Ahlers bryder praksis i Folketings-debut: Alle skal med til forhandlinger

FORSKNINGSMIDLER: Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) fik debut i Folketinget fredag, hvor Enhedslisten fik ministeren til at indbyde partiet til forhandlinger om forkningsreserven, som de blev udelukket fra sidste år.

Toke Gade Crone Kristiansen

Folketinget lagde fredag formiddag ud med at behandle to forslag på den nye uddannelses- og forskningsministers område og gav dermed parlamentarisk debut til Tommy Ahlers som uddannelses- og forskningsminister.

Og iværksætteren og investoren, som kun havde haft lidt over et døgn til at sætte sig i ministerstolen og ind i området, blev straks bedt om at tage stilling til traditioner på området af Enhedslistens Eva Flyvholm.

”Vil ministeren bekræfte, at vi bliver inviteret med til forhandlingerne om forskningsreserven, ligesom traditionen er?” spurgte Eva Flyvholm med henvisning til forskningsreserven, en pulje, som sidst var på omkring en milliard kroner til forskellige offentligt finansierede forskningområder.  

Og Tommy Ahlers så ud, som om han var i vildrede og ikke helt havde nået at blive briefet om traditionerne om forskningsreserven. 

Efter flere sekunders tavshed sagde den nye minister: 

”Jeg synes, at I alle sammen virker meget, meget flinke, og jeg elsker diskussion, så det vil jeg gerne bekræfte, at I alle sammen bliver inviteret til,” og brød dermed den praksis, som regeringen sidste år indførte. 

EL og Alternativet blev smidt ud 
Sagen er nemlig den, at traditionen, om at alle Folketingets partier sammen uddeler midlerne fra forskningsreserven, blev brudt ved sidste års forhandlinger.

Sidste år blev både Alternativet og Enhedslisten holdt uden for hele forhandlingsprocessen og den efterfølgende aftale med henvisning til, at de to partier ikke har været med til at finde finansiering til midlerne via reformen om førtidspension og fleksjob.

Og Eva Flyvholm (EL) var også godt tilfreds efter debatten med den nye minister.

"Jeg er glad for, at vi kan starte på en frisk med den nye minister – og jeg kvitterer for, at vi kan være med i forhandlingerne om forskningsreserven til efteråret," sagde Eva Flyvholm. 

Men selvom "alle" altså kan deltage i forhandlingerne, så er der jo ikke nogen garanti for, at I kan være med i aftalen? 

"Så længe vi bare bliver inviteret med, så er det svært at se, hvorfor vi ikke også kan lave en samlet aftale," siger Eva Flyvholm.

Flyvholm forklarer, at Enhedslisten var enig i indholdet sidste år, selvom partiet altså ikke deltog i hverken sættemøde eller forhandlinger.

Debatten handlede om et beslutningsforslag fra SF om at oprette en forskningsenhed under Sundheds- og Ældreministeriet, som skal sikre forskning i psykofarmaka anvendt i børne- og ungdomspsykiatrien, et forslag, som SF har foreslået at finde finansiering til netop via forskningsreserven.

Forslaget fandt ikke meget opbakning i Folketinget, og heller ikke Enhedslisten ville støtte det, fordi det ville betyde, at forskningsreserven i sin helhed ikke kunne udmøntes i de kommende forhandlinger til efteråret, som netop traditionen foreskriver. 

Forskningsreserven ventes at være større til efterårets forhandlinger end de foregående år. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Tommy Ahlers

Bestyrelsesmedlem, Concito, iværksætter, fhv. MF og uddannelses- og forskningsminister (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 2001)

0:000:00