergravende
Og hvad kunne et argument for en politisk union så være? Dydsetikken leder os på sporet. 

EU er en normativ politisk aktør, som kan projicere europæiske værdier i en kaotisk verden, men det kræver en eller anden form for politisk union for at være effektivt. Argumentets moralske beskaffen afhænger af, at EU som aktør agerer logisk sammenhængende og konsistent. 

Konsistens indebærer, at EU ikke kun fremmer egne normer, men derimod at disse normer, og de konsekvenser, altså handlinger, som udspringer af normerne, er del af en almengyldig strategi for det fælles bedste. 

Logisk sammenhængende indebærer fravær af hykleri. Det vil sige, at EU’s adfærd skal være i overensstemmelse med de normer, EU fremmer. (Det var flygtningeaftalen med Tyrkiet ikke.) I en tid med russisk revanchisme er det velsagtens et godt udgangspunkt for en fornyet EU-debat.

EU handler om mere end økonomi
Man kunne også betragte EU i et pligtetisk perspektiv. Vi skylder de mange millioner af ofre for to verdenskrige at have et dybt forankret europæisk samarbejde. 

EU er manifestationen af denne moralske forpligtelse; og forpligtelsen er absolut i den forstand, at dens konsekvenser er underordnede, når vi skal bedømme dens moralske status. Denne måde at anskue EU på vil nok primært finde klangbund hos ældre generationer af europæere.   

Hvorom alting er, så abonnerer de fleste af os sikkert på en pluralistisk etik. Og det indebærer, at EU-debatten bør favne bredere end nytteetikken og således handle om mere end blot økonomi. 

Det skylder vi os selv, og vi skylder det til fremtidige generationer af europæere. Så meget kan vi forhåbentligt blive enige om uagtet vores personlige syn på EU.

Forrige artikel Hvordan reagerer vælgere på velfærdsreformer? Hvordan reagerer vælgere på velfærdsreformer? Næste artikel Studie: Forskning bliver ikke bedre af, at videnskabsfolk skal kappes om finansieringen Studie: Forskning bliver ikke bedre af, at videnskabsfolk skal kappes om finansieringen
Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

FONDE: En overlæge ved SDU har modtaget 7,6 millioner kroner fra Olav Thon Stiftelsen til et stamcelleprojekt, der skal udvikle et middel mod knogleskørhed. Trygfonden støtter et idrætsprojekt til behandling af sklerose, og Gigtforeningen støtter forskning i overdødelighed blandt deprimerede gigtpatienter.