Forskningsaktører: Rådgivning fra forskere skal være politisk uafhængig

David Budtz Pedersen, Rolf Hvidtfeldt og Andreas Brøgger Jensen
Hhv. professor (MSO), postdoc og videnskabelig assistent, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Der foregår for tiden en heftig debat om universiteternes uafhængighed fra politiske magthavere.

Diskussionen handler især om det pres, som forskere oplever i forbindelse med at formidle forskningsbaseret viden til politikere og myndigheder, og om de interessekonflikter, der opstår i mødet mellem universiteter og ministerier.

Problemstillingen tydeliggør, at der er behov for et bredere serviceeftersyn af den videnskabelige rådgivning i Danmark.

Politisk pres på forskere
En ny rapport udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) viser en række udfordringer i mødet mellem universitetsforskere og opdragsgivere, der rekvirerer og anvender videnskabelig rådgivning.

Undersøgelsen, der tager udgangspunkt i en analyse af forskningen på Aarhus Universitet, viser, at nogle grupper af forskere er særligt udsatte for pres og repression.

Der skal i ethvert demokrati være plads til politiske værdier og politisk drøftelse og uenighed. Men når der skal træffes beslutninger om komplekse problemer med konsekvenser for økonomi, klima, sundhed og fremtidige generationer, har vi behov for forskernes rådgivning.

David Budtz Pedersen, Rolf Hvidtfeldt og Andreas Brøgger Jensen
Hhv. professor (MSO), postdoc og videnskabelig assistent, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet

Blandt de 1.100 adspurgte forskere svarer syv procent, at de inden for de seneste fem år har oplevet pres for at ændre i forskningsresultater.

I samme periode har ti procent oplevet pres for at udskyde offentliggørelsen af forskningsresultater. Og fem procent har oplevet et pres for helt at undlade offentliggørelse.

Presset opleves især af forskere, der deltager i myndighedsbetjening og indtægtsdækket virksomhed, for eksempel for ministerier, kommuner, virksomheder eller interesseorganisationer. Forskere, der optræder i rollen som videnskabelige rådgivere, har signifikant større sandsynlighed for at opleve pression end forskere, der ikke deltager i myndighedsbetjening.

Noget pres er legitimt
Det nævnes i rapporten, at ”når forskere opnår resultater, der er ubekvemme for eksterne aktører, opstår der i nogle tilfælde konflikter, hvor disse aktører prøver at presse forskeren til ikke at offentliggøre, ændre eller udskyde offentliggørelsen af sine resultater”.

Tallene er bekymrende, fordi de vidner om en manglende forståelse for forsknings- og publiceringsfriheden blandt eksterne samarbejdspartnere.

Men tallene er ikke overraskende. Set i forhold til den politiserede virkelighed, som universiteterne befinder sig i, er det forventeligt, at der opstår konflikter og pres.

Som det anføres i rapporten, vurderes noget af presset ”at ligge inden for en gråzone af, hvad der er legitim og saglig diskussion af videnskabeligt arbejde”.

Det er oplagt, at der ofte vil være forskningsmæssige uoverensstemmelser om metoder, analyser og fortolkninger. Det er desværre således, at forskning sjældent i første omgang leder til ubetvivlelige og ukontroversielle anbefalinger.

Når sådanne usikkerheder finder vej til politiske diskussioner, kræver det, at formidlingen og oversættelsen til politik og praksis foregår på en reguleret og transparent måde.

Forskere har en magtfuld rolle
Med integrationen af sektorforskning og forskningsrådgivning på danske universiteter for ti år siden blev der skabt en armslængde mellem forskere og myndigheder, som skulle sikre højere forskningskvalitet, uvildig rådgivning og bedre brug af sektorforskning i undervisningen.

Men armslængden er løbende blevet udfordret. Danske universiteter er blevet mere dominerende, når det kommer til at legitimere og aflegitimere politiske beslutninger.

