Flyt det digitale fokus til borgernes hverdag

FORSKNINGSFORMIDLING: Den offentlige digitalisering bør tage udgangspunkt i it-stærke borgere og deres hverdagsvaner. Det er opfordringen fra Sara Marinus Jensen, der i sin ph.d.-afhandling slår et slag for en digitalisering med borgerne, ikke af borgerne.

Af Sara Marinus Jensen
Ph.d. ved Det Informations-videnskabelige Akademi på Københavns Universitet

1. november 2014 blev den såkaldte digitale løsning, e-boks eller ‘Digital Post’, indført ved lov. 

Med denne lov blev det obligatorisk for alle borgere at bruge Digital Post i kommunikationen med det offentlige, medmindre man var blevet fritaget. 

Ikke så underligt var digitaliseringsdebatten her på sit højeste. Det er en debat, som har været i gang i nogle år med den såkaldte implementering af digitale løsninger fra den offentlige sektor hos borgerne. 

Digitaliseringsdebatten har i høj grad været præget af et fokus på den del af befolkningen, som ikke vil kunne surfe med på den digitale bølge. 

Det er fortrinsvis den del, der består af ældre, handicappede og borgere med en anden etnisk baggrund end dansk. 

Det er et fokus, som samtidig er kommet til at handle om it-færdigheder eller manglen på samme, hvorfor svaret er blevet mere uddannelse i it og it-opkvalificering til de såkaldte it-fremmede og it-svage.

De digitale borgere
Med denne artikel, som har baggrund i min ph.d.-afhandling, der blev forsvaret i marts 2015, ønsker jeg at dreje opmærksomheden væk fra fokusset på dem, der ikke kan it, og dermed fjerne fokus fra at handle om it-færdigheder. 

I stedet ønsker jeg at stille skarpt på den del af befolkningen, der godt kan det basale it, og dermed forventes at kunne bidrage til, at 80 procent af kommunikationen med den offentlige sektor per 2015 foregår digitalt. 

Med dette bliver det et fokus på, hvordan denne gruppe, der gerne skulle udgøre langt størstedelen af befolkningen, er digitale borgere i deres hverdag og på, hvordan de er det eller ikke er det i deres hverdag i hjemmet.

Jeg forsøger at anlægge dette andet fokus i digitaliseringsdebatten ved at tage ud til seks forskellige hjem rundt omkring i Danmark og observere og indgå i deres hverdag i deres hjem og beskrive deres hverdagspraksisser med eller uden de digitale løsninger fra den offentlige sektor. 

De digitale løsninger
Min undersøgelse har rod i 'Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi' eller 'e-forvaltningsstrategien 2011-2015', også kaldet ‘Den digitale vej til fremtidens velfærd’. 

Heri beskrives digitaliseringen af borgerne som en proces, hvor digitale løsninger, altså digitale it-systemer udviklet af den offentlige sektor selv, i sidste ende skal tages i brug af borgerne i deres hverdag i kommunikationen og kontakten med den offentlige sektor. 

I 2011 er der oprettet en styrelse til at være frontfigur i denne proces, nemlig Digitaliseringsstyrelsen. 

At man har valgt at benævne de digitale løsninger som netop ‘løsninger’ antyder, at de betragtes som løsninger på nogle udfordringer eller problemer, borgerne måtte have i deres hverdag. 

Hvad disse udfordringer og problemer end måtte være, bliver de digitale løsninger det, der skal implementeres hos borgerne, og som i takt med denne implementering ikke blot gør borgerne mere selvhjulpne og moderne, men også bidrager til at skabe en mere moderne offentlig sektor og samfund generelt. 

Jeg argumenterer for, at dette er udtryk for en såkaldt teknologisk determinisme, hvor man anser indførelsen af teknologi som uundgåelig. 

Det er indlejret i udtryk som for eksempel “den digitale udvikling er uundgåelig”, og samtidig er teknologien noget, der ved dens indførelse bringer samfundet op på et højere udviklingstrin.

