rød fane
Socialdemokratiets forståelse af "Ret og pligt" har ændret sig markant i de seneste 25 år. Jørn Henrik Petersen beskriver forandringen i denne artikel. (Foto: colourbox.dk)

Socialdemokraternes nye syn på ret og pligt

21. maj 2014 kl. 4:37
FORSKNINGSFORMIDLING: Socialdemokraterne har over det sidste halve århundrede grundlæggende ændret partiets syn på pligt og ret i forhold til offentlige ydelser. Det skriver Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet, som har undersøgt begrebet ret og pligt, pligt og ret.
| Flere

Af Jørn Henrik Petersen
Professor dr.phil. & lic.oecon., Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet 

Konkurrencestatsparadigmet er slået igennem. Båret frem af borgerlige kræfter, men med tøvende socialdemokratisk tilslutning. Da konvertitter gerne vil knytte en tråd til deres tidligere tro, har processen været ledsaget af påstande om, at det nye tankegods var del af den socialdemokratiske idéarv. Det er det ikke. Det er snarere en spejling af, at det ikke lykkedes at "skabe" det "velfærdsstatslige menneske". Derfor blev den klassiske velfærdsstat en historisk parentes.

Med denne titel og med undertitlen "Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv" udgav jeg i januar en bog på Syddansk Universitetsforlag.
Baggrunden var socialdemokratiske politikeres mange ideologiske indspark til diskussionerne i forlængelse af den såkaldte "Carina-sag". Jeg var fascineret af deres synspunkter, fordi de spejler det særlige tankesæt, der nu i snart mange år har præget stort set alle politikere og embedsmænd. Med den franske sociolog Bourdieus betegnelse har det fået status af en 'pensée unique', som ingen sætter spørgsmålstegn ved, og som fremtræder som begrundelse for det, der 'er nødvendigt'.

Det er et tankesæt, der sætter den arbejdende befolkning i centrum, ændrer solidaritetsbegrebet, gør arbejdsmarkedsdeltagelse til alfa og omega, begrunder udstrakt anvendelse af incitamenter og sanktioner, betoner pligt forud for ret, understreger samfundet på statens bekostning, peger på målretning af de sociale ydelser, erstatter det fælles med det individuelle ansvar, fremhæver quasi-markeder og konkurrence.

I den fundamentale dagsorden er der - bevidst eller ubevidst - indbygget den ikke udtalte forudsætning, at der ikke længere i samfundet er plads til dem, som ikke står tidligt op hver dag for at gå på arbejde og knokler for at få arbejdstid og privatliv til at hænge sammen. Afhængighed er et fyord, som 'pæne mennesker' må lægge afstand til; men herved brydes den fundamentale sammenhæng mellem afhængighed og etik.

Fra at være genstand for medfølelse og medlidenhed er de afhængige blevet syndebukke, genstand for fortørnelse og vrede. Tankesættet har rod i 80'ernes diskussioner af såkaldt 'modernisering', som dækkede over forsøg på at italesætte en ny 'dansk model', der skulle erstatte velfærdsstaten. Socialdemokraterne var mere end skeptiske, men gradvis konverterede de til den nye måde at tænke samfund på.

Og det er just det, der gør deres synspunkter interessante, fordi de som konvertitter har et behov for at se deres nye tro som en kontinuerlig fortsættelse af den, de tidligere havde. Heroisk ville de vise, at den nye tro spejlede socialdemokratisk arvegods. Det var forkert, det er forkert, og det bliver ikke mere rigtigt af at blive gentaget. Det er det, jeg viser i Pligt & Ret, Ret & Pligt. Og så prøver jeg at forstå, hvorfor dette perspektiv i den grad er brændt igennem.

Normskred
Om end forskelligt formuleret er der enighed mellem gamle K.K. Steincke, den senere udenrigsminister K.B. Andersen og et socialdemokratisk debatoplæg fra 2012 om, at en velfærdsstat kun kan fungere, hvis mennesker er generøse, mådeholdne og arbejdsvillige. Velfærdsstaten forudsætter, at menneskenes børn opfører sig på en bestemt måde. Den fungerer kun, hvis der er normer, som holder os alle på dydens smalle sti. Derfor genoptog Poul Nyrup Rasmussen i 1996 en tidligere tids tale om et "norm- og værdiskred".

