Aalborg Universitet: Klimaudfordringer kalder også på humanistisk forskning

DEBAT: Politikere og embedsmænd lytter ofte kun til naturvidenskabelige anbefalinger til klimaindsatser. Men skal man forstå en menneskeskabt klimakrise, kræver det også forskning i mennesker, skriver David Budtz Pedersen og Henrik Halkier.

Af David Budtz Pedersen og Henrik Halkier
Henholdsvis professor med særlige opgaver og dekan på Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet 

Det er nødvendigt at give humaniora og samfundsvidenskab en mere fremtrædende rolle i kampen mod klimaforandringer. Den gamle adskillelse mellem hårde og bløde videnskaber er ikke længere relevant. Derimod må der bygges bro mellem de teknisk-naturvidenskabelige discipliner og den humanistiske forskning.

Det siger måske sig selv, at forståelsen af menneskeskabte klimaforandringer kalder på forskning i mennesker. Men faktisk har store dele af klimaforskningen indtil videre været drevet af naturvidenskab og økonomi. Det kan den danske regering lave om på med en ny ambitiøs satsning på forskning i bæredygtige klimaløsninger.

Den menneskelige faktor
Regeringen har besluttet at øremærke en milliard kroner til forskning, som kan bidrage til at løse klimaudfordringen. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen sagde i forbindelse med initiativet, at de nye forskningsmidler skal bruges til at forske i, hvordan vi får mere bæredygtigt byggeri og transport, hvordan vi kan lagre CO2 og skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion. Men at det også er vigtigt for regeringen, at vi tænker den grønne forskning bredere, så den kommer til at omfatte kultur, arkitektur og design.

Vi hilsner denne udmelding velkommen. Ikke alene er det nødvendigt at forstå den menneskelige faktor bag klimaforandringer. Det er nødvendigt at overveje, hvordan der kan udvikles løsninger, der baserer sig på studier af menneskelig psykologi, adfærd, institutioner, normer og etik, og hvordan human- og samfundsvidenskaberne kan være med til at formgive bæredygtige løsninger.

FN's verdensmål er et godt udgangspunkt for at skabe tværvidenskabelige løsninger. Ikke alene indeholder målene et krav til at omstille økonomien og skabe mere bæredygtig teknologi og innovation. Verdensmålene medtænker den menneskelige faktor, for eksempel når det drejer sig om at etablere stærkere institutioner, skabe mere omstillingsparate samfund, fremme ligestilling og formulere alternative modeller for vækst og velstand.

Alligevel er der langt fra ord til handling.

Humaniora er fraværende
I en analyse af den forskning, der ligger til grund, når FN’s klimapanel (IPCC) kommer med anbefalinger til klimaindsatsen, fremgår det, at politikere og embedsmænd ofte kun lytter til et ganske lille udvalg af discipliner.

Især viser analysen, hvordan naturvidenskabelig forskning dominerer debatten om klimaforandringer, og hvordan brugen af samfundsvidenskab nærmest udelukkende er reduceret til økonomiske modeller. Humanistiske studier er stort set fraværende i den globale klimaindsats.

Det er naturligvis hverken forkert eller urimeligt, at der er behov for robuste, evidensbaserede klimamodeller, som kræver forskning i aerosoler, meteorologi og oceanografi. Men det er vigtigt, at samfundets syn på klimaet samt de klimaløsninger, som universiteterne er med til at udvikle, ikke bliver endimensionale.

I en artikel i det ansete tidsskrift Nature Climate Change bemærker forfatterne en række uheldige konsekvenser af dette snæversyn i debatten om klimaløsninger. Selve italesættelsen af klimaforandringer som et teknologisk og videnskabeligt problem kan mindske viljen til at foretage svære politiske beslutninger og tænke nye løsninger.

Resultatet er, at en stor del af den aktuelle debat om klimaløsninger nemt kommer til at handle om at forbedre de videnskabelige klimamodeller og skabe teknologiske løsninger. Derimod er de færreste beslutningstagere for alvor begyndt at tænke over, hvilken kultur, institutioner og menneskelige kompetencer der skal være til stede for at ændre forbrug, adfærd og lovgivning.

