Kommentar af 
Henrik Dahl

Henrik Dahl: Den sociale arv som ideologisk afledningsmanøvre

KLUMME: Den herskende klasse er altid på flugt fra det legemlige arbejde, og myten om social mobilitet er kun en ideologisk afledningsmanøvre, som skal tilsløre dette forhold, mener Henrik Dahl.

<div>ELITENS BØRN: I perioden 1960 – 1970 blev antallet af studerende ved universiteterne firdoblet. Foto fra immatrikulation Københavns Universitet 1970.&nbsp;(Foto: Haakon Nielsen/Scanpix)</div>
ELITENS BØRN: I perioden 1960 – 1970 blev antallet af studerende ved universiteterne firdoblet. Foto fra immatrikulation Københavns Universitet 1970. (Foto: Haakon Nielsen/Scanpix)
Henrik Dahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

At børn ofte går i deres forældres fodspor, bliver man som politiker mindet om næsten hver dag. Nemlig når man møder de medlemmer af Ellemann-, Hækkerup-, Helveg- og Auken-familierne, der for tiden holder slægtens plads i folketingssalen varm.

Personligt kan jeg ikke se noget problem i dette. Politik er trods alt en hæderlig beskæftigelse. Og da man frem for alt præges af sit barndomshjem, er der vel ikke noget at sige til, at dersom ens mor, far, onkel eller tante er politiker og finder tilfredsstillelse i dette, så vil man med en betydelig grad af sandsynlighed udvikle et normsæt, der ligner deres.

Alligevel diskuterer vi som regel social arv – som er det fine udtryk for at gå i sine forældres fodspor – som om det var et vældigt problem, når vi taler om det i Folketinget. Senest ved såvel en forespørgselsdebat, som ved behandlingen af et beslutningsforslag, fredag den 24. februar.

Ved den lejlighed spurgte jeg den socialdemokratiske ordfører om flere forskellige ting. Var det i sig selv et problem, at børn gik i deres forældres fodspor?

Man kunne få den tanke, at Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj faktisk ikke har en særlig veludviklet tænkning over, hvornår social arv har negative konsekvenser, enten for den enkelte eller for samfundet.

Henrik Dahl

Nej – det var det selvfølgelig ikke. Hvorpå fulgte en lang udredning om, at børn alligevel havde godt af at få fortalt, at de kunne blive meget andet end det, forældrene beskæftigede sig med.

Hvis en far med en håndværkeruddannelse befandt sig præcis midt i samfundspyramiden, og sønnen fik en videregående uddannelse, men stadig befandt sig præcis midt i samfundspyramiden, kunne man så tale om social mobilitet – eller var der snarere tale om uddannelsesinflation? Også der fik jeg et meget langt og – med forlov – vævende svar på, hvad der sociologisk set var på færde.

Man kunne få den tanke, at Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj faktisk ikke har en særlig veludviklet tænkning over, hvornår social arv har negative konsekvenser, enten for den enkelte eller for samfundet, og hvornår social arv er et helt naturligt fænomen, som det er ikke er rimeligt at komme med kritiske indvendinger imod.

Man kunne også få den tanke, at når der svares så vævende, skyldes det, at venstrefløjen ikke rigtig er vant til at blive presset intellektuelt på dette spørgsmål, men simpelthen er sluppet afsted med at lade, som om problemstillingen er selvindlysende, i alt for mange år.

Hvis man spørger den fremmeste ekspert i Danmark, Erik Jørgen Hansen, så bryder det danske uddannelsessystem ikke den sociale arv. Det sagde han så sent som i august 2015 i et stort interview i dagbladet Politiken. I stedet var det ifølge Hansen sådan, at det var elitens børn, som nød godt af de gratis (for dem selv, forstås) uddannelser og den høje SU.