"Normskred" og "krævementalitet" kom igen på dagsordenen med "Carina-sagen".
Under alle omstændigheder må de omlægninger i social- og arbejdsmarkedspolitikken, der er sket siden slutningen af 80'erne ses som en reaktion på politikernes opfattelse af, at menneskenes børn ikke nødvendigvis agerer, som præsten prædiker. Samfundsmennesket blev kvalt af det økonomiske menneske. Derfor kunne den klassiske velfærdsstat ikke overleve.

Solidaritetsbegrebet
Allerede under legitimitetskrisen spurgte mange, om vi virkelig alle var i samme båd. Så begyndte en gradvis opløsning af et fællesskab, der blev erstattet af en "os-og-dem"-tænkning, som har været på fremmarch siden midten af 1990'erne.
Hensynet til blå Bjarne, den arbejdende befolkning, vandt i stigende grad frem på bekostning af dem på "passive ydelser". Hvis man troede bare at kunne få af samfundet, var det, sagde Helle Thorning Schmidt, en stærk provokation over for de hårdt arbejdende lønmodtagere.

Den enkeltes arbejdsvilje var grundlag for samfundets sammenhængskraft og ville, understregede Claus Hjort Frederiksen, blive svækket, hvis ikke der blev skabt den fornødne respekt over for dem, der deltog i arbejdslivet, skabte værdierne i samfundet og påtog sig et ansvar. Den enkeltes vilje til arbejde udgjorde samfundets byggesten, mens den offentlige forsørgelseskultur førte til dets svækkelse. Der er ikke stor forskel i retorikken hos Claus Hjort Frederiksen, Helle Thorning og senere Thor Möger Pedersen.

Mens kontanthjælpsmodtageren tidligere blev set som et offer, var det nu betaleren, der indtog denne rolle, mens kontanthjælpsmodtageren blev set som norm- og moralbryder - den nye syndebuk. En gradvis opbygning af en modsætning mellem dem, der påtager sig deres ansvar for at bidrage, og dem, der reduceres til at være "de krævende".

Aktivering
Fra slutningen af 80'erne var det fælles mål, at passive ydelser skulle gøres aktive. Ikke mindst de borgerlige partier førte sig frem med ønsker om, at man skulle yde for at kunne nyde, "noget-for-noget".

Socialdemokraterne havde det svært med pligtbegrebet og ikke mindst med sanktioner. Det var på det tidspunkt (1989) faktisk den konservative Henning Dyremose, der ytrede sin glæde over, at socialdemokraterne havde været i de gamle annaler og genfundet princippet om "ingen rettigheder uden pligter og ingen pligter uden rettigheder". Det var ikke et argument, socialdemokraterne tog i deres mund før i midten af 90'erne.De stod endnu fanevagt om samfundsforpligtelsen, alt imens idéen om individuelt ansvar tordnede frem.

Kun tøvende og som led i en kompromispolitik tog Socialdemokratiet aktiveringstanken til sig; men den blev bærende for Nyrup Rasmussens regeringer i 90'erne. Ikke mindst blev den socialdemokratiske retorik stærkt påvirket af David Milibands - rådgiver for Tony Blair - bog Reinventing the Left fra 1994. Man var især glad for Gordon Browns understregning af, at statens sande rolle var at fremme - ikke at erstatte - den personlige ansvarlighed.

Velfærdsstaten skulle ikke være et sikkerhedsnet, men en trampolin. Også Browns begreber "det enkelte menneskes potentiale" og "fællesskabet" er efterfølgende blevet skamredet i den danske politiske drøftelse.

Socialdemokratiet søgte endnu i 1993 at fastholde tanken om samfundets ansvar, at gå på kattepoter, når det handlede om pligt og at nedtone betydningen af sanktioner. Det blev Lov om aktiv socialpolitik fra 1997, der tegnede det grundlæggende skred i den socialdemokratiske position. "Ret og mulighed" blev nedtonet til fordel for "ret og pligt".

Incitamentstænkning
Incitamentstænkningen og sanktionstanken har altid været hos os i den ene eller den anden form, men den er selvsagt blevet forstærket med væksten i antallet af helårspersoner på overførselsindkomst. Incitamentsargumentet springer ud af spændingen mellem på den ene side et privatøkonomisk rationale som styrende for menneskelig adfærd og på den anden side den gøren og laden, "velfærdsmennesket" vil udfolde.

