Analyse: Når Frederiksen taler om hjemmeproduktion af vacciner og værnemidler, er "hjemme" ikke nødvendigvis i Danmark

ANALYSE: Statsministerens signaler om hjemmeproduktion og selvforsyning skal ikke nødvendigvis forstås i en national kontekst. Mette Frederiksen (S) går ifølge Altingets oplysninger efter løsninger i EU-regi, når det gælder vacciner og værnemidler.

Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Coronakrisen har skubbet på en række politiske dagsordener, som allerede var på vej frem. En af dem handler om at hive produktion tilbage til nationalstaterne – og den del aktualiseres af pandemien.

Det satte statsminister Mette Frederiksen (S) en streg under tirsdag eftermiddag i Folketingets spørgetime. Her sagde hun, at Danmark står i en "uholdbar og sårbar" situation, fordi vi er afhængige af andre lande, når det gælder produktion af vacciner, værnemidler og andre former for medicin og udstyr.

”Inden efteråret skal vi være sikre på, at vi har den hjemmeproduktion, der skal til for at undgå en pandemi. Det gælder også vaccinespørgsmålet,” sagde Frederiksen blandt andet.

Vaccinespørgsmålet trækker tråde tilbage til salget af vaccineproduktionen på Statens Serum Institut, et salg, som blev besluttet af et bredt flertal af Folketingets partier i 2015. 

SF og Enhedslisten var ikke med i aftalen om salget, og partiernes ordførere presser nu statsministeren på spørgsmålet. Begge partier vil have vaccineproduktionen tilbage til Danmark, enten ved tilbagekøb eller genopbygning. 

Læs også

Kritisk infrastruktur
Pernille Skipper (EL) betegnede i spørgetimen vaccineproduktion som "kritisk infrastruktur", og statsministeren bakkede op:

"Når det gælder kritisk infrastruktur, så er det begreb kraftigt udvidet med den måde, verden har udviklet sig på," medgav Frederiksen imødekommende.

Der er dog intet, der tyder på, at regeringen rent faktisk vil arbejde for at få vaccineproduktionen tilbage på nationale hænder. Ifølge Altingets oplysninger har regeringen ingen konkrete – indenrigspolitiske – initiativer i støbeskeen.

Hjemme er EU
Mette Frederiksens løfterige signaler om hjemmeproduktion dækker ifølge Altingets oplysninger først og fremmest over et ønske om at gøre sig til bannerfører for en vaccineproduktion i EU-regi.

Allerede på torsdagens topmøde i Det Europæiske Råd vil statsministeren forsøge at skaffe opbakning til initiativer, der skal sikre, at EU-landene er bedre forberedt, hvis coronapandemien kommer tilbage i en anden bølge i efteråret, forklarede hun i spørgetimen. 

Mette Frederiksen sparker en dør ind, som allerede står i hvert fald på klem.

Problemstillingen er nævnt i Kommissionsformand von der Leyen og formanden for Det Europæiske Råd Charles Michels fælles genopretningsplan: ”Covid-19-pandemien har vist et presserende behov for at producere varer af kritisk karakter i Europa, at investere i strategiske værdikæder og reducere ’over-afhængigheden’ af tredjelande inden for disse områder,” står der i køreplanen, som understreger, at det især gælder på sundhedsområdet.

I Europa har EU desuden skudt penge i en lovende tysk vaccinevirksomhed, og Ursula von der Leyen har bebudet, at der 4. maj skal afholdes en global konference med blandt andet Gates Foundation for at rejse forskningsmidler.

Om den form for hjemmeproduktion er nok til at tilfredsstille støttepartierne er ikke til at sige, men de politiske ordførere forfulgte ikke sagen yderligere, selvom statsministeren vekslede mellem at ønske sig nationale og europæiske løsninger.

Hvad med næste epidemi?
Under alle omstændigheder er EU's sundhedspolitiske gennemslagskraft – eller mangel på samme – både afhængig af medlemslandenes opmærksomhed og velvilje til samarbejde.

Det første skorter det ikke på i disse måneder. 

Samarbejdsviljen er der imidlertid ikke meget at råbe hurra for, og ansvaret for den manglende koordinering under coronakrisen ligger næppe i Bruxelles. I en artikel i Financial Times fortæller EU’s sundhedskommissær, Stella Kyriakides, at Kommissionen under krisen har sendt 15 breve til medlemsstaterne med opfordringer til at ophæve eksportrestriktioner. 

Brevene har blandt andet været stilet til Frankrig og Tyskland, som tidligt i epidemien indførte nationale eksportforbud, så værnemidler ikke måtte forlade landene. Det gjaldt også værnemidler, som allerede var bestilt af Italien, men som af den ene eller anden grund stadig befandt sig i Tyskland eller Frankrig. 

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, hører i øvrigt til dem, der op til topmødet har spurgt ind til, hvordan EU kan håndtere en lignende situation bedre, hvis der kommer en næste gang. 

Her kan Mette Frederiksen spille ind med sine forslag til at sikre produktion af vacciner, værnemidler og medicinsk udstyr i EU-regi. Men om det kan redde medlemsstaterne inden en eventuel anden bølge til efteråret, er endnu uvist.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00