Universiteter: Fjern fejlfinderne

Af Susanne Bjerregaard
Direktør, Danske Universiteter

Universitetspolitik er blevet landspolitik. Og det projektørlys, der fejede over folkeskolerne, rettes nu i stigende grad mod gymnasierne og de videregående uddannelser – herunder universiteterne. Hvad skal de gøre godt for, hvad skal de holde op med, hvad skal de gøre mere af, og hvorfor skal det koste så meget?

Synspunkter på de overordnede mål, på strukturen, på faglighederne, på effektiviteten og på diverse samfundshensyn hvirvler mellem hinanden på en måde, der bringer mindelser om Alice i Eventyrland.

Én aktørs ønske om særlige fagligheder og/eller uddannelser imødegås af en anden aktør med et angreb på - eller forsvar for - en bestemt måde at organisere processen på, mens mere eller mindre begrundede forudsigelser om det fremtidige arbejdsmarked mødes med henvisninger til overordnede mål og samfundshensyn, der angiveligt er vigtigere, end hvad konkrete studerende har valgt at lære - eller kan få et job ud af at have lært.

Engageret og effektiv ledelse
Det korte svar på forvirringen er, at universiteter i den grad har brug for engageret og effektiv ledelse. Uden en ledelse, der formår at holde blikket stift rettet mod en lang række hensyn, der skal balanceres i forhold til hinanden, vil et universitet blive kastet hid og did, som vinden blæser og (nyheds)strømmen rammer dem.

Ledelse og ansatte har brug for masser af dialog med omverdenen for at kunne finde præcis dén balance, som passer allerbedst til det enkelte universitet, dets historik, dets ressourcer, dets faglighed og dets geografiske placering.

Uden en ledelse, der formår at holde blikket stift rettet mod en lang række hensyn, der skal balanceres i forhold til hinanden, vil et universitet blive kastet hid og did, som vinden blæser og (nyheds)strømmen rammer dem.

Susanne Bjerregaard
Direktør, Danske Universiteter

Men der er faktisk ikke brug for ret meget af den styring og kontrol, som de gode viljer efterhånden har pakket universiteterne uhjælpeligt ind i. Danske universiteter er i høj grad i international konkurrence om at tiltrække og fastholde excellente forskere.

Og de er i konkurrence med hinanden om at tiltrække og fastholde dygtige og engagerede studerende, der satser på, at en bestemt uddannelse fra et bestemt universitet bliver deres billet til et godt job og en meningsfuld fremtid. Så universitetsledelserne – fra bestyrelse og rektor til forskningsledere og studieledere – er topmotiverede til at levere det allerbedste, de overhovedet evner og kan finde ressourcerne til.

Mandagstrænere for universiteterne
Universitetsledelse er hundesvært. Hele omlægningen til et system med eksternt dominerede bestyrelser og ansatte ledere med ansvar for at få det bedste ud af hele institutionen og alle dens fagligheder havde præcis dette rationale:

Universitetsledelse skal gøres af folk, der har øvet sig. Selvfølgelig kan og skal politikere udstikke overordnede mål og rammer. Selvfølgelig skal man lytte til de ønsker og forventninger, der kommer fra organisationer, virksomheder og enkeltpersoner.

Men drop dog de fleste af alle de fejlfindere, der bruger en masse af deres egen og endnu mere af universiteternes tid på at være mandagstrænere for universiteterne. Universiteter, der helst vil bruge kræfterne på fremragende forskning, kvalificerende uddannelser og videnformidling, der kan skabe værdi i den private og offentlige opgaveløsning.