Aktører: Drop dimensioneringen og øg beskæftigelsestaxameteret

Af Henrik Halkier og Mads Eriksen
Hhv. dekan på Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet, og uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Det er på alle måder rimeligt at forvente, at en videregående uddannelse fører til et job.

Derfor er det også helt på sin plads, at der fra centralt hold laves regler og regulering, der sikrer den bedst mulige sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.

Fra såvel uddannelsesinstitutionerne som aftager-organisationerne er vi interesserede i modeller, der motiverer uddannelsesinstitutionerne til at tage et ansvar herfor.

Spørgsmålet er blot, hvor mange instrumenter der skal være for at sikre det samme. Er der for eksempel brug for både beskæftigelsestaxameter og ledighedsdimensionering?

Dimensionering har virket
Lad os sige det med samme: Dimensioneringen af uddannelserne siden 2014 har virket efter hensigten. Der er kommet en bedre sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel.

Det svarer lidt til at bede uddannelserne om at køre af sted på motorvejen ved hjælp af bakspejlet.

Henrik Halkier og Mads Eriksen
Hhv. dekan på Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet, og uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Evalueringen af dimensioneringen viser, at den har flyttet studerende fra uddannelser med høj ledighed til uddannelser med bedre beskæftigelse.

Ifølge Uddannelses- og Forskningspolitisk Redegørelse fra 2018 er de dimensionerede uddannelser reduceret med cirka 25 procent, hvilket i 2017 svarede til et årligt fald på cirka 5.000 studerende fra disse uddannelser.

Da der alt andet lige går mindst fem år, fra at de studerende bliver optaget på universitetet, til de er færdige som kandidater, vil vi først i de kommende år for alvor begynde at se resultaterne af det ændrede studieoptag.

Der mangler lokalt incitament
Problemerne med dimensioneringen er dog til at få øje på. For det første er der tale om en national dimensionering.

Hvis for eksempel en uddannelsesinstitution knækker koden og får sine kandidater i job, vil uddannelsesinstitutionens uddannelser fortsat være dimensioneret sammen med landets øvrige uddannelser.

Der er stor forskel på arbejdsmarkedet i de forskellige dele af landet. Det ser vi lige nu eksempler på, for eksempel erhvervsakademiernes datamatikeruddannelser.

Den nationale dimensionering betyder således, at der ikke er et incitament for den enkelte uddannelsesinstitution til at gøre en særlig indsats for at få dimittenderne fra de enkelte uddannelser i beskæftigelse.

Og da uddannelsesinstitutionerne ikke har mulighed for at omfordele studiepladser mellem uddannelserne ud fra en vurdering af udviklingen af efterspørgslen på højt kvalificerede medarbejdere, står dimensioneringssystemet dårligt egnet til at følge aktuelle tendenser på arbejdsmarkedet.