Damvad: Bevillingssystemet tager ikke højde for sociale forskelle

Af Rune Heiberg Hansen
Director for Education & Employment, Damvad Analytics

Køn og social baggrund hænger alt for godt sammen i uddannelsessystemet.

Mens andelen af unge kvinder med baggrund i lavindkomstfamilier, der ender som ufaglærte er 30 procent og faldende, er andelen af ufaglærte unge mænd fra samme indkomstgrundlag 42 procent og stigende.

At ændre på betydningen af køn i videregående uddannelse handler dermed også om at ændre på betydningen af social arv.

Bevillingssystemet tager ikke sociale hensyn
Bevillingssystemet til de videregående uddannelser, er blind for sociale forskelle.

Der ligger bag modellen en antagelse om gynger og karruseller; studerende med behov for særlig hjælp og sociale udfordringer antages opvejet af studerende, der ikke har særlige behov og som kommer uproblematisk igennem studiet.

Med den nuværende bevillingsmodel vil de institutioner, der løfter en stadig større social opgave, blive straffet, mens de institutioner, der løfter en mindre social opgave, vil blive belønnet.

Rune Heiberg Hansen
Director for Education & Employment, Damvad Analytics

I virkeligheden har nogle institutioner relativt mange ressourcestærke studerende, mens andre har relativt mange ressourcesvage studerende.

Da alle institutioner får samme beløb, uanset hvilke studerende de optager, giver forskellen i optaget dermed en skævhed i institutioners bevillinger.

I bevillingssystemet belønnes resultater i form af gennemførsel og beskæftigelse. Jo hurtigere de studerende bliver færdige og kommer i job, jo bedre økonomi får institutionerne.

Modellen er tænkt til at give et klart incitament til at nå vigtige uddannelsespolitiske mål, men da alle vurderes ens, overses det, at nogle grupper af studerende systematisk oplever større udfordringer end andre.

Sociale forhold og køn afspejler sig således tydeligt i resultaterne.

Mænd falder oftere fra en uddannelse end kvinder, kvinder har højere dimittendledighed end mænd, ’mindretalskøn’ har højere frafald end ’flertalskønnet’ på uddannelser og studerende med ressourcesvage baggrunde har større risiko for frafald, forsinkelse og ledighed.

Systemet kan fastholde skævheder
Når bevillingssystemet ikke tager højde for køn og sociale forskelle, vil nogle institutioner dermed reelt være dårligere økonomisk stillet end andre, hvis de løfter en større social og kønsmæssig opgave.

Samtidig er netop det at løfte kønsmæssige og sociale opgaver ofte ressourcekrævende.

Bevillingssystemet kan endelig risikere at fastholde og endda udbygge skævheden mellem institutioner, da modellens grundtilskud viderefører tidligere fordelinger kombineret med, at fem procent af grundtilskuddet gøres afhængig af opnåelse af den enkelte institutions strategiske rammekontrakt og fem procent vil være afhængig af en kvalitetsmåling.

Dermed kan institutioner maksimalt videreføre deres hidtidige grundbevilling, men det forventes reelt, at nogle institutioner vil ’underperforme’ og dermed skabe et ’provenu’, som folketinget kan fordele til politiske prioriteter; senest STEM.