Debat: Dansk politik er langt mere evidensbaseret, end vi tror

Af Søren Bøllingtoft Knudsen
Cand.scient.pol.

Siden begyndelsen af den periode, der er blevet kaldt den gyldne æra i moderne forskning startende efter Anden Verdenskrig, har regeringer i de fleste OECD-lande i stigende grad betragtet evidensbaseret politikudvikling som guldstandarden.

Hermed menes politik, der er informeret af eller direkte baseret på viden fra valideret forskning og forskningsbaserede evalueringer. Parallelt med denne udvikling startede en debat om, hvorvidt vidensproducenter eller vidensanvendere bærer det primære ansvar for, at videnskabelig viden anvendes, når der træffes beslutninger om, hvordan samfund skal udvikle sig.

Mange har undersøgt sagen, og fra et kor af internationale forskere har det længe lydt, at samspillet mellem videnskab og politik er forbavsende ringe. Det rejser selvsagt spørgsmålet om, hvorfor "viden" ikke anvendes. Hvem må bære skylden, når videnskabelige anbefalinger ikke anvendes? Skyldes det forskernes abstrakte fokus på videnskabelig excellence eller politikernes fokus på timing og relevans?

Det ringe samspil mellem videnskab og politik har fået flere til at tale om, at forskere og politikere lever i hver sin verden, med hvert sit sprog og hver sine interesser, værdier og belønningssystemer. Opdelingen i verdener skulle angiveligt forklare, hvorfor forskning sjældent anvendes i politiske beslutningsprocesser.

Hvad værre er: Når forskning ikke anvendes til at oplyse beslutningsprocesser, træffes der ikke blot ringere beslutninger. Også opbakningen til forskningsverdenen svækkes, fordi forskning opfattes som mindre relevant. Dette svækker i næste led den videnskabelige produktivitet og potentielt også kvaliteten af forskningen, hvorved den negative spiral er fuldendt.

Vi har i Danmark opbygget en centraladministration, hvor ministre forgår, men embedsmænd består. Det giver embedsmænd mulighed for at opbygge og vedligeholde netværk og viden om fagområder.

Søren Bøllingtoft Knudsen
Cand.scient.pol.

Systematiske målinger viser flot samspil mellem politik og forskning
Hvis man accepterer, at forskningsbaserede løsninger på samfundets mest komplekse problemstillinger, fra regulering af pesticidanvendelse til fremme af folkesundhed, alt andet lige er bedre end løsninger, der ikke er evidensbaserede, bliver målet at øge anvendelsen af forskning.

Altså at fremme evidensbaseret politikudvikling. Og hvis den ringe grad af vidensanvendelse i samfundsudviklingen samtidig kan tilskrives det forhold, at forskere og beslutningstagere lever i hver sin verden, må opgaven være at bygge bro mellem disse verdener. Med netværk og relationer på tværs af verdenerne og klar formidling af forskningsbaserede resultater i den ene retning samt om dynamikken i den politiske arena i den anden.

Med dette udgangspunkt beskæftigede en hel gren af den internationale forskningsverden sig i årtier med at forklare, hvorfor forskningsbaseret viden sjældent anvendes i politik. Og svarene har været mange: Politikere er for strategiske. Departementer og styrelser for politiserede. Forskere for uinteresserede i samfundsmæssig relevans. Tidspres, relevans, timing, for megen information, mangel på lederskab, organisationskultur, manglende kompetencer og meget andet har fået skylden.

Nu tyder resultaterne fra to helt aktuelle studier imidlertid på, at meget forholder sig anderledes i en dansk kontekst. Ved at udskifte spørgeskemaer og studier af enkelte beslutningsprocesser med mere direkte og systematiske målinger, hvor indholdet i forskningsbaserede publikationer og politiske beslutningsdokumenter systematisk indholdskodes og sammenholdes, har jeg vist, at samspillet mellem forskning og politik er ganske flot i Danmark.

De politiske beslutninger, der træffes af ministre og Folketinget i Danmark, er med andre ord forholdsvist ofte baseret på den tilgængelige viden eller evidens fra forskningsverdenen.

Klar teori og tilgængelighed
I det første studie, som er publiceret i tidsskriftet Evidence & Policy, har jeg vist, at forskningsbaserede resultater i forholdsvis høj grad påvirker de politiske beslutninger, der træffes i Danmark.

