Institutleder: Har vi modet til at give de studerende ansvar?

Af Maja Horst
Institutleder på Københavns Universitet

I Danmark skal vi uddanne til det danske arbejdsmarked. Det er godt. Formålet med videregående uddannelser er ikke kun at tilvejebringe arbejdsmarkedsrelevante kompetencer, men det er en vigtig del (ved siden af at skabe dannede borgere og samfundsmæssig sammenhæng).

Spørgsmålet er dog, om vi uddanner til nutidens eller fremtidens arbejdsmarked? Pt er vi i fare for at tabe fremtidens behov af syne i vores forsøg på at levere dét, vi havde brug for i går. 

Den mest indlysende årsag til det er, at det er svært at vide, hvad der er brug for i fremtiden. Tidligere forsøg på at dimensionere uddannelser efter fremtidens arbejdskraftsbehov er ofte slået fejl. Det er ikke nødvendigvis et argument for ikke at gøre det, men metoden overser som regel, at der bliver færre og færre jobs af den slags, der kun passer til en bestemt (professions)uddannelse. 

Vi skal tænke over indholdet
En stor del af fremtidens jobs findes slet ikke endnu. Så fremfor kun at have meget lange, specialiserede uddannelsesforløb til alle, skal vi som DTU-dekan Philip Binning foreslår satse på løbende udvikling af kompetencer. 

Hvis vi ikke kan dimensionere os til det bedste jobmatch i fremtiden, skal vi også tænke mere over indholdet i vores uddannelser. 

Vi kan ikke få entreprenørskab uden at acceptere fiaskoer. Og vi kan ikke få kreativitet uden en lille grad af spild.

Maja Horst
Institutleder på Københavns Universitet

Det er afgørende, at fremtidens kandidater - udover excellent faglighed - også trænes i fleksibilitet, evnen til at lære, kreativitet og kompleks problemløsning. Fremover vil evnen til at tænke entrepreneurielt blive mere og mere afgørende – ikke fordi alle skal lave hver deres lille start-up-virksomhed. 

Det ’entrepreneurielle mindset’ handler om at kunne se muligheder, som andre ikke ser. At kunne forestille sig processer, ting og fænomener, der endnu ikke findes.

Arbejdsgivere i Danmark skal være indstillet på at ansætte kandidater, som ikke er ’færdige’. De ny-uddannedes vigtigste kompetence vil være evnen til at lære videre for at blive den bedst mulige medarbejder det pågældende sted. 

Hvis uddannelsesinstitutionerne forsøger at levere færdige kandidater, vil de aldrig nå i mål. De ville også være dårligere til det: Hvor lærer man bedst, hvad det vil sige at arbejde i en mellemstor IT-virksomhed i København? Formentlig i virksomheden selv.

At uddanne til fremtidens (frem for nutidens) arbejdsmarked kræver også en forandring af den måde, vi uddanner på. 

Karakter er ikke det vigtigste
Internet-baserede læringssystemer (som fx kæmpestore, åbne kurser tilgængelige online, de såkaldte MOOCs) vil ikke afskaffe interaktionen mellem underviser og studerende – og formentlig heller ikke det fysiske undervisningssted. Men de peger på et nødvendigt skift i underviserrollen fra forelæser til facilitator. 

Underviseren skal ikke være den aktive part, der hælder viden ind i hovedet på passive studerende. I stedet skal underviseren tilrettelægge de studerendes læringsforløb og være til rådighed som re-aktiv hjælp og korrektiv. De studerende skal have rollen som den aktive kraft, der tilegner sig viden og kompetencer gennem læringsforløbet.

Det er ikke nye pædagogiske tanker – de bruges i hele det danske uddannelsessystem – men de har, som Per Holten-Andersen fra CBS påpeger, svære kår i det meget regulerede danske uddannelsessystem. Hvis vi skal udvikle denne undervisningsform skal vi opgive noget af kontrollen. 

De studerende skal holde op med at tro, at karakterer er det vigtigste udkomme af undervisning og eksamen – og systemet skal holde op med at forsøge at regulere, så ingen kan snyde. Hvis de studerende selv skal have ansvaret, er vi nødt til at begrænse kontrollen og stole på, at de går på en uddannelse for at lære noget. 

Det kræver mod. Ikke mindst fordi vi skal acceptere et vist spild. Men vi kan ikke få studerende til at tage ansvar uden at frasige os en del af kontrollen. 

Vi kan ikke få entreprenørskab uden at acceptere fiaskoer. Og vi kan ikke få kreativitet uden en lille grad af spild.