Fra i-land til d-land
Digitaliseringsstrategien 2011-2015, og med denne indførelsen af digitale løsninger hos borgerne, har været undervejs over en periode på flere år og har løbende affødt en del debat. 

Denne har især drejet sig om, hvad denne omsiggribende digitalisering af borgerne vil betyde for den del af befolkningen, som ikke vil være i stand til at blive digitale på den måde, det offentlige har planlagt det. 

Man kan tale om, at debatten har affødt en digitaliseringsproblematik, som er kommet til at handle om dem, der ikke vil kunne gøre brug af de digitale løsninger. Det forudses at være dem, der ikke har it-færdighederne og altså primært de ældre, handicappede og etniske grupper.     

Særligt af den offentlige sektor selv er det dog blevet fremhævet, at danskerne på verdensplan ligger i toppen, når det gælder it-færdigheder og digitaliseringsniveau. 

Ifølge Erhvervsstyrelsens rapport under navnet Det digitale samfund 2012 var danskerne på mange niveauer allerede digitaliserede i 2012, hvilket ligger fint i tråd med den danske statsministers nytårstale til danskerne 1. januar 2013:    

”Godaften. Vi danskere er grundlæggende optimister […] I dag går de fleste af os rundt med mobiler. Vi er på nettet, mens vi sidder i bussen. Og en treårig kan betjene en iPad. Alt det kunne ingen af os forudse for bare fem eller ti år siden. Men vi er ikke nervøse for forandring. Vi bruger det nye til at skabe et bedre Danmark […] Og det giver en nemmere hverdag, når man kan bestille sit gule sundhedskort ved computeren hjemme i stuen i stedet for at stå i kø på borgerservice. Vi er blandt de bedste i verden til at tage den nye teknologi til os.” 

I statsministerens tale og i rapporter, skrivelser og på hjemmesider fra den offentlige sektor kommer der en teknologibegejstring til udtryk, som er karakteristisk for en teknologisk determinisme. 

Her anses teknologi og digitalisering, som nævnt, som værende løsningen på problemer i samfundet og som en uundgåelig bevægelse op på et højere udviklingsmæssigt trin. 

Sågar taler den offentlige sektor selv, medierne og de såkaldte digitaliseringseksperter om, at vi i Danmark udvikler os fra at være et i–land, et industrialiseret land, til et d-land, et digitaliseret land.

Et ensidigt fokus
Samtidig med denne teknologibegejstring erkender den offentlige sektor dog, at der vil være en del af befolkningen, der ikke vil være i stand til at leve op til digitaliseringsmålet på de 80/20. Heraf er de 20 procent dem, der estimeres til ikke at kunne bidrage og dermed til at framelde sig blandet andet Digital Post. 

De 80/20 er i digitaliseringsdebatten med tiden blevet sat lig den digitaliseringsproblematik, som er fulgt med digitaliseringen af borgerne. 

Det er en problematik, der i høj grad også er blevet sat fokus på i medierne og fra forskellige interesseorganisationers side, særligt i forbindelse med indførelsen af Digital Post ved lov 1. november 2014.

Fokus har altså været på denne problematik og dens mulige løsninger, som har været at ordinere mere it-uddannelse og flere it-kurser til de såkaldte it-fremmede og it-svage. Det skal højne it-færdighederne og -kompetencerne hos så mange borgere som muligt. 

Ud fra dette rationale bliver fokus taget væk fra den del af befolkningen, der forventes allerede at have it-færdighederne i orden, og som dermed burde betjene sig af Digital Post og bidrage til, at digitaliseringsmålet nås. 

Man kan altså sige, at i forbindelse med den offentlige sektors digitalisering af borgerne og debatten tilknyttet denne er det for en gangs skyld majoriteten af borgerne, der er de oversete. 

