Her er regeringens gymnasieudspil

DOKUMENTATION: Regeringen har netop fremlagt sit udspil til en justering af gymnasiereformen. Færre studieretninger, flere undervisningstimer, højere niveau i matematik og adgangskrav er nogle af hovedpunkterne. Få overblik her.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), indenrigsminister Morten Østergaard (R) og undervisningsminister Christine Antorini (S) fremlagde mandag regeringens udspil til en justering af gymnasie-reformen. 
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), indenrigsminister Morten Østergaard (R) og undervisningsminister Christine Antorini (S) fremlagde mandag regeringens udspil til en justering af gymnasie-reformen. Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Anne Justesen

Mandag fremlagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) og undervisningsminister Christine Antorini (S) regeringens udspil til det såkaldte service-eftersyn af de gymnasiale uddannelser med titlen: "Gymnasier til fremtiden - parat til at læse videre".

Færre studieretninger
Regeringen vil lave mere overskuelige studieretninger, så det bliver lettere for eleverne at gennemskue, hvad de forskellige retninger indeholder, og hvilke videregående uddannelser de fører til.

Der findes i dag mere end 200 forskellige studieretninger, og det er for mange, mener regeringen, som altså vil skære i antallet. 

I udspillet lægges der op til, at der fremover umiddelbart skal være 12 overordnede studieretninger på stx, fire på hhx og syv på htx.

Af de eksisterende mere end 200 forskellige studieretninger vil cirka 90 fortsætte.

Fakta
De gymnasiale uddannelser består af den almene studentereksamen (stx), højere handelseksamen (hhx), højere teknisk eksamen (htx) og højere forberedelseseksamen (hf).

Flere undervisningstimer, matematik B og højere niveau i naturvidenskabelige fag
I udspillet lægger regeringen op til, at eleverne skal have et højere fagligt niveau inden for matematik i det almene gymnasium (stx) og på handelsgymnasierne (hhx). De fleste elever skal fremover have matematik på mindst B-niveau.

Samtidig skal de naturvidenskabelige fag styrkes, så flere elever på stx fremover skal have naturvidenskabelige fag på B-niveau.

Mange gymnasier har på forsøgsbasis udbudt bioteknologi. Det foreslås, at det fremadrettet gøres til et permanent fag, som kan tages som et naturvidenskabeligt A-niveaufag i stx og htx.

Indholdet i faget biologi skal ændres, så faget fremover giver adgang til blandt andet biologistudiet på universitetet. Samtidig igangsættes et arbejde med at undersøge, om de faglige niveauer er passende i andre udvalgte fag.

Regeringen vil udvide stx med et ekstra valgfag på C-niveau for alle elever. 

Antallet af undervisningstimer i 1. og 2. g og i 1. hf skal øges ved, at en større del af skoleåret anvendes til undervisning, blandt andet i de perioder, som i 1. og 2. g er afsat til afholdelse af eksamen, men som ikke udnyttes optimalt.

Bedre skriftlige færdigheder og mere feedback
I udspillet lægges der op til, at halvdelen af elevernes skriftlige arbejde gøres til en del af den skemalagte tid med lærerne, så elev og lærer får mere tid, og der er større mulighed for feedback. 

Regeringen foreslår samtidig, at der anvendes mindst én time årligt til, at alle gymnasieelever kan få et antal samtaler med en lærer om elevens faglige færdigheder, udvikling og forbedringsmuligheder.

Adgangskrav og bedre introduktionsforløb
Regeringen foreslår, at der indføres et adgangskrav til de gymnasiale uddannelser, som svarer til de krav, som vil gælde fremover for erhvervsuddannelserne.

Unge skal fremover have et gennemsnit på mindst 02 i henholdsvis dansk og matematik ved folkeskolens prøver i 9. eller 10. klasse for at blive optaget direkte.

Elever, som ikke opfylder optagelseskravene, kan optages ud fra en helhedsvurdering baseret på en faglig prøve og en personlig samtale.

Det grundforløb, som siden gymnasiereformen i 2005 har været elevernes start på de gymnasiale uddannelser, skal forbedres. Grundforløbet skal leve op til sit formål om at introducere eleverne til den gymnasiale faglighed og kvalificere deres valg af studieretning. Det vil styrke elevernes mulighed for at gennemføre uddannelsen i sidste ende, skriver regeringen. 

Prøveformer skal opdateres
Fagenes indhold og prøveformer skal generelt opdateres.

Der skal foretages en kritisk gennemgang af de faglige mål i alle fag, så fagenes indhold og prøveformer opdateres, herunder på baggrund af nye kompetencekrav. Det skal blandt andet ske i relation til anvendelsesorientering, innovation og it og sikre, at de fire gymnasiale uddannelser er åbne over for omverdenen – både nationalt og internationalt, skriver regeringen.

Der skal gennemføres et grundigt kvalitetstjek af det faglige niveau, der kan bidrage med viden om, hvorvidt gymnasieuddannelsernes faglige niveau udvikler sig i den rigtige retning, og om uddannelserne er på niveau med tilsvarende uddannelser i andre lande.

De skriftlige prøver skal udvikles med øget anvendelse af it. Ud over digitalisering af prøvebesvarelser kan det eksempelvis betyde adgang til internettet under prøverne samt andre formidlingsformer end skrift, såsom brug af billeder og lyd. 

De mundtlige og skriftlige prøver skal gøres mere anvendelsesorienterede, herunder projekt- og produkorienterede prøver. Det skal dels bidrage til øget læring under prøver og dels i højere grad afspejle de opgaver, eleverne kan møde i deres fremtidige studieliv eller arbejdsliv. 

Kvalitetsmål
Regeringen foreslår fire overordnede kvalitetsmål:

  1. Gymnasieskolerne skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan. 
  2. En større andel af eleverne skal påbegynde en videregående uddannelse.
  3. Trivslen i de gymnasiale uddannelser skal styrkes. 
  4. Gymnasieskolerne skal mindske betydningen af elevernes sociale baggrund i forhold til elevernes faglige resultater.

Udvalg skal undersøge hf
Der skal nedsættes et udvalg, som skal udarbejde et forslag til en fremtidssikring af hf-uddannelsen. 

Den nye hf-uddannelse skal blandt andet styrke kursisternes motivation, så færre falder fra uddannelsen undervejs, og flere efterfølgende læser videre, skriver regeringen.

Samtidigt skal eleverne have et fagligt bedre udgangspunkt for videreuddannelse end i dag – for eksempel gennem flere adgangsgivende fag og en mere målrettet, struktureret og differentieret undervisning.

Udspillet bygger videre på den reform af de gymnasiale uddannelser, der blev gennemført i 2005.

Læs hele udspillet her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00