Debat

17 borgmestre og regionsrådsformand: Vi har behov for RUC

DEBAT: RUC leverer kvalificeret arbejdskraft og skaber udvikling og innovation via samarbejder med offentlige og private parter. Det er nogle af grundene til, at vi har brug for RUC, skriver alle borgmestrene og regionsrådsformanden fra Region Sjælland.

En række politikere går i rette med den kritik af RUC, som har floret  siden sommeren. De fremhæver i dette indlæg, at der er behov for RUC på Sjælland.
En række politikere går i rette med den kritik af RUC, som har floret  siden sommeren. De fremhæver i dette indlæg, at der er behov for RUC på Sjælland.Foto: Ruc
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af borgmestrene og regionsrådsformanden i Region Sjælland
Se fuld afsenderliste i dokumentationsboks

Et byråd, der bliver klogere på hvordan man øger organisationens innovationskraft ved at inddrage borgere og virksomheder.

Dialog og samskabelse, der skaber bedre vilkår for sårbare og socialt udsatte.

Forståelse for hvordan virus agerer, der kan være motor for tilpasning af vores sundhedsvæsen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Indsigt i fødevaresystemer som drivkraft for lokal vækst. Nye løsningerne på globale klimaudfordringer via lokale indsatser.

Det er bare nogle af grundene til, at vi på Sjælland har behov for RUC.

I kampen om tal må vi bare ikke glemme, hvilken rolle et universitet som RUC også spiller for en hel region.

Borgmestre og regionsrådsformanden i Region Sjælland

RUC giver kvalificeret arbejdskraft
Som region sætter vi fokus på viden og kompetencer, og vi skal have uddannelser på alle niveauer i regionen. RUC uddanner årligt cirka 1100 kandidater og 1000 bachelorer med en lang række forskellige kompetencer.

RUC giver os kvalificeret arbejdskraft. Og vi får uddannelsesmuligheder til nogle af de talenter, der ikke vil flytte til hovedstaden.

RUC har her i sensommeren været under kraftig beskydning for at halte på kvaliteten af uddannelserne, blandt andet på baggrund af tal om ansøgere, beskæftigelse for nyuddannede og internationale rankings.

Universitetet skal selvfølgelig udvikle sig. I kampen om tal må vi bare ikke glemme, hvilken rolle et universitet som RUC også spiller for en hel region. Det handler om tilgængelig viden af høj kvalitet.

Læs også

Virksomheder over hele Danmark mangler arbejdskraft – det gælder også Region Sjælland, og der er behov for at fastholdelse og udbygge særligt videregående uddannelser i regionen.

Region Sjælland har et lavere antal videregående uddannelser end andre regioner, derfor har vi brug for RUC såvel som andre videregående uddannelser. 

Det er nemlig en forudsætning for et Danmark i balance, og at vi i Region Sjælland fortsat kan uddanne og tiltrække kandidater med de rette kvalifikationer til regionens arbejdspladser.

Samarbejde fører til udvikling
Samtidig spiller universitetet sammen med regionale uddannelsesinstitutioner og SDU en nøglerolle, når det kommer til at få viden ud i virksomheder – ikke bare i form af højt kvalificeret arbejdskraft, men også som sparring, der fører til udvikling og innovation.

Det sidste bygger på forskning på internationalt niveau, som gør det muligt at trække ressourcer og viden til regionen.

RUC har i mange år engageret sig i regionale og kommunale samarbejdsprojekter med både offentlige og private partnere.

I de senere år har RUC styrket sit regionale samarbejde yderligere ved at indgå langsigtede strategiske partnerskaber med aktører i regionen – fra Region Sjælland, over en række kommuner som Roskilde, Guldborgsund, Odsherred, Kalundborg, Næstved og Sorø, til erhvervsnetværk og enkeltorganisationer, og vil fortsætte og udvikle dette arbejde i årene der kommer, så RUC bliver et stærkt og nærværende universitet for hele Sjælland.

Det værdsætter vi på Sjælland.

Regionen har behov for RUC – og vi håber, at alle I, som også ønsker udvikling over hele landet, kan se værdien i et samarbejdende universitet. Et universitet, som kan agere i den regionale virkelighed, vi alle er del af.

Dokumentation

Afsendere
Tomas Breddam (A), borgmester i Roskilde Kommune

Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune

Carsten Rasmussen (A), borgmester i Lejre Kommune

Carsten Rasmussen (A), borgmester i Næstved Kommune

Christina Krzyrosiak Hansen (A) borgmester i Holbæk Kommune

Gert Jørgensen (C), borgmester i Sorø Kommune

Henrik Hvidesten (V), borgmester i Ringsted Kommune

Holger Schou Rasmussen (A), borgmester i Lolland Kommune

John Brædder (L), borgmester i Guldborgsund Kommune

John Dyrby Paulsen (A), borgmester i Slagelse Kommune

Marie Stærke (A), borgmester i Køge Kommune

Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune

Mikael Smed (A), borgmester i Vordingborg Kommune

Niels Hörup (V), borgmester i Solrød Kommune

Ole Vive (V), borgmester i Faxe Kommune

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune

Thomas Adelskov (A), borgmester i Odsherred Kommune

Heino Knudsen (A), formand for Regionsrådet i Region Sjælland


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00