EVA: Dimensionering er vigtigt, men vanskeligt

Af Rikke Skovgaard Andersen og Bjarke Tarpgaard Hartkopf
Specialkonsulent og evalueringskonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA)

Optaget til de videregående uddannelser er steget med 50 procent siden 2007. Siden Kvalitetsudvalget bragte procentsatsen på banen i udvalgets første rapport i foråret, har tallet manet til såvel eftertanke som heftig debat. For på den ene side er det godt for samfundet og den enkelte, at et stort antal unge gennemfører en videregående uddannelse, der for langt de flestes vedkommende fører til beskæftigelse og bedre livsmuligheder. På den anden side er der eksempler på uddannelsesretninger, der uddanner stadig flere dimittender, men hvor det større optag ikke matches af en tilsvarende øget efterspørgsel på arbejdsmarkedet.

Med sit dimensioneringsudspil har uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen sat fingeren et af de steder, hvor det gør allermest ondt. Reaktionerne på udspillet spænder bredt, men mange er dog enige i behovet for dimensionering. Her stemmer vi i med koret: Vi er grundlæggende enige i diagnosen; nogle uddannelser har igennem for mange år uddannet for mange til arbejdsløshed.

Det er derfor både godt og vigtigt, at regeringen tager et skridt i retning af at sikre, at en videregående uddannelse i højere grad fører til beskæftigelse. Den konkrete udformning af dimensioneringsmodellen vil dog i den kommende tid uden tvivl blive genstand for en livlig debat, hvor det er vigtigt at være opmærksom på et par tilgrænsende udfordringer.

Umiddelbart er der ikke meget, der tyder på, at dimensioneringen vil svække uddannelsesniveauet i Danmark. De unge, der er ressourcestærke nok til at søge ind på en videregående uddannelse til at starte med, finder nemlig i stort omfang nye veje gennem uddannelsessystemet, hvis de bliver afvist.

Rikke Skovgaard Andersen og Bjarke Tarpgaard Hartkopf
Danmarks Evalueringsinstitut, EVA

Afviste ansøgere har andre muligheder – og gør brug af dem
Et spørgsmål, som hurtigt melder sig i debatten om dimensionering, er, hvad der skal blive af de forventeligt cirka 1300 ansøgere om året de næste tre år, der vil få afslag på at komme ind på de studier, der nu dimensioneres.

I dag er det en integreret del af optagelsessystemet, at man kan ansøge om flere uddannelser i prioriteret rækkefølge, og det sker hvert år, at unge ender med at starte på en uddannelse, de har som anden- eller tredjeprioritet. Men hvordan ser det så ud med motivationen hos de ansøgere, der ender på en anden uddannelse, end den de først drømte om?

Tænketanken DEA har tidligere kigget på, hvad der sker med afviste ansøgere til videregående uddannelse. Undersøgelsen fra 2011 viser, at 82 procent af de afviste ansøgere enten havde gennemført eller var i gang med en videregående uddannelse 12 år efter de blev afvist.

Pointen er, at der sker en ganske vellykket uddannelsessubstitution, og umiddelbart er der derfor ikke meget, der tyder på, at dimensioneringen vil svække uddannelsesniveauet i Danmark. De unge, der er ressourcestærke nok til at søge ind på en videregående uddannelse til at starte med, finder nemlig i stort omfang nye veje gennem uddannelsessystemet, hvis de bliver afvist. Det står dog fortsat tilbage som en vigtig opgave at sikre gode alternativer for de studerende, der bliver afvist.

Opmærksomhed på de små fagmiljøer
Den kommende dimensionering aktualiserer også spørgsmålet om de små faglige miljøer og deres bæredygtighed.

Den nye model for dimensionering berører i de fleste tilfælde ikke enkeltuddannelser, men uddannelsesgrupper. For eksempel skal universiteterne nedsætte optaget på fremmedsprog med 30 procent, men der er ingen krav om, hvilke uddannelser der skal skære i optaget. Det enkelte universitet skal selv finde frem til, hvilke uddannelser det vil dimensionere.

Under flere af uddannelsesgrupperne gemmer sig en række uddannelser med et meget lille optag. Danmarks Akkrediteringsinstitution har tidligere peget på, at små humanistiske uddannelser rummer kvalitetsmæssige styrker, men også tværgående kvalitetsudfordringer, herunder en skrøbelighed i det uddannelses- og forskningsmiljø, der skal bringe de studerende godt igennem studierne. Det vil være vigtigt nøje at følge, hvad dimensioneringen kommer til at betyde for de små faglige miljøer og deres uddannelser.

Ikke et andet ord for kvalitet
Lanceringen af dimensioneringsmodellen følger i halen på debatten om kvalitet i de videregående uddannelser. Men dimensionering handler om at sikre et bedre match mellem udbuddet og efterspørgslen på arbejdskraft.

Dimensionering fører ikke som sådan til kvalitetsforbedringer af uddannelserne. Her skal der sættes ind på andre måder. Som Kvalitetsudvalget har fremført, kan dimensionering ikke stå alene, og det er samtidigt vigtigt at holde fast i, at det er til gavn for aftagerne og samfundet bredt set, at der også fremover uddannes dimittender inden for en bred vifte af fag.

Dimensioneringen vil få mærkbare konsekvenser for fremtidige studerende, der vil ende andre steder, end de havde forestillet sig, og universiteterne vil skulle tilpasse deres uddannelser og forskningsaktiviteter til de nye vilkår. Overordnet set er der uden tvivl behov for at følge implementeringen og konsekvenserne af dimensioneringen tæt.