Debat

Rektor: Udflytningen kan blive ødelæggende for virksomhederne

En nedskæring af 550 af KEA's uddannelsespladser kan blive ødelæggende for de virksomheder, der efterspørger de studerendes kompetencer, skriver Steen Enemark Kildesgaard.

De politiske aftaler om udflytning af uddannelser og lukning af engelsksprogede uddannelser, betyder, at KEA skal skære 550 pladser i København, skriver Steen Enemark Kildesgaard.
De politiske aftaler om udflytning af uddannelser og lukning af engelsksprogede uddannelser, betyder, at KEA skal skære 550 pladser i København, skriver Steen Enemark Kildesgaard.Foto: Københavns Erhvervsakademi
Steen Enemark Kildesgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Københavns Erhvervsakademi (KEA) skal frem mod 2030 skære 550 pladser i København. Det er en konsekvens af de to politiske aftaler om henholdsvis udflytning af uddannelser og lukning af alle vores engelsksprogede uddannelser.

Vi har besluttet os for at være ambitiøse på både arbejdsmarkedets og de unges vegne, og vi vil derfor forsøge at flytte uddannelsespladserne i stedet for at lukke dem. I første omgang på det byggefaglige område,  siden på det tekniske og IT-området.

På forhånd er vi skeptisk-optimistiske. Skeptiske, fordi vi har meget svært ved at se, at vi kan tiltrække studerende uden for København i det omfang, som vi bliver pålagt at skære ned. Der er allerede flere ledige uddannelsespladser udenfor de store byer. Det er hårde vilkår.

Færre studerende
Når vi også er optimistiske, er det fordi vi tror på os selv, vores dygtige medarbejdere og stærke samarbejdspartnere.

Men på trods af, at vi prøver – og vi skal nok anstrenge os – så har vi en helt grundlæggende bekymring for, om vi med udflytningen og lukningen af de internationale uddannelser kan levere nok dimittender til en række af de brancher, som buldrer afsted og efterspørger kompetencer. Brancher, hvor netop STEM-kompetencer fra de korte og mellemlange videregående uddannelser, som KEA udbyder, er helt centrale, og som alle er enige om er vigtige for Danmark.

Derfor håber vi, at de politiske partier, som skal forhandle om udmøntning af aftalen, også kommer med svar på to afgørende spørgsmål, som fylder hos os:

Hvad hvis der ikke er tilstrækkelig søgning til de pladser, vi flytter ud? Hvad hvis der er stigende efterspørgsel i København efter STEM kompetencer i de kommende år, som overstiger de uddannelsespladser, vi må have i hovedstadsområdet?

Hvis der ikke findes svar på de to spørgsmål, er der en overhængende risiko for, at vi ender med færre af de kandidater, som virksomhederne efterspørger. Vi risikerer også et kæmpe tab af momentum, inden vi opdager det, erkender det og gør noget ved det. 

Så er der er en plan B?

Høj usikkerhed
KEA's plan er at etablere de byggefaglige uddannelser i Hillerød med start i 2022 og en kraftig udvidelse af de byggerettede uddannelser senere. Dernæst er planen at etablere IT-faglige uddannelser i Hillerød fra 2025, og installationsuddannelser på Vestegnen når vi nærmer os 2030.

KEA's manøvremuligheder er begrænsede, usikkerheden høj og finansieringen meget vanskelig at få øje på

Steen Enemark Kildesgaard
Rektor, Københavns Erhvervsakademi (KEA)

Det er ikke tilfældigt, at vi er nået frem til netop denne plan. Der er nemlig mange af vores uddannelser, der ikke giver mening at flytte ud.

For eksempel er KEA eneudbyder på Sjælland af en række uddannelser. En udflytning af disse uddannelser til Nordsjælland vil betyde forringede vilkår for alle de unge, som bor på Syd- og Vestsjælland og selvfølgelig for den største gruppe, som bor i Københavnsområdet. Forringede transportvilkår betyder færre, der søger uddannelserne.

KEA har desuden en række små og specialiserede uddannelser, hvor der er stor efterspørgsel fra arbejdsmarkedet, og hvor det i forvejen er svært at få nok ansøgere til at dække efterspørgslen. Disse uddannelser er voldsomt sårbare i forhold til ændringer, som gør dem mindre attraktive. Og mindre attraktivitet betyder færre, der søger uddannelserne. 

KEA har også et par store uddannelser med mange ansøgere, som godt kunne bære at blive delt og udbudt både i og udenfor København. Men det giver ikke mening, fordi uddannelserne allerede udbydes i Lyngby af vores gode kolleger på CPHbusiness, der er det andet erhvervsakademi i Region Hovedstaden. 

På samme måde prøver vi at tage hensyn til vores kolleger sydpå på Erhvervsakademi Zealand, der udbyder uddannelser i både Roskilde og Køge, som kan nås med en kort tur med toget.

Sammenlagt betyder det, at KEA's manøvremuligheder er begrænsede, usikkerheden høj og finansieringen meget vanskelig at få øje på.

Ødelæggende for virksomhederne
Vi vil gerne sikre os, at det ikke er virksomhederne i Storkøbenhavn, der skal bære risikoen, hvis søgningen udenfor København udebliver samtidig med, at vi er pålagt at skære 550 af vores nuværende pladser.

Dette vil i givet fald være ødelæggende for virksomhederne og deres adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Steen Enemark Kildesgaard
Rektor, Københavns Erhvervsakademi (KEA)

Dette vil i givet fald være ødelæggende for virksomhederne og deres adgang til kvalificeret arbejdskraft. Ligesom der er en risiko for, at udflytningen vil føre til et faldende uddannelsesniveau.

Byggeriet i hovedstaden buldrer afsted og efterspørger alt den arbejdskraft, vi kan uddanne. Antallet af ubesatte IT-stillinger i København er tårnhøj, og det tekniske område efterspørger kompetencer over en bred kam. Det er delikate balancer, der rokkes ved, og der i høj grad brug for studerende og dimittender i København.

Vi er skeptisk-optimistiske og håber på omtanke i de igangværende forhandlinger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Enemark Kildesgaard

Rektor, KEA - Københavns Erhvervsakademi, formand, rektorkollegiet i Danske Erhvervsakademier
kandidat i samfundsfag og idræt (Københavns Uni. 1999)

0:000:00