Professor: Nyt forskningsråd skal nedbryde mistillid til forskningen

Af David Budtz Pedersen  
Professor, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet 

På en varm sommerdag i Paris sidste måned skete en lille, men markant udvikling i den internationale forskningsverden.  

Det Internationale Forskningspolitiske Råd (ISC) blev etableret på en stiftende generalforsamling med nogle af verdens førende forskere inden for en bred vifte af discipliner.

Indstiftelsen blev afholdt på Le Maison des Océans, hvor omkring 400 forskere og beslutningstagere fra hele verden var samlet for at fejre dannelsen af et nyt globalt videnskabeligt forum for varetagelse af videnskabens interesser.  

International Science Council, som er rådets engelske navn, er resultatet af en vellykket fusion mellem det tidligere internationale råd for naturvidenskab (ICSU), der blev etableret i 1931 for at skabe større samarbejde mellem naturvidenskabelige forskningsmiljøer, og det internationale råd for human- og samfundsvidenskab (ISSC), der blev stiftet i 1952.   

Opgøret med en dikotomi 
Når fusionen mellem de to organer er værd at bemærke, er det, fordi den indvarsler en epoke, hvor grænserne mellem disciplinerne ophæves, og hvor videnskabens status og position i samfundet kræver en ny stemme. 

Uden forankring i human- og samfundsvidenskaberne kan formidling af forskning til borgere og politikere ikke ske på en ansvarlig og inddragende måde.  

David Budtz Pedersen
Professor, AAU

Lige siden den engelske forfatter og samfundskritiker C.P Snow i 1959 gav sin forelæsning ”Two Cultures Revisited”, har der været en antagelse om, at humanister er stuelærde, isolerede og på afstand af samfundets aktuelle problemer, imens naturvidenskaben fører til ny teknologisk innovation. Det er denne dikotomi, som det nye forskningspolitiske råd vil gøre op med.  

Den nytiltrådte præsident for ISC, sydafrikaneren Daya Reddy, sagde til ceremonien i Paris, at der i stigende grad er behov for at gøre den samlede videnskabelige stemme gældende i offentligheden, blandt politikere og i den løbende videnskabelige rådgivning af regeringer. 

Samtidig erkendte Reddy, at globale vidensinstitutioner ikke længere kan ignorere offentlighedens opfattelse af videnskaben og det pres på de videnskabelige institutioner, der er opstået i den digitale informationstidsalder.  

Misinformation, konspirationer, fordrejede forskningsresultater præger fortsat beslutningsprocesserne i mange lande, og der er behov for troværdige institutioner og forskere til at forsvare den videnskabelige metode i en verden præget af polarisering og faldende tillid.  

Tilliden til videnskaben er truet 
Forhenværende videnskabelig rådgiver til den newzealandske regering Peter Gluckman uddybede i sit indlæg, at videnskaben ikke længere kan tage sin position i samfundet for givet.  

Den tillid, videnskaben traditionelt har nydt i de vestlige demokratier, kan ikke længere blindt forudsættes, men må fortjenes og vindes. En af de måder, hvorpå det gøres, er ved at udvikle videnskabelige rådgivningsorganer, der er i stand til at kommunikere forskningsviden til borgere og beslutningstagere samtidig med at åbne for dialog og inddragelse.  

Gluckman har tidligere anholdt, at der er en voksende risiko for, at videnskabelige kendsgerninger opfattes som værende i konflikt med borgernes værdier.  

Men i stedet for at se konflikter er det nødvendigt med en arbejdsdeling mellem eksperter, borgere og politiske repræsentanter. Forskere og rådgivere kan stille viden, beregninger og diagnoser til rådighed i politiske beslutningsprocesser, men de bør ikke forvente, at kendsgerninger og evidens afgør politiske spørgsmål.  

Det er op til borgere og politikere at vurdere, hvilken vægt de videnskabelige kendsgerninger bør have. 

Sammenstødet mellem forskningsverdenen og samfundet 
Det er et grundvilkår for ”postnormal forskning”, at der altid skal ske en integration af værdier og fakta, når forskningen siver ud i samfundet. Forskningsverdenen har sine egne iboende værdier, der er med til at afgøre, hvem der modtager bevillinger, hvilke forskningsproblemer der opfattes som interessante, og hvilke forskere der belønnes.

Samfundet har krav på at vurdere den tilgængelige evidens og ekspertise og skal ikke forvente, at forskere har svaret på politiske uenigheder.

Gluckmans pointe er, at samfundet mere end nogensinde har brug for fortolket viden, men at ekspertfortolkninger nemt fører til det modsatte: Nemlig at borgere og politiske repræsentanter foretrækker den ufortolkede viden, der giver en følelse af identitet og valgmuligheder.  

Tillid opstår ikke ved at gøre krav på autoritet, men gennem meningsfulde interaktioner. Det er netop opgaven for Det Internationale Forskningspolitiske Råd at bidrage til at skabe denne interaktion mellem den politiske verden, den videnskabelige verden og den sociale og økonomiske virkelighed, som de fleste almindelige borgere lever i.  

Humanvidenskaben som modgift til mistillid 
Forudsætningen for at skabe tillidsfulde relationer er samtidig en af grundene til, at ISC nu har valgt en tværvidenskabelig tilgang.  

Uden forankring i human- og samfundsvidenskaberne kan formidling af forskning til borgere og politikere ikke ske på en ansvarlig og inddragende måde.  

I alt for mange år har politikere forventet, at ingeniører og teknikere ”kommer med svarene”. Men der er behov for nye kompetencer, hvis den stigende mistillid skal undgås.  

Uden human- og samfundsvidenskabernes indsigt i motiver, adfærd, kognition og kommunikation er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at sikre de fornødne betingelser for videnskabelig formidling.  

Dialogredskaber, meningsskabelse og narrativer er mindst lige så vigtige for befolkningens tillid til videnskaben som videnskabelige forklaringsmodeller og teknologiske fremskridt.  

Det er i mødet mellem den fysiske, biologiske, sociale og digitale virkelighed, at løsninger på fremtidens store samfundsmæssige udfordringer skal søges og udvikles.  

Behovet har aldrig været større
Det er en stor opgave, som ISC står over for. Men det er en opgave, som det bestemt er værd for det internationale videnskabelige samfund at tage på sig.  

Mange intellektuelle, forskere og beslutningstagere går i flyverskjul, når de hører om mistillid til sundhedsforskning eller klimavidenskab.  

Men i stedet for at skjule sig fra de humanistiske og samfundsvidenskabelige indsigter i menneskets natur, kultur og erkendelse er det afgørende at forstå gennemslagskraften fra misinformation og identitetsbeskyttende adfærd og formulere progressive løsningsforslag.  

Hvis der nogensinde har været behov for et samlet tværvidenskabeligt internationalt forskningspolitisk råd, er det nu.