Politisk dobbelt-dagsorden om lægers samarbejde med lægemiddelvirksomheder

FORSKNINGSFORMIDLING: Et nyt regelsæt om lægers samarbejde med lægemiddelvirksomheder løser måske et politisk forklaringsproblem. Men det sikrer ikke lægers økonomiske uafhængighed af medicinalindustrien, skriver Sarah Vadmann, forsker ved KORA.

Af Sarah Wadmann,
Ph.d., forsker, KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Forskning og Analyse.

Et nyt regelsæt om lægers samarbejde med lægemiddelvirksomheder løser måske et politisk forklaringsproblem. Men det sikrer ikke lægers økonomiske uafhængighed af medicinalindustrien.
Den 1. november 2014 trådte et nyt sæt regler for sundhedspersoners samarbejde med lægemiddel- og medicovirksomheder i kraft. Reglerne kom i kølvandet på en intens debat, hvor der både i medier og på Christiansborg er udtrykt bekymring for, at samarbejde med lægemiddelvirksomheder kan påvirke lægers uvildighed.

Da debatten nåede folketingssalen, var der fra højre til venstre bred enighed om, at politisk handling var nødvendig for at styrke patienternes tillid til lægernes uvildige lægemiddelordination og behandling. Frygten var altså, at økonomiske bånd mellem læger og lægemiddelvirksomheder kan påvirke lægers dømmekraft på en måde, så de tager mere hensyn til egne, økonomiske interesser end til patienters og samfundets interesser.

Regelsættet skulle med andre ord være med til at dæmme op for det, der blev set som lægers interessekonflikter.

De nye regler
En af de store ændringer som følge af det nye regelsæt er, at samarbejde om foredrag og forskning ikke længere kræver en forudgående tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Læger skal nu blot anmelde samarbejdet til Sundhedsstyrelsen. Andre former for samarbejde såsom faglig rådgivning af virksomheder (deltagelse i advisory board) kræver fortsat tilladelse fra Sundhedsstyrelsen [1].

Begrundelsen for denne skelnen er ifølge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, at forsknings- og uddannelsessamarbejder vurderes at have mindre risiko for at påvirke sundhedspersoners uvildighed. Fælles for alle former for samarbejde er, at lægernes honorar fra samarbejdet skal offentliggøres på Sundhedsstyrelsens hjemmeside [2].

Regelsættets skelnen mellem anmeldelsespligtige og tilladelseskrævende samarbejder er interessant – men primært som en løsning på en politisk konflikt mellem modsatrettede dagsordener. For mens politikerne på den ene side udtrykker bekymring for lægers interessekonflikter, så opfordrer de samtidig læger og virksomheder til øget samarbejde. Under overskrifter såsom Sund Vækst lanceres politiske initiativer, der skal styrke offentligt-privat samarbejde inden for sundhedsforskning. Håbet er, at det vil bidrage til innovation og skaffe Danmark en strategisk position i den globale vidensøkonomi.

Ved at definere visse samarbejdsformer som lavrisiko kan politikerne føre en aktiv politik til fremme af offentligt-privat samarbejde på nogle områder og samtidig argumentere for stramninger på andre. Det er dygtig politisk kompromiskunst. Problemet er bare, at denne løsning hverken forholder sig til den litteratur, der findes om lægers industrisamarbejde, eller til de problemer, som lægerne selv oplever i samarbejdet.

Manglende forskningsmæssigt belæg
I den videnskabelige litteratur om lægers industrisamarbejde er der ikke belæg for at konkludere, at visse samarbejdsformer i sig selv er forbundet med en lav påvirkningsrisiko [3].

En basal læring fra marketing-litteraturen er derimod, at det ikke er samarbejdsformen i sig selv, der er betydende. Effektiv markedsføring handler derimod om at få etableret et tilstrækkeligt antal kontakter mellem sundhedsprofessionelle og virksomheder, så der kan udvikle sig en gensidig relation [4]. Jo tættere en relation der kan opbygges, desto større er chancen for, at der sker en påvirkning.

