Kommentar: Til forsvar for det liberale demokrati og den civiliserede uenighed

KOMMENTAR: Den danske fondsverden efterlyser samarbejde og handling i løsningen af globale problemer, men politikere advarer fondene mod at bedrive politik. I stedet for at strides må vi holde hinanden op på vores demokratiske idealer, mener Birgitte Boesen.

Af Birgitte Boesen
Indehaver af büroCPH

For nylig gav et interview med Novo Nordisk Fondens nye bestyrelsesformand, Lars Rebien Sørensen, i Berlingske anledning til nogle usædvanlige kommentarer fra politikere på Christiansborg.

Interviewet fandt sted, i anledning af at Novo Nordisk Fonden i december fik en ny strategi. Frem mod 2023 vil man bidrage til løsningen af humanitære opgaver, som også er relevante for Danmark:

”Vi har i disse år et kæmpestort migrationsproblem, som efterlader flygtninge i elendige forhold i flygtningelejre, både i og uden for Europa. Her kan vi spille en rolle,” sagde Rebien til Berlingske.

Han understregede samtidig, at fonden ikke vil gå enegang med bidrag til flygtningelejre, men at den vil gå i dialog med politiske interessenter.

Politisk sprængfarligt
Berlingske var hurtig til at indhente udtalelser fra nogle af de politiske partier på Christiansborg. Dansk Folkepartis Martin Henriksen var lige så hurtig til at understrege, at han ikke ville afvise at ”håndtere det lovgivningsmæssigt”, hvis fonden går imod flertallet i dansk asylpolitik. Nu er det jo ikke til at vide, hvad Henriksen præcist tænker på, for ”lovgivningsmæssigt” kan jo betyde mange forskellige ting. Og hvad hvis bidragene sker i dialog med politiske interessenter og er inden for lovens rammer – hvilket man må forudsætte, at de er? Skal man så også skride ind ”lovgivningsmæssigt”?

Fra en lidt anden position i det politiske spekter udtalte Enhedslistens Søren Søndergaard, at han var enig med folkepartiet i, at private fonde ikke bør ”føre politik”, som det hedder. Det er nemlig uforeneligt med demokratiet, hvis den rigeste ene procent kan vælge, hvad der er værd at støtte, og hvad der ikke er, forklarede Søndergaard og slog samtidig endnu et slag for, at fondene skal betale mere i skat.

Midt imellem disse to synspunkter stod Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, der ikke fandt det problematisk, at Novo Nordisk Fonden vil være med til at løse samfundsudfordringer, men som dog alligevel udtrykte bekymring for, at fonden måske er i gang med at bevæge sig ind på et område, der er ”mere politisk sprængfarligt”.

Fondene er globalt orienterede
Sprængfarligt eller ej. Novo Nordisk Fonden er langt fra den eneste danske fond, der i disse år er bekymret for konsekvenserne af de mange globale kriser i form af flygtningestrømme, klimaforandringer og så videre. Tværtimod er de humanitære indsatser for at afhjælpe kriser på en global skala rykket ind på de danske fondes dagsorden.

Ét eksempel er den fælles donation på i alt 12,2 millioner kroner fra Egmont Fonden og Novo Nordisk Fonden, der skal give nyankomne flygtningebørn en god start i den danske folkeskole. Mere konkret drejer det sig om, at udviklingsorganisationen Red Barnet har søgt støtte til et projekt, der skal afhjælpe de traumer og omsorgssvigt, som børn ofte har og har oplevet, når de er flygtet fra krig og katastrofer. I Danmark drejer det sig om cirka 6.000 børn, der skal hjælpes til en bedre trivsel og livsduelighed, så de på længere sigt kan begå sig i det danske samfund.

Et andet eksempel er Lego Fonden, der i december meddelte, at man har afsat 650 millioner kroner til at afhjælpe situationen for rohingya-børn og syriske børn i flygtningelejre i nærområderne. Opgaven skal løses i samarbejde med en række velgørende organisationer. Og i 2017 afsatte Ole Kirks Fond 25 millioner kroner til et samarbejdsprojekt med Dansk Flygtningehjælp. Pengene går dels til en global akutfond, der hurtigt kan yde støtte til akutte og livsvigtige indsatser, dels til at hjælpe flygtninge og lokalsamfund i Mellemøsten på længere sigt.

På tilsvarende vis har den internationale KR Foundation, der er udsprunget af Villum Fonden, siden 2015 støttet internationale klimainitiativer i samarbejde med tænketanke og græsrodsorganisationer, ligesom man samarbejder med interreligiøse og muslimske organisationer, der arbejder med klima og miljø. Sammenhængen mellem byernes vækst og de globale miljø- og klimaudfordringer fik allerede i 2014 Realdania til at engagere sig i det globale by-netværk C40. Engagementet er vokset støt siden, og København er således hjemsted for organisationens internationale kontor.