Tanken om de økonomiske tilskyndelsers betydning vandt især frem under Fogh Rasmussens regeringer og var i ikke ringe grad rettet mod især "de fremmede" - mere "dem-og-os"-tænkning.

00'erne blev præget af en forestilling om, at alle reagerede på incitamenter (og sanktioner). Det rationelt agerende økonomiske menneske var det grundsynspunkt, der bar politikken. Incitamenter og sanktioner passede som hånd i handske til Dansk Folkepartis ønske om at reducere indvandring. Søren Krarup (DF) sagde i forbindelse med oppositionens beslutningsforslag om afskaffelse af starthjælpen:

"Vi skal alle arbejde og tjene til vores brød, og vil vi ikke lære det med det gode, er samfundet naturligvis berettiget til at lære os det med det onde, det vil sige med tvang og krav ...
... for ethvert tænkende menneske står det jo også klart, at der naturligvis kommer flere i arbejde, når man drives til det af økonomisk fordel, naturligvis. Man skal være fortabt i alskens ideologisk fantasteri for at betvivle denne grundlov for menneskelig adfærd."

Socialdemokraterne gik tøvende med og talte på den ene side om, at man havde "hegnet bestående ydelsesniveauer ind", men på den anden side "sådan, at vi har øget incitamentet til arbejde". Vi skal frem til 2006, før Socialdemokraterne for alvor tog afstand fra den intensive dyrkelse af sanktioner og incitamenter - kulminerende med afskaffelsen af de såkaldte "fattigdomsydelser", da Thorning-Schmidt-regeringen i 2011 var tiltrådt; men det ændrede ikke Socialdemokratiets retorik. Det skulle, fastslog statsministeren, være sådan, at man tjente mere ved at gå på arbejde end ved at være på en ydelse.

"Pligt-og-ret" - en socialdemokratisk grundværdi?
Det gamle socialdemokratiske mantra "Gør din Pligt og kræv din Ret", som var vævet ind i de røde faner, havde ikke noget at gøre med den nutidige "pligt-og-ret"-tanke. Det drejede sig om kampen mellem "manden med rettigheder uden pligter" og "manden med pligter uden rettigheder" - klassekampens strid om privilegiernes fordeling. Intet andet.

I den tidlige danske lov om alderdomsunderstøttelse optrådte et sæt af værdighedskriterier, som dels erstattede ønsket om en direkte betaling i en forsikringsordning, dels spejlede ønsket om en forudgående "sædelig vandel", som kvalificerede den enkelte som "værdigt trængende".

Ej heller mellemkrigstidens Stauning-styrede år indeholdt en "pligt-og-ret"-forståelse svarende til den aktuelle. I det omfang, der taltes om pligt, drejede det sig først og fremmest om, at den enkelte var moralsk forpligtet til at forsørge sig og sine ved sit arbejde - grundlovens krav. Det var alle partier enige om. Det var en fælles opfattelse - ikke noget specifikt socialdemokratisk.

Når pligt, tvang og ansvarsfølelse for alvor trådte frem, var det mest i en borgerlig retorik, mens socialdemokraterne i langt højere grad havde taget Steinckes rettighedstanke til sig. Socialdemokratiets opgave var at stille krav til retsstaten om rettigheder - ikke som nådegave, men som en soleklar ret begrundet i en bunduretfærdig fordeling.

Med velfærdsstatens fremvækst i 60'erne forsvandt retsvirkningerne og skellet mellem værdigt og ikke-værdigt trængende. Der skulle ikke deklasseres. Ingen talte om dem, "der kunne, men ikke ville". Også de sidste elementer af en egentlig forsikring som skulle opdrage til ansvarlighed og selvfølelse blev elimineret. Den, der blev "forsørget" af det offentlige, var en ligeværdig borger.

"Pligt-og-ret", som udtrykket i dag anvendes, er af langt nyere oprindelse. Det stammer dels fra regeringsgrundlaget fra 1993, dels - i en mere ideologisk forstand - fra socialdemokraters forsøg på i midten af 90'erne at komme til rette med den aktiveringspolitik, de nu for alvor havde taget til sig, og som man uden historisk belæg søgte at identificere med de røde faners paroler.