På denne baggrund har jeg undersøgt, hvad der forklarer variationer i anvendelsen af viden.

Her viser der sig et tydeligt mønster, hvor forskning, der er baseret på klar teori og forholder sig til noget, der allerede findes eller er sket, såsom eksisterende programmer og regulering, anvendes mere end forskning, der er mindre eksplicit omkring sit teoretiske udgangspunkt og i højere grad peger frem mod nye tiltag.

I det andet studie, som til september 2018 publiceres i Journal of Applied Social Science, har jeg testet den udbredte antagelse, at forskning anvendes mere, hvis den er formidlet let tilgængeligt.

Dette argument synes næsten selvindlysende og følger teori om transaktionsomkostninger: Jo mere, et forskningsbaseret produkt er tilpasset til anvendelse, desto færre ressourcer skal en beslutningstager investere for at anvende de forskningsbaserede anbefalinger. Hvis omkostningerne ved at anvende forskningen i bred forstand er lave, altså både mentalt og økonomisk, er den klare forventning, at de forskningsbaserede anbefalinger vil blive anvendt mere.

Embedsværket sikrer kvaliteten
Det er derfor, man på landets universiteter dyrker både den dybe forskningskvalitet og idealet om simpel formidling af kompleksitet.

Devisen lyder, at forskningsbaserede resultater må tilberedes efter alle kunstens regler, serveres på et sølvfad og gøres let spiselige, så flere får appetit for sagerne. Men mine undersøgelser tyder på, at kun kvaliteten af forskningen og ikke formidlingen spiller en rolle for anvendelsen af resultaterne. Selv de mest abstrakt formidlede resultater anvendes, hvis kvaliteten af forskningen er høj.

Hvad er så forklaringen på, at forskningsbaseret viden relativt ofte anvendes i en dansk kontekst? Og hvorfor synes formidlingen af forskning ikke at spille nogen videre rolle?

Noget tyder på, at svaret kan findes i centraladministrationens kultur og arbejdsmetoder.

Vi har i Danmark opbygget en centraladministration, hvor ministre forgår, men embedsmænd består. Det giver embedsmænd mulighed for at opbygge og vedligeholde netværk og viden om fagområder. Samtidig sker meget politikudvikling i vores stærke departementer og styrelser, hvor medarbejdere ansættes og forfremmes efter meritokratiske principper – altså efter kompetencer og evner frem for eksempelvis anciennitet.

Det betyder, at danske embedsmænd ofte har en længere videregående uddannelse og dermed både forståelse for og potentielt også stærke netværk i universitetsverdenen. Samlet set indebærer dette, at embedsværket ikke blot forstår værdien af forskningsbaseret viden, men også er i stand til at tilegne sig og anvende denne viden, når der udvikles politik.

Disse resultater er særdeles opløftende, hvis man – som jeg – tror på, at evidensbaseret politikudvikling er bedre end politikudvikling, der ikke er informeret af forskningsbaserede anbefalinger.

Sæt fokus på forskningskvalitet frem for formidling
Relevansen af resultaterne rækker dog langt ud over en dansk kontekst. Også uden for landets grænser, hvor hovedkonklusionen lyder, at samspillet mellem forskning og politik er ringe eller nærmest helt fraværende, er resultaterne opsigtsvækkende og interessante.

For hvis vi bliver i stand til at forstå, hvorfor forskningsbaseret viden i så høj grad anvendes i Danmark, åbner det for, at andre kan følge samme spor i forsøget på at styrke samspillet mellem forskning og politik i deres del af verden. Hvis de vil. Og hvorfor skulle de ikke ville det?

Jeg håber, at resultaterne vil tilskynde både danske og udenlandske politikere og øvrige beslutningstagere til at søge viden og (fortsat) tilstræbe og øve sig i at basere beslutninger på et oplyst og informeret grundlag.

Det vil styrke samfundsvidenskabelige forskeres rolle som sociale entreprenører og forstærke støtten til investeringer i et af de grundstoffer, som kan løfte Danmark ind i fremtiden: Videnskabelig viden af høj kvalitet – kombineret med evnen til at omsætte denne viden til handling.

Når der fremover investeres i forskning, peger mine resultater mere konkret på, at fokus på forskningsformidling kan nedprioriteres til fordel for forskningskvalitet.