Forskere bliver løbende bedt om at forholde sig til kontroversielle politiske emner – enten i høringer, kommissioner eller medierne.

Universitetsforskere uden kendskab til den politiske arena befinder sig med jævne mellemrum i orkanens øje, når anbefalinger og vidensgrundlag bliver udfordret, opfattet som kontroversielt eller ligefrem afvist af politikere.

Den aktuelle undersøgelse af Aarhus Universitet bør give anledning til at overveje, hvilke mekanismer og kompetencer der er nødvendige for at formidle og samproducere viden på tværs af universiteter, myndigheder, virksomheder og civilsamfund.

Universitetsforskere følger som regel en karrierevej, hvor det først og fremmest er formidling af forskning til andre forskere, der ses som anerkendelsesværdig.

Interaktionelle kompetencer samt evnen til at kommunikere og deltage aktivt i rådgivning af myndigheder indgår ikke på samme måde i forskernes uddannelse og værktøjskasse.

Forskningsforståelse er ikke hverdag for embedsmænd
Det samme gælder for rekvirenter af forskning. Embedsmænd og politiske organisationer har ikke altid kompetencer til at organisere, syntetisere og anvende forskning på måder, der respekterer forskningens kompleksitet.

Forståelse for metoder, usikkerheder, evidens, objektivitet, kausalitet og peer review indgår på rudimentært niveau i de fleste embedsmandsuddannelser, men er ikke en naturlig del af arbejdet i de fleste ministerier.

Embedsmænd i Danmark uddannes først og fremmes til at udvikle og forsvare politiske initiativer.

I modsætning til lande som Norge, Sverige og England har vi i Danmark ikke en stærk evidenskultur i centraladministrationen, som dokumenteret i en undersøgelse foretaget for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd.

Rektor ved Københavns Universitet, Henrik Wegener, foreslog sidste forår, at tiden er inde til at drøfte ministeriernes forskningsrådgivning.

Wegener foreslog, at der gennemføres et eftersyn af området, der skal belyse, om danske ministerier og universiteter har de rigtige mekanismer, der sikrer den mest uvildige forskningsrådgivning.

Behov for kompetenceløft
Som en del af et sådant eftersyn bør man se nærmere på, hvilke mekanismer og kompetencer der er til stede blandt forskere og embedsapparat til at organisere og deltage i videnskabelige rådgivning.

Ud over evnen til at udvikle og formulere politiske initiativer og ud over evnen til at producere og validere videnskabelig viden, kræver forskningsrådgivning, at embedsmænd og forskere oplæres i interaktionelle kompetencer.

Disse kompetencer indebærer redskaber til at indsamle, kvalitetssikre og syntetisere forskningsviden, ligesom de indebærer redskaber til at kommunikere og mobilisere forskellige forskningstilgange.

Rådgivning af myndigheder, regering og Folketing bør være baseret på forskning med samme integritet og kvalitet som al anden forskning.

Men når det kommer til at oversætte forskning til politiske beslutninger, er det vigtigt, at de involverede parter opdyrker gensidig forståelse og dialog.

Den politiske og videnskabelige proces fungerer ud fra to forskellige præmisser.

For de forskere, der leverer rådgivning, kan det være svært at gennemskue den politiske arena. For de myndigheder, der samarbejder med forskere, er det afgørende, at der er forståelse for metode, evidens, data og fortolkning.

Der skal i ethvert demokrati være plads til politiske værdier og politisk drøftelse og uenighed. Men når der skal træffes beslutninger om komplekse problemer med konsekvenser for økonomi, klima, sundhed og fremtidige generationer, har vi behov for forskernes rådgivning.

Det er nødvendigt at sikre uafhængige forskningsrådgivere, der er i stand til at vurdere relevant faglig viden og besidder kompetencer til at vurdere kvaliteten.

Det vil kunne skabe en øget tillid mellem ministerier og forskere og mindske risikoen for indblanding og repression.