Det er ikke sådan, at de borgerlige partier talte om "noget-for-noget", mens "pligt-og-ret"-metaforen var socialdemokratisk. Claus Hjort Frederiksen gjorde flittigt brug af tanken om en "ret-og-pligt"-aftale, og i mange udsagn ligger han tæt på fx Mette Frederiksens formuleringer.

Det socialdemokratiske rod i brugen af tankegangen fandt klart udtryk i 2007/08. Partiet lancerede under valgkampen i 2007 sine herostratisk berømte 29 velfærdsrettigheder, der blev fulgt op af tre unge socialdemokraters udformning af 29 velfærdspligter. Pudsigheden blev efterfølgende komplet, da Mette Frederiksen i sine teser understregede, at pligt gik forud for ret, mens Helle Thorning med sine 9 progressive valg gjorde et heroisk forsøg på at holde skindet på næsen.

Værdigt og ikke værdigt trængende
Opgaven bestod i at belønne dem, der kunne og ville, straffe dem, der kunne, men ikke ville, mens de, der ville, men ikke kunne, skulle hjælpes. Sådan sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i 2007. Det er stort set samme formulering, man finder hos den nu tidligere socialminister Karen Hækkerup i hendes skelnen mellem "dem, der kæmper for at finde et arbejde, men som bliver mødt af afslag og skuffelser" og dem, "som kan, men ikke vil".

Det var en formulering båret af tidsånden; men den er interessant, fordi den - sammen med andre udsagn - fører tanken hen på skellet mellem "værdigt" og "ikke værdigt" trængende, som den blev udfoldet i den sidste del af det 19. århundrede. Ikke mindst erindrer man sig den tankeverden, der prægede den kristne filantropi. Man bemærker også det fælles træk med den aktuelle retorik, at "tvangen" eller "kærlige krav om ret og pligt" udøves både for samfundets og den enkeltes egen skyld.

Socialdemokratiets holdning til staten
Socialdemokratiske politikere erindrede os om, at Socialdemokratiets udgangspunkt i forhold til staten var mistro. Også det er en tvivlsom omgang med historien. Det er da sandt, at de første socialister så staten som magthavernes bastion; men det er i sammenhængen mere interessant, at den danske arbejderbevægelse fra de allerførste dage rejste reformkrav til staten. Det var ikke krav, "der er uigennemførlige i den nuværende Stat", skrev Peter Knudsen.

Statsskepsis var i bedste fald et minoritetssynspunkt, der blev forfægtet af en venstreopposition i partiet uden politisk indflydelse. "Skepsishypotesen" holder ikke vand. I modstrid med den marxistiske ortodoksi ville det danske socialdemokrati anvende det bestående statsapparat som afsæt for sine ændringsønsker, og det er en tanke, der har været fastholdt gennem hele Socialdemokratiets historie.

Personligt og kollektivt ansvar
Allerede før velfærdsstaten blev sat i søen advarede Venstre mod sociallovgivningens ansvarsforflygtigende virkninger. Offentlig forsørgelse svækkede den individuelle ansvarlighed. Derfor skulle pligt gå forud for ret.

Under velfærdsstatens fremvækst blev det individuelle ansvar i den grad nedtonet til fordel for samfundets pligt og ansvar; men betoningen af den personlige ansvarlighed har siden 80'erne fået stadig større vægt. Det synes at være et fælles gods for de politiske partier, og det spejler selvsagt velfærdsstatens vanskeligheder. Den enkeltes personlige mangler og brist fremtrådte med større tydelighed end de sociale vilkår og det sociale miljø som baggrund for sociale problemer.

Nyrup understregede i 1996, at det var nødvendigt, at den enkelte tog ansvar for det "der rækker ud over vores hæk og havelåge" - ansvar for "den anden" - personligt ansvar, og Karen Jespersen advarede mod en stat, der blev eneansvarlig for løsningen af velfærdsproblemerne. Det er her, man finder rødderne til det, der i dag måske kunne kaldes Socialdemokratiets "statsskepsis", men den var nu længe forinden blevet næret både af venstrefløjspartierne og af Venstre.

Frit valg
Mens "pligt-og-ret" er et forsøg på at modvirke enkeltindividernes trang til at opnå et givet resultat med den mindst mulige indsats, spejler tankerne om frit valg netop en imødekommenhed over for det økonomiske menneskes forventning om selv at kunne vælge - at være kunde snarere end at være borger med ansvar for helhed og fællesskab. Tanken spejler den individualisering af samfundet, der har fundet sted.