At det forholder sig sådan, er der ikke noget nyt i. Allerede omkring midten af halvfemserne kunne Erik Jørgen Hansen og andre danske socialforskere konstatere, at det danske uddannelsessystem for længst var holdt op med at bidrage til den sociale mobilitet. Det gjorde det fra efterkrigsårene og frem til omkring 1970. Siden havde det først og fremmest bidraget til at reproducere de sociale forhold i landet.

”At bryde den sociale arv” har således ikke været en praksis, der i nævneværdig grad har kendetegnet det danske uddannelsessystem de seneste knap halvtreds år. Alligevel har forestillingen om at gøre dette (som man altså ikke indfriede) været styrende for uddannelsespolitikken i denne periode. Hvordan kan det gå til?

Skal man forstå kernen i velfærdsstaten, er det altid en god idé at gå tilbage til Jørgen S. Dich og hans klassiske værk "Den herskende klasse". Så lad os se, hvad han har at sige om projektet med at bryde den sociale arv.

Ifølge Dich er der simpelthen tale om en ideologisk afledningsmanøvre, iværksat af den herskende klasse.

I perioden 1960 – 1970 blev antallet af studerende ved universiteterne firdoblet. Der lå – skriver Dich – ingen planlægning bag dette. Den tids politikere ønskede klogeligt at styrke de mellemlange videregående uddannelser, men ingen havde kræfter til at sætte sig op imod den herskende klasse.

Samtidig lykkedes det for den herskende klasse at nedsætte universiteternes produktivitet, idet driftsomkostningerne per student i den periode, hvor ekspansionen stod på, for eksempel steg med 35 procent ved Københavns Universitet og 25 procent ved Aarhus Universitet.

Denne kamp for større og større bevillinger og imod enhver produktivitetsforbedring er fortsat frem til i dag. Hvis man skal tage venstrefløjens forskningspolitikere alvorligt, er det simpelthen umuligt at drive universiteterne, med mindre det sker på en præmis, der hedder: permanent, økonomisk ekspansion. At Danmark slet og ret holder sig til Barcelonamålsætningen (som et af de få lande, der har tilsluttet sig den), uden at der finder en økonomisk ekspansion sted, er ifølge venstrefløjen en ren katastrofe.

Alt sådan noget kan kun lade sig gøre, hvis det lykkes at indføre en forpligtende ideologi, mener Jørgen S. Dich.

Og den ideologiske afledningsmanøvre (Dichs eget udtryk), den herskende klasse brugte for udvide universiteternes optag og sætte produktiviteten ned, var, at man skulle ”den skæve sociale rekruttering” til livs.

”Det er let at indse, at dette argument for stadig højere stipendier eller for studenterløn er så gennemskueligt, at det kun kan tages alvorligt, fordi interesserne er tilstrækkelig store til at sløve kritikken eller endog til at standse enhver tænkning”, skriver han på bogens side 106.

Skæv, social fordeling (eller det, vi i dag kalder social arv) findes overalt, er ikke odiøs og støttes blandt andet gennem arvelovgivningen, fortsætter han. Hans konklusion er derfor, at det egentlige for den herskende klasse som altid er at flygte fra det legemlige arbejde. Sønnerne og døtrene af arbejderne er kun en afledningsmanøvre, som skal tilsløre dette forhold og gøre det ideologisk vanskeligere at diskutere det. Reelt er den herskende klasse ligeglad med dem, så længe universitetssektoren bare vokser, og arbejdsforholdene vedbliver at være bekvemme.

Der er gode grunde til at føre en politik, som bevirker, at mennesker altid selv kan forandre deres situation, dersom de ønsker det.

Men de faktorer, som bevirker, at man kan forandre sin situation, er i højere grad sunde vaner, impulskontrol, fokus, udholdenhed, motivation og selvtillid (eller kort sagt: en god, borgerlig opdragelse), end det er små hold, tæt opmærksomhed fra lærerne og høj SU.

Jeg beklager over for dem, dette måtte skuffe. Men således er essensen af den seriøse forskning i social mobilitet.

.......

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00