DEA: Forlomme til unge forskere viser de ringe vilkår på universiteterne

Jeppe Wohlert
Seniorkonsulent i Tænketanken DEA

Der skal ikke herske tvivl. Det er helt afgørende, at danske universiteter går efter at ansætte de bedste kandidater til en given forskerstilling, uanset om vedkommende kommer fra Danmark eller udlandet.

Det kræver brede, internationale jobopslag, som er synlige i de rette internationale miljøer, og det forudsætter attraktive forskningsmiljøer herhjemme, der rummer lovende karriereperspektiver, hvis danske universiteter skal kunne tiltrække de skarpeste og mest nytænkende hoveder.

Der skal rekrutteres internationalt
I den optik peger DFIR på en vigtig problemstilling i deres nye rapport: Hvordan kan det være, at 70 procent af alle opslåede forskerstillinger besættes internt, det vil sige af en ansøger fra samme institution?

Og hvad kan forklare, at den høje andel har været konstant de sidste 20 år, mens antallet af ansættelser på de danske universiteter er mere end femdoblet?

Der er tydeligvis potentiale for mere international rekruttering på de danske universiteter, som DEA også konkluderede i en større undersøgelse i 2016.

Vi er nødt til at erkende universiteternes behov for intern rekruttering, før vi kan styrke rammerne for en øget international konkurrence om forskerstillinger i Danmark. 

Jeppe Wohlert
Seniorkonsulent i Tænketanken DEA

Hvis ikke universiteterne rekrutterer internationalt og åbent, risikerer de ikke alene færre kvalificerede ansøgere, men også færre unge danske forskere, som søger at dygtiggøre sig gennem ophold ved førende forskningsinstitutioner i udlandet.

Én ting er som ung forsker at risikere privatøkonomien ved et dyrt forskerophold i udlandet et par år. En anden ting er at risikere ikke at kunne få job som forsker i Danmark igen, fordi faste stillinger på universiteterne i overvejende grad går til interne ansøgere.

Stillinger opslås som ren proforma
Når det er sagt, er vi også nødt til at åbne øjnene for, hvad der kan forklare danske universiteters mange interne rekrutteringer. Og hvorfor interne rekrutteringer til tider er både nødvendige og attraktive for forskningsmiljøerne.

Nogle stillingsopslag er ren proforma og skrevet med specifikke kandidater for øje. Det er et krast udsagn, men ikke desto mindre, hvad informanter pegede på i DEA’s 2016-undersøgelse af international rekruttering på danske universiteter.

Hvordan skulle man ellers fastholde gode medarbejdere, kunne man spørge sig selv? Karrierevejen fra ph.d.-uddannelse til fastansættelse som lektor tager i gennemsnit henved ti år, og den er både usikker, lang og præget af hård konkurrence.

I sådan et karrieresystem kan der ligefrem være behov for, at arbejdspladsen undertiden giver enkelte interne kandidater en forlomme i ansøgningsprocessen for postdoc og adjunkturer, hvis ikke miljøerne skal miste gode medarbejdere til arbejdsmarkedet uden for universiteterne.

Der er en klar ubalance i karrierevejene på universiteterne i Danmark. På den ene side tilstræber vi hård, international konkurrence om få faste forskerstillinger.

På den anden side er vi milevidt fra et kunne stille forskeraspiranter attraktive ansættelser i udsigt, i stil med tilbuddet fra internationalt førende universiteter som University of California, Berkeley eller University College London, der gør omfattende brug af tenure-track-stillinger.

Intern rekruttering giver mening
Det giver til tider god mening for universiteterne herhjemme at rekruttere lokalt efter forskere med kendskab til danske samfundsinstitutioner og det danske sprog. Der er for eksempel brug for fysikere og religionsforskere, der kan undervise kommende gymnasielærere på dansk.

Der er også brug for forskere, der forstår de danske samfundsinstitutioner, og som blander sig i samfundsdebatten, både i danske medier, eller som vi så det for nylig med udredningen af Danmarks krigsdeltagelse på Balkan, i Afghanistan og Irak. Og så er der brug for forskere, der har erfaringer med at søge midler fra danske forskningsfinansierende fonde.

Danske forskningsmiljøer har desuden brug for kontinuitet i arbejdsstyrken.

Der er brug for forskere, som kender arbejdsgangene på jobbet, som påtager sig administrative pligter, som ved, hvordan man underviser kernefagene, og som har en langsigtet interesse i at udvikle uddannelsestilbud til både unge studerende og folk, der søger opkvalificering fra det omkringliggende arbejdsmarked.

Vi er nødt til at erkende universiteternes behov for intern rekruttering, før vi kan styrke rammerne for en øget international konkurrence om forskerstillinger i Danmark. Det kræver færre midlertidige stillinger og bedre karriereperspektiver for yngre forskere.

Alternativt kan vi være nødt til at acceptere risikoen for, at forskningsmiljøerne omgås den internationale konkurrence i jobopslag af frygt for at miste gode medarbejdere.