Fritvalgstanken er først og fremmest båret frem af de borgerlige partier, mens Socialdemokratiet kun tøvende fulgte med. Endnu mens debatten i midten af 90'erne bølgede i Socialdemokratiet, konstaterede Poul Nyrup, at de unge havde svært ved at komme til rette med "forsørgersamfundets kollektivisme". Derfor pegede han på den enkeltes valgmuligheder som vejen til større ansvarlighed. Det var en begyndende bevægelse væk fra den klassiske velfærdsstats vægt på kollektiv produktion og levering for at undgå markedsalternativer.

Tanken om frit valg bygger på det syn på statens rolle, at den skal sikre den enkeltes mulighed for uafhængig handling. Valget tillægges en metaværdi. Den, der kan vælge, har indflydelse - forbrugeren får magten. Den, der søger om en ydelse, er klient - for ikke at sige supplikant.

Tanken om frit valg blev lanceret i 1982 i Poul Schlüters åbningstale. Den blev et centralt idékompleks i de borgerlige regeringers såkaldte modernisering, men man pendulerede mellem en meget forsigtig omgang med begrebet af hensyn til den store "velfærdskoalition", der stod vagt om den klassiske velfærdsstat, og en mere håndfast tale om systemændringer.

Da de nordiske socialdemokrater havde offentliggjort deres rapport Förnya den offentliga sektorn, fik de borgerlige blod på tanden. Ikke mindst rapportens tale om "en ny nordisk model" åbnede for initiativer. Det offentlige blev i stigende grad set som leverandør og borgeren først som bruger, så forbruger og endelig som kunde. Man italesatte "den nye danske model".

Det blev imidlertid ved tankerne, fordi regeringen faldt på Tamil-sagen. De socialdemokratiske regeringer var i 90'erne ret så forsigtige, fordi frit valg, og hvad der i øvrigt knyttede sig til det begreb, var et politisk ømtåleligt tema.
Der opstod da også voldsom uro i Socialdemokratiet i midten af 90'erne. Ledelse og fodfolk var på konfliktkurs; men noget nyt var under opsejling.

Da de borgerlige partier tog over som regeringsbærende, kom der skub i det frie valg.

Socialdemokraterne dansede lidt på knivens æg, men gik dog tøvende med. I principprogrammet fra 2004 hed det således: "I takt med at velfærdssamfundet har givet mennesker mulighed for at forfølge deres drømme, lægger mennesker mere og mere vægt på at være individer. De vil vælge selv, og de vil vælge forskelligt. Den frihed skal vi sikre". Princippet stod ikke længere til diskussion, men nok udformningen.

Velfærdsstatens selvdestruktion?
Der er i den klassiske velfærdsstat indbygget en række dilemmaer, som grundlæggende spejler spændingen mellem en privatøkonomisk rational adfærd og den adfærd, velfærdsstaten kræver af os. I samme grad den økonomisk rationelle adfærd vinder overhånd, er velfærdsstaten i dens klassiske udformning truet. Det er den i sig selv, og det er den så meget desto mere, fordi de enkeltes landes økonomi er stærkt påvirket af forstærket international konkurrence, de internationale finansmarkeders funktion, behovet for at sikre af finanspolitisk holdbarhed, mulige normændringer, demografisk pres, international mobilitet osv.

Den klassiske velfærdsstat var i bund og grund et moralsk projekt, og moralske projekter har det svært. Syndefaldet har nu en gang fundet sted.

Når politikerne i stigende grad gennemfører ændringer, der betoner vores pligter og kalder på vores ansvar, signalerer det, at deres opfattelse er, at vi ikke som aktører agerer som velfærdsstatslige borgere, men i højere grad er tilbøjelige til at sælge trepattede køer i Jesu navn. Er det udtryk for, at der i velfærdsstaten har været iboende selvdestruktive kræfter?

 

Dokumentaion Artiklen bygger på en omfattende analyse offentliggjort i Jørn Henrik Petersen, Pligt & Ret, Ret & Pligt, Refleksioner over den socialdemokratiske idearv, Syddansk Universitetsforlag 2014
MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK