Flertal mod regeringen: Pulje til hurtigere internet skal bevares

FINANSLOV: Dækningen er stadig dårlig i landdistrikterne, hvilket kan føre til et geografisk skævere Danmark, advarer et flertal af Folketingets partier, som vil bevare bredbåndspuljen på 100 millioner kroner.

Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Regeringens forslag om at droppe bredbåndspuljen på 100 millioner kroner møder hård kritik.

Et flertal af Folketingets partier er utilfredse med, at regeringen i sit finanslovsudspil lægger op til at fjerne den pulje, der siden 2018 har skulle sikre hurtigere internet i de tyndtbefolkede områder af landet.

"Når man ser på bredbåndsdækningen på f.eks. Sjælland, er der mange steder, hvor der ikke er adgang til hurtigt nok internet. Det er en opgave, som regeringen ikke bare kan skride fra,” siger Enhedslistens it-ordfører, Eva Flyvholm.

Også SF, Radikale, Venstre og Dansk Folkeparti siger til Altinget, at de meget nødigt vil røre ved puljen. Flere af ordførerne peger på, at 100.000 boliger og virksomheder fortsat døjer med dårlig bredbåndsforbindelse ifølge tal fra Energistyrelsen.

Intet behov længere
Men ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er behovet der ikke længere.

"Vi afsatte penge sidste år, hvor der allerede er sket investeringer i bredbåndsnettet. Vores udgangspunkt er, at der ikke i år er behov for den pulje, som der var sidste år," sagde ministeren på pressemødet mandag middag.

Afskaffelsen af puljen er et eksempel på de prioriteringer, som har været nødvendige i årets finanslovsudspil i kølvandet på coronakrisen, sagde Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, mandag aften i DR Deadline. Han tilføjede, at han selv ville have ønsket, at puljen kunne fortsætte.

Hvad siger Landdistrikternes Fællesråd til kritikken fra Folketingets partier? Læs det og mere i den fulde artikel på Altinget By og Bolig.  

Dokumentation

Om bredbåndspuljen
Bredbåndspuljen er en del af den politiske aftale om "Vækst og udvikling i hele Danmark", som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative i februar 2016. 

Med den politiske aftale "Bredbånd og mobil i digital topklasse – Fremtidens telepolitik for hele Danmark" besluttede alle Folketingets partier 17. maj 2018 blandt andet at afsætte 100 millioner kroner til bredbåndspuljen i 2018, samt at puljen skulle målrettes tyndtbefolkede dele af landet.

I S-regeringens finanslovsforsalg for 2020 var der i første omgang ikke afsat penge til at videreføre bredbåndspuljen. Men efter pres fra øvrige partier, samt en positiv evaluering af ordningen, blev puljen alligevel forlænget.

I regeringens finanslovsforslag for 2021, der blev offentliggjort mandag middag, er der igen ikke afsat penge til at videreføre puljen.

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Rabjerg Madsen

MF (S), politisk ordfører, fhv. indenrigs- og boligminister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00