Det liberale demokratis værdier
Formodentlig passer denne udvikling i retning mod det globale i overvejende grad stadig ind i de danske politikeres billede af, hvad der er god, dansk filantropi. Historisk set har der nemlig været stor overensstemmelse mellem de danske fondes filantropiske bidrag og hovedstrømningerne i dansk politik; hvilket i øvrigt forekommer ganske logisk.

For ligesom vores velfærdssamfund bygger på en humanistisk idé om at hjælpe dem, der har hjælp behov, er de danske fonde rundet af liberale demokratiske værdier, der er udviklet op gennem det 20. århundrede. Vi taler her om værdier som at modvirke social ulighed, at værne om miljøet og klimaet, at lade kunst, kultur og uddannelse være tilgængelig for alle og at satse på højt kvalificeret forskning og vidensproduktion til gavn for hele samfundet.

Det 20. århundrede var samtidig en periode, hvor man stående på ruinerne af to verdenskrige måtte erkende, at ingen kan nøjes med at være sin egen lykkes smed. Humanitære opgaver løses bedst i dialog og gennem samarbejde, og humanitære katastrofer kræver opbakning fra en bred kreds af interessenter. Eller som bestyrelsesformanden i Lego Fonden, Thomas Kirk Kristiansen, formulerede det under et interview med JP Finans i anledning af den 650 millioner kroner store donation til en bred indsats for flygtningebørn fra Myanmar og Syrien: ”Vi håber, at andre humanitære aktører, investorer, verdensledere og regeringer vil blive inspireret til at handle og prioritere støtte til udvikling og leg for børn i humanitære kriser.”

De filantropiske fonde er altså vokset ud af det liberale demokratis principper om, at man har pligt til at yde en særlig indsats over for de mest udsatte medborgere. I en dansk sammenhæng har fokus først og fremmest været rettet mod det danske samfund og dermed landets egne borgere. Men som eksemplerne ovenfor viser, er fondene på det seneste begyndt at orientere sig mod udlandet og engagere sig globalt til gavn for blandt andet klima, miljø og nødstedte mennesker.

Det amerikanske eksempel
I modsætning til de danske har en række af de betydeligste amerikanske fonde en lang tradition for at engagere sig uden for USA's grænser. I tæt symbiose med det politiske flertal i Washington D.C. og skiftende amerikanske præsidenter har fonde som Ford Foundation og Rockefeller Foundation siden afslutningen på Anden Verdenskrig været dybt involveret i finansieringen af FN-systemet og andre fredsfremmende initiativer som for eksempel udvekslingen af studerende på tværs af landegrænser. På samme måde har fondene støttet initiativer til fordel for et frit internationalt marked og udviklingen af civilsamfundsinstitutioner rundtom i verden samt fungeret som et bolværk mod fascisme og kommunisme.

Det blev jeg mindet om forleden, da jeg læste et essay af Darren Walker i tidsskriftet Foreign Affairs. Walker er CEO i Ford Foundation og en fremtrædende filantrop. Nu er han alvorligt bekymret for, om de politiske idealer fra det 20. århundrede vil kunne bestå i en ny politisk tid, hvor fonde som Ford Foundation ikke kan regne med støtte fra den siddende præsident og hans regering. Det er nemlig ikke længere en selvfølge, at det politiske flertal i Washington vil bakke op om demokratiske fællesskaber og civilsamfund, der ønsker at forpligte sig over for et internationalt fællesskab.

Til forsvar for en civiliseret uenighed
Hvad skal fondene så gøre ved det, spørger Darren Walker og leverer selv et svar. Først og fremmest skal fondene blive bedre til at reflektere over og være kritiske over for deres egen måde at arbejde på. De skal spørge sig selv, hvorfor verden i dag er præget af en ubærlig ulighed på trods af de klare, globale fremskridt med at bekæmpe sult og dyb fattigdom. Dernæst bør de åbne op for bredere samarbejder og partnerskaber og inkludere de mennesker, det drejer sig om – også dem, man hidtil ikke har lyttet til. Det er på tide, mener han, at aflægge de gamle vaner og indrette sig mindre efter, hvad der udtænkes af teknokrater i Washington D.C. og i New York.

Herhjemme er modsætningerne heldigvis ikke trukket så hårdt op som i det amerikanske samfund. Men i en tid som denne er der alligevel grund til at minde om, at vi alle har et ansvar for at omgås hinanden i civiliseret uenighed.

Det bedste, vi kan gøre, er at fremlægge vores refleksioner, beslutninger og erfaringer åbent og gennemsigtigt samt at tage aktivt del i debatten derfra. Alt sammen vel vidende, at der er risiko for at blive misforstået eller fejlfortolket. Men kun ved at være aktivt deltagende kan vi holde de demokratiske idealer i hævd.

---

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lars Tvede: Universiteternes marcherende offerkultur gør os til skræmte dansebjørne Lars Tvede: Universiteternes marcherende offerkultur gør os til skræmte dansebjørne
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Kursus i civiliseret uenighed

    Jeg går ud fra at ovennævnte indgår i velkomsten til nye medlemmer af Folketinget med lovbefalet håndslag herpå fra Formandens side