R: Kvalitet kræver investeringer i uddannelse og forskning

Af Ida Auken (R)
Uddannelses- og forskningsordfører

Hvis man ikke kan lide budskabet, kan man altid forsøge at skyde budbringeren. Det gør uddannelsesministeren mere eller mindre elegant i sit indlæg: ”Det er Ida Auken, der er kørt af sporet”. Som regel er den slags indlæg fra en minister et godt tegn på, at man har ramt et ømt punkt.

I stedet for at svare på det personlige angreb fra ministeren, vil jeg endnu engang forsøge at få kvalitetsdebatten tilbage på sporet. Og der er én alvorlig ting, ministeren ikke svarer på i sit indlæg: Hvordan skal vi løfte kvaliteten samtidig med, at regeringen skærer voldsomt ned på vores uddannelser?

Det er uddannelsernes ansvar, at kvaliteten er i orden. Men i en tid, hvor der skæres ned, er situationen vanskelig. Færre hænder skal løfte opgaven, og de faldende bevillinger vil alt andet lige medføre større hold og mindre tid til undervisning og feedback til den enkelte studerende.

Ikke nemt at løfte kvaliteten
At kvaliteten dermed kommer under et endnu større pres, end den var i forvejen, må vi være ærlige om. Og selvom ministeren har varslet, at universiteterne skal finansieres på en måde, der i højere grad belønner kvalitet, er det ikke i sig selv en løsning.

For selvom der er gode grunde til at vælge en finansieringsform, der vægter kvalitet, kommer der ikke flere penge ud af, at man vælger en ny måde at fordele dem på. Universiteterne får et fint signal om, at de ikke kun skal koncentrere sig om gennemførelsesprocenter. Men hvis der stadig skal spares på undervisningen, bliver det ikke nemt at løfte kvaliteten.

Kvalitet er med andre ord en kompleks størrelse, som ikke uden videre lader sig indfange og måle på simple parametre.

Ida Auken (R)
Uddannelses- og forskningsordfører

Dertil kommer, at det er vanskeligt at se, hvordan man kan indrette systemet hensigtsmæssigt. Undervisningskvaliteten opstår jo ikke i et kontor på Slotsholmen, men i det konkrete møde mellem studerende og underviser, i de studerendes interaktion med hinanden og i deres forberedelse. Kvalitet er med andre ord en kompleks størrelse, som ikke uden videre lader sig indfange og måle på simple parametre.

Og dette er en vigtig erkendelse for os politikere: Uanset hvor gerne vi vil måle og veje kvaliteten for at kunne belønne den, så kan vi ikke styre den på afstand. Det betyder ikke, at vi skal lade være med at interessere os for den. De videregående uddannelser er en så vigtig del af vores velfærdssamfund både nu og i fremtiden, at de nødvendigvis vil være interessante for det omgivende samfund – og også for politikere.

Men det aktive engagement skal nødvendigvis hvile på en tillid til, at det er uddannelsesinstitutionerne, der ved, hvad der er kvalitet i undervisningen, og som dermed også er de bedste til at afgøre, hvordan den udvikles. Selvom det er nemt at erklære denne tillid i skåltaler, har den nogle gange vist sig vanskelig at udleve i praksis.

God grund til at finde en bedre model
Omvendt har universiteterne en åbenlys forpligtelse til at tage opgaven alvorligt. Der skal være et engageret, ledelsesmæssigt fokus på undervisningen, nye pædagogiske metoder skal afprøves, teknologi kunne eventuelt spille en større rolle, og måske trænger nogle undervisere til en gedigen gang efteruddannelse.

Den nuværende finansieringsmodel opmuntrer ikke institutionerne til at påtage sig dette arbejde, og der kan derfor være god grund til at finde en bedre model, sådan som ministeren har sat sig for. Sandheden er imidlertid, at uanset hvor mange indikatorer vi udvikler, er det ikke en garanti for bedre kvalitet. Derfor er der ingen vej uden om en tillidsbaseret og konstruktiv dialog mellem politikere og institutioner på tværs af institutioner og mellem undervisere og studerende.

Som politikere skal vi engagere os i denne dialog. Vi kan være med til at sætte rammerne for kvalitetsarbejdet, og vi kan stille krav om, at uddannelsesinstitutionerne tager opgaven på sig. Men så må ministeren være ærlig om, at regeringen med dens nedskæringer har gjort opgaven voldsomt meget sværere og ikke uden videre kan kræve, at kvaliteten bliver bedre uden at finde nye midler.