Forretningsmodel for læger
I min ph.d.-afhandling [5], som jeg for nylig forsvarede på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, undersøgte jeg, hvordan læger og lægemiddelvirksomheder selv opfattede deres samarbejder. Lægerne lagde vægt på, at forskningssamarbejder med lægemiddelvirksomheder kan være en vigtig drivkraft i udvikling af nye behandlinger.

Men samtidig udtrykte de bekymring for, at dette potentiale ikke udnyttes godt nok. Mange af lægemiddelforsøgene opfatter de som trivielle snarere end innovative. Når lægerne alligevel siger ja til at samarbejde, hænger det sammen med, at industrisamarbejde på nogle hospitalsafdelinger har udviklet sig til en egentlig forretningsmodel for lægerne.

Det foregår typisk ved, at overlæger indgår kontrakter med lægemiddelvirksomheder om lægemiddelforsøg, som de ikke nødvendigvis ser forskningsværdien i, men som, de forventer, kan generere et økonomisk overskud. Forskningssygeplejersker ansættes til at rekruttere patienter og indsamle data. Honorering fra virksomheden sker med et beløb per rekrutteret patient. Det økonomiske overskud kan siden kanaliseres ind i forskningsaktiviteter, som lægerne selv kontrollerer og finder værdifulde. Eksempelvis delfinansieres ph.d.-projekter ofte af overskud fra lægemiddelafprøvninger. Ofte finansierer overskud fra lægemiddelafprøvninger også konferencedeltagelse og andre uddannelsestiltag [6].

For lægerne opstår dilemmaet, når de må sige ja til at samarbejde om lægemiddelforsøg, som de ikke finder hverken videnskabeligt eller klinisk nyskabende, for at holde forretningsmodellen kørende. Det kan eksempelvis dreje sig om forsøg, som tester, hvorvidt en ny behandling ikke er dårligere end allerede eksisterende behandlinger (såkaldte non-inferiority studier) [6]. Der er altså ingen ambition om at skabe behandlingsmæssige forbedringer.

Politisk mod efterlyses
Når offentligt-privat forskningssamarbejde i den politiske debat beskrives som en motor for vækst og innovation uden væsentlige risikomomenter, så sker det uden en detaljeret forståelse af, hvad der foregår i disse samarbejder. Hvis man virkelig vil fremme klinisk og videnskabelig nytænkning, kræver det større politisk mod.

Mod til at skabe incitamenter for lægemiddelindustrien til at udvikle produkter, som reelt udgør behandlingsmæssige forbedringer; eksempelvis via krav om, at virksomheder skal demonstrere en behandlingsmæssig gevinst af nye lægemidler i forhold til eksisterende behandlinger.

Mod til åbent at erkende, at private investeringer udgør en væsentlig del af forsknings- og uddannelsesøkonomien på landets offentlige hospitaler. Erkendelsen er et nødvendigt skridt i en diskussion af det hensigtsmæssige i, at forskningsaktive læger bruger tid på studier, som de ikke ser den forskningsmæssige værdi af – blot for at kunne lave deres egen forskning.

Og mod til at finde løsninger på, hvordan afdelinger undgår at komme i et økonomisk afhængighedsforhold til en eller flere virksomheder – fremfor blot at kræve øget transparens om økonomiske bånd mellem enkeltlæger og enkeltvirksomheder.

Dette er en forudsætning for at kunne regulere lægers industrisamarbejde på en måde, der ikke blot adresserer et politisk forklaringsproblem. Men også de problemer, som lægerne selv oplever.

 

Forrige artikel Konflikter udfordrer arkæologien Konflikter udfordrer arkæologien Næste artikel Gode daginstitutioner har vi glæde af hele livet Gode daginstitutioner har vi glæde af hele livet
GL skoser ”popsmart” studieretning

GL skoser ”popsmart” studieretning

KRITIK: Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) kritiserer H.C. Ørsted Gymnasiets nye, virtuelle studieretning. Formand Tomas Kepler kalder det ”bizart”, at ministeriet har givet dispensation til at søsætte den.