Med min forskning og med denne artikel vil jeg dreje fokus hen på de 80 procent. Altså på dem, der har it-færdighederne i orden, og som har alle forudsætningerne for at blive gode digitaliserede borgere. 

Hverdagen afslørede vanerne
Jeg drejer fokus hen på de 80 procent ved at se på, hvordan de så er digitale i deres hverdag i deres hjem. 

For netop at komme væk fra et fokus på it-færdigheder og fra et fokus på, om de forskellige borgere trykker på de rigtige knapper, valgte jeg at kigge mere bredt på deres hverdagspraksisser generelt. Det er i stedet for alene at fokusere på deres brug af udvalgte digitale løsninger såsom Digital Post eller borger.dk. 

Ved at se mere bredt på deres hverdagspraksisser i hjemmet, digitale som ikke digitale, var det min hensigt at kunne sige noget om, hvordan brugen af de digitale løsninger eventuelt hænger sammen med de forskellige hverdagspraksisser hos de forskellige borgere og deres familier. Derudover vil jeg også sige noget om, hvordan de digitale løsninger eventuelt indgår i og er en hjælp i disse daglige praksisser.  

Eftersom mit sigte således var rent kvalitativt, udvalgte jeg seks forskellige hjem rundt omkring i Danmark, som jeg besøgte i foråret 2012. 

Det var altså før end størstedelen af den digitale kommunikation og brug af de digitale løsninger var indført som obligatorisk ved lov, men mens disse stadig var under implementering. 

Mennesker i centrum 
Jeg besøgte blandt andre Torben og hans familie på Fyn, Hanne og hendes børn på Djursland, Lise, Johnny og deres tre mindre børn i Hvidovre og Hans’ familie på Frederiksberg.  

Idet jeg ønskede at studere deres hverdagspraksisser bredt set uden et snævert fokus på digitale løsninger, var det vigtigt for mig at lære familierne at kende og deltage i deres hverdag under mine besøg hos dem. 

En del af at lære dem at kende var derfor at interviewe dem samlet og hver for sig, at få dem til at snakke om sig selv og ikke kun deres digitale vaner og at spise frokost og aftensmad med dem og sidde sammen med dem og følge snakken over middagsbordet. 

Ud over mine besøg hos dem fik jeg dem desuden til at tage billeder af sig selv og sende til mig og at udfylde en dagbog i form af et skema, som jeg havde lavet til dem. Desuden fulgte jeg dem på Facebook mellem mine besøg hos dem. 

Digitaliseringen er ikke vigtig i sig selv 
Ud fra mine besøg i de forskellige hjem blev det klart for mig, at den offentlige sektors digitalisering af borgerne ikke var særlig present hos dem eller noget, de var bevidste om. 

Med andre ord virkede de temmelig ligeglade, når digitaliseringen og de digitale løsninger ikke havde en direkte relation til deres hverdag. 

Torben, en af familiefædrene, spurgte mig således, om jeg ikke kunne forklare ham, hvad det der borger.dk var for noget, og hvad han skulle bruge det til. 

Han ville bare gerne finde ud af, hvornår han kunne få tømt sin skraldespand, og hvornår han derfor skulle stille den ud til vejen. Men hvor han skulle lede på nettet for at finde ud af det, var han ikke klar over. 

Torben er i øvrigt en mand, der uden tvivl har it-færdighederne i orden. 

Han blev af den nærmeste familie kaldt familiens digitale hotline og fungerede da også som en sådan for både sin datter, kone og ældre mor. 

Som en del af denne funktion havde han lavet små vejledninger om, hvordan man betjente sig af sin smart phone eller andre af husets mere digitale og tekniske foranstaltninger, som var lamineret og placeret rundt omkring i hjemmet. 

En del af livet
Ved at kigge på det megen materiale fra mine besøg i de forskellige hjem blev det tydeligt, at den offentlige sektors digitalisering af borgerne eller digitalisering af samfundet i det hele taget ikke er present for folk i deres hverdag i hjemmet. 