Klima som komplekst fænomen
Som svar på denne udfordring har førende internationale universiteter i de seneste år etableret uddannelser og forskningsenheder inden for humanistisk klimaforskning (environmental humanities).

Disse enheder arbejder med klimaet som et komplekst fænomen, der ikke kan afgrænses til det fysiske miljø, men har ophav i og konsekvenser for menneskelige beslutninger, kommunikation, erkendelse, arkitektur, planlægning, demokrati og rettigheder. Den danske regering kan med fordel lade sig inspirere.

Et eksempel er svenske Kungliga Tekniska Högskolan (KTH) i Stockholm, der har etableret et Environmental Humanities Lab, der arbejder med klimaløsninger på tværs af designtænkning, videnskabshistorie og kunst- og kulturvidenskab. Enheden arbejder ud fra den præmis, at klimaet er et komplekst fænomen, der manifesterer sig både i økosystemet, i økonomien, i sikkerhedspolitik, i kunst og design, i byplanlægning, litteratur, film og politiske bevægelser.

Kort sagt anser KTH klimaforandringer som et grænseoverskridende problem, der ikke kan placeres inden for enkelte fagdiscipliner, men som er forårsaget af og påvirker den menneskelige, sociale, biologiske og fysiske virkelighed i et kompliceret samspil.

Ane Halsboe-Jørgensen udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af regeringens nye forskningsprogram, at ”vi ikke kender alle løsningerne på miljø- og klimaudfordringerne. Men én ting er klart: Vi når kun i mål, hvis vi får hjælp fra forskningen.”

Netop fordi vi ikke kender alle løsninger, er det vigtigt at bruge hele den værktøjskasse, der findes på danske universiteter. Klimaløsninger kan findes gennem teknologiske gennembrud, men kan også have form af adfærdsforandringer og inddragende formidlings- og beslutningsprocesser.

Langtidsholdbar klimapolitik
De humanistiske videnskaber kan hjælpe til at forstå, hvordan forskellige samfund, stater og institutioner har forskellige syn på forandringer, risici og beslutninger. Medievidenskab kan kaste lys på, hvordan klimaforandringer fremstilles i medierne. Historievidenskab kan lære os, hvordan tidligere samfund har håndteret voksende befolkningstal og ændringer i klimaet.

Litteraturvidenskab kan skabe indsigt i, hvordan vi bearbejder ændringer i naturen gennem litterære og kunstneriske virkemidler. Filosofi kan bidrage til at udvikle en klimaetik, der drager omsorg for fremtidige generationers velfærd.

Kvalificeret humanistisk viden gør det med andre ord muligt at tilrettelægge en langtidsholdbar klimapolitik, der tager højde for den menneskelige faktor. Forskning i, hvordan vi modvirker menneskabte klimaforandringer, kræver naturligvis også forskning i mennesker.

Det kræver tid og ressourcer at udvikle nye tværfaglige videnmiljøer, der rummer kimen til fremtidens klimaløsninger. Men det kan lade sig gøre. Regeringen bør af denne grund se langt mere ambitiøst på, hvordan vi omsætter viden fra human- og samfundsvidenskaberne til brugbare klimaløsninger.

Kun gennem en tværvidenskabelig forskningsindsats kan politikere og beslutningstagere forvente bæredygtige klimaløsninger, der ikke alene respekterer demokratiske værdier, men som udnytter indsigter i menneskets kultur, natur, sprog og bevidsthed til at forme fremtidens samfund.

Forrige artikel Lægeforeningen: Få styr på offentlig forskning og skru ambitionerne op Lægeforeningen: Få styr på offentlig forskning og skru ambitionerne op Næste artikel Djøf: Nedskæringer vil besværliggøre fastholdelse af udenlandske studerende Djøf: Nedskæringer vil besværliggøre fastholdelse af udenlandske studerende
Dansk Energi: Vi skal udpege og dyrke grønne forskningsfyrtårne

Dansk Energi: Vi skal udpege og dyrke grønne forskningsfyrtårne

DEBAT: Danmarks skal fastholde og udbygge sin position som grønt foregangsland. Indsatsen skal rettes imod, der hvor vi ved, at vi har brug for teknologispring. Vi skal satse på at udvikle teknologi, der omdanner el til grønne brændstoffer, skriver Jørgen S. Christensen.