Central EU-forskningsaktør: Efter Brexit vil forskningsstøtte stadig gå til de bedste, ikke til bredden

ORKANENS ØJE: Der er en 30 procents sandsynlighed for, at briterne ikke kommer med i EUs næste forskningsprogram, vurderer forskningspolitisk konsulent. Diskussioner, om hvorvidt EU skal støtte britisk konkurrenceevne, kan få forhandlinger til at gå i hårknude.

De bedste forskningsmiljøer tiltrækker flest EU-støttekroner - men med briternes udtræden af EU frygtede blandt andet den danske minister, at det princip ville blive udfordret.<br>
De bedste forskningsmiljøer tiltrækker flest EU-støttekroner - men med briternes udtræden af EU frygtede blandt andet den danske minister, at det princip ville blive udfordret.
Foto: Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Chris Lehmann

Der er store forandringer på vej i den europæiske forskningsverden.

Der er en efterfølger til EUs nuværende Horizon 2020-forskningsprogram på vej, og der er formentlig også flere penge til forskning i puljen, end der hidtil har været - hvis EUs budgetslagsmål ender, som kommissionen og parlamentet vil have det.

Samtidig forlader Storbritannien EU. Det betyder, at en af de største spillere i den europæiske forskningsverden fra den ene dag til den anden går fra at sidde med ved bordet til at stå uden for døren.

I hvert fald indtil andet er aftalt.

Tilknytning eller ej?
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen udtrykte i forrige uge i Altinget, at Storbritannien bliver en savnet samarbejdspartner i europæisk forskningspolitik, hvis der ikke falder en aftale på plads.

"Med Brexit trækker Storbritannien sig ud af de samarbejder. Nu skal vi forhandle, hvor langt ud de trækker sig. Vil de for eksempel stadig være tilknyttet et Erasmus-program, så vores studerende nemt kan rejse på tværs af grænser, eller vil de lukke sig helt inde? Jeg håber på det første, men det er svære forhandlinger, der venter," siger Ane Halsboe-Jørgensen.

{{toplink}}

I Thomas Ekman Jørgensens (EUA) øjne er dog ingen tvivl om, at briterne fortsat kommer til at være en del af det europæiske forskningssamarbejde på sigt. Han er Senior Policy Coordinator ved European University Association - en sammenslutning af europæiske universiteter.

"Jeg er relativt positiv. Der er en 70% chance for at vi er klar til nytår, med et nyt program, hvor Storbritannien er med. Men det kræver også, at universitetssektoren sparker deres egne regeringer og kommissionen lidt, for at det her kommer til at gå stærkt."

0:000:00