For dem handler det, som det gjorde for Torben, om at være en god familiefar, mand og søn. 

I at være dette kan den offentlige sektors digitale løsninger eller digitale medier mere generelt muligvis være en del. Men det kan også være, at de ikke er det. 

Som Hanne, alenemor til fire børn, der bare gerne vil have bygget en udestue som en del af det at være en god mor og forsørger for sine børn. 

I processen med at få bygget denne indgår der for Hanne tilfældigvis digitale løsninger – offentlige som private. 

At tale om den offentlige sektors digitalisering i sig selv kan således synes ligegyldigt og uvedkommende for borgerne. 

Praksis kommer før den digitale løsning
Derfor forsøger jeg i min afhandling i stedet at beskrive forskellige hverdagspraksisser, såsom tilblivelsen og praksissen omkring Hannes udestue, og hvordan de digitale løsninger enten indgår eller ikke indgår som en del af disse.  

Det giver ingen mening at privilegere det digitale eller digitaliseringen som et særligt medium eller modus eller sågar tale om en særlig digital praksis. 

Med dette er det også en pointe i denne artikel såvel som i min afhandling, at det ikke giver mening at privilegere digitaliseringen som noget, der per se leder til modernisering og en mere effektiv hverdag for borgerne, og hvorved det tages for givet, at det vil være lettere at ændre en lokal praksis, så den passer til teknologien, end teknologien, så den passer til praksissen. 

I stedet giver det mening at spørge til, hvad det er for en situation og praksis, den givne teknologi er tænkt at skulle deltage i, men først og fremmest om det overhovedet er en teknologi, der er løsningen i den givne situation. 

Tag udgangspunkt i Torben og Hanne
Med denne artikel vil jeg derfor gerne opfordre til, at man i digitaliseringsdebatten såvel som i den offentlige sektor først og fremmest drejer fokus over på den del af befolkningen, der i denne sammenhæng faktisk udgør majoriteten. 

I stedet for at tage det for givet, at denne gruppe af sig selv bliver digitaliserede borgere, fordi de har it-færdighederne i orden, opfordrer jeg til, at man i højere grad tager udgangspunkt i dem og deres hverdagspraksisser i udarbejdelsen af den digitaliseringsstrategi og de digitale løsninger, der trods alt per lov skal indgå som en del af deres hverdag.

Med dette ønsker jeg at tage fokus væk fra it-færdigheder og -uddannelse og -opkvalificering og dermed på kategoriseringer, der grupperer danskerne som enten it-fremmede og it-svage eller it-fortrolige og it-stærke. 

I stedet ønsker jeg, at man i den offentlige sektor bliver bedre til at tænke borgernes hverdagspraksisser ind i it-systemerne, før de udarbejdes. 

Jeg er klar over, at man her selvfølgelig ikke kan tage hensyn til alle detaljerede behov, som den enkelte borger måtte have. 

Men jeg mener, at man i højere grad bør forsøge at tage et udgangspunkt, som er borgerens, sådan at de ikke blot inddrages til at teste den digitale løsning, når den er lavet, men allerede inden man går i gang. 

Udgangspunktet burde her i stedet være eksempelvis Torben og Hanne. For med Torben og Hanne in mente tror jeg, at man i stedet for at tænke en digitalisering af borgerne i højere grad kunne formå at tænke og praktisere en digitalisering med borgerne.

Forrige artikel Er resultatmål på forskning et selvmål? Er resultatmål på forskning et selvmål? Næste artikel Hvad skal vi med de politiske kommentatorer? Hvad skal vi med de politiske kommentatorer?
Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

FONDE: En overlæge ved SDU har modtaget 7,6 millioner kroner fra Olav Thon Stiftelsen til et stamcelleprojekt, der skal udvikle et middel mod knogleskørhed. Trygfonden støtter et idrætsprojekt til behandling af sklerose, og Gigtforeningen støtter forskning i overdødelighed blandt deprimerede gigtpatienter.