Debat

Tættere samarbejde mellem handelshøjskoler og erhvervsliv efterlyses

DEBAT: Der skal skabes bedre samarbejde mellem erhvervslivet og handelshøjskolerne. Med CBS i spidsen bør handelshøjskolerne satse på anvendelsesorienteret forskning frem for teoretiske diskurser. Det mener professor Caspar Rose fra CBS.
Foto: Julie Charlotte Christensen/Altinget.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Fakta

Caspar Rose er til daglig professor på Department of International Economics and Management, CBS, hvor han er tilknyttet Center for Corporate Governance. Hans forskning drejer sig om samspillet mellem direktion, bestyrelse og ejere.

Caspar Rose har haft orlov en årrække, hvor han bl.a. har arbejdet i Dansk Industri og Danske Bank, hvilket har givet ham et solidt kendskab til erhvervslivets praktiske udfordringer.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Skriv til [email protected]

Af Caspar Rose,
professor, CBS

Handelshøjskoler som CBS kan aldrig konkurrere med eliteuniversiteter som Harvard, Stanford, MIT etc., men vi kan gøre det vi er bedst til, nemlig at uddanne fremtidens danske ledere. Dette indebærer dog et langt tættere samarbejde mellem handelshøjskoler og erhvervslivet.

Mere samarbejde med erhvervslivet
Samarbejdet mellem erhvervslivet og handelshøjskoler er ofte sporadisk og i høj grad baseret på personlige relationer mellem den enkelte forsker og kontakter i erhvervslivet.

Vi har behov for et langt mere struktureret samarbejde, som kan danne rammen om sponsorering fra erhvervslivets side af vores forskning. Det er nødvendigt, at vi forskere ikke lever i en osteklokke, men at vi er lydhøre over for ideer og tanker fra erhvervslivets side.

Det betyder ikke, at erhvervslivet skal diktere vores forskning. Forskning og erhvervskontakt udelukker imidlertid ikke hinanden, hvilket dog også betyder at erhvervslivet i højere grad bør støtte forskningsprojekter på handelshøjskolerne økonomisk.

Ned fra tårnet
Forestiller man sig eksempelvis en antropolog, som studerer tibetansk kultur, så kan en sådan forskning kun give mening, hvis antropologen har levet blandt tibetanerne og derved har fået en forståelse af deres levevis på tætteste hold. Vi laver utrolig værdifuld forskning, men jeg er ikke sikker på at erhvervslivet rent faktisk har kendskab til vores videnskabelige landvindinger f.eks. på CBS. Samarbejdet bør således intensiveres til begge parters fordel.

Forskere har behov for at vide, hvad der rent faktisk foregår derude i erhvervslivet, i stedet for at isolere sig i deres elfenbenstårne. Forskere skal gives incitamenter til at arbejde en kortere periode i virksomhederne, hvilket kan medvirke til at de opnår nye banebrydende ideer inden for deres eget forskningsområde. Jeg har selv haft utrolig stor glæde af at arbejde i både Dansk Industri og Danske Bank, da jeg tog orlov fra CBS et par år.

Alt for meget forskning på handelshøjskolerne bliver ikke videreformidlet til erhvervslivet. Værdifuld forskning risikerer at blive spildt, hvis ikke samarbejdet mellem forskere og erhvervslivet styrkes markant. Landets handelshøjskoler med CBS i spidsen bør i højere grad satse på anvendelsesorienteret forskning, frem for teoretiske diskurser i få internationale tidsskrifter, som ingen af samfundets beslutningstager overhovedet har hørt om eksisterer og som overhovedet ikke rykker i praksis.

Tid til forandring
Tiden er moden til et opgør med tidligere tiders berøringsangst over for erhvervslivet. Der er med andre ord et stærkt behov for, at CBS genopfinder sig selv som en ægte handelshøjskole, uanset om det skal udtales på dansk eller engelsk.

Det er centralt at vi samtidig styrker den tværfaglige tilgang vi har i mange af vores studieretninger bl.a. inden for fagområder som; jura, filosofi, sociologi, historie og politologi. CBS har stor fordel af at trække på disse videnskaber, hvor vi kan integrere dem med traditionel erhvervsøkonomi.

Endelig vil jeg arbejde på, at forskere på CBS i højere grad belønnes for deres videnskabelige publikationer, hvad enten det sker i topjournals eller som solide monografier. Den ene publiceringsform udelukker ikke den anden dvs. der er brug for begge typer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Caspar Rose

Advokat, associate professor
ph.d. i finansiering (CBS), cand.jur. (Københavns Uni.), cand.merc. (Handelshøjskolen i København)

0:000:00