Debat

Debat: Vi skal nuancere ideal­forestillingen om den gode studerende

DEBAT: Flere studerende udfordres på studietrivsel under coronakrisen. Men frygten for at træde ved siden af idealforestillingen om den gode studerende er en barriere for at opsøge hjælp, skriver Thomas Braun fra Studenterrådgivningen.

Mistrivslen er klart stigende under coronakrisen og øger
kendte udfordringer, skriver Thomas Braun.
Mistrivslen er klart stigende under coronakrisen og øger kendte udfordringer, skriver Thomas Braun.Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Braun
Direktør, Studenterrådgivningen

Det er svært at være studerende i dag. Og det er ikke blevet lettere under coronakrisen.

Samtidig ved vi, at det er svært at række ud efter hjælp.

I SRG har vi siden lock down 12. marts hjulpet godt 2.600 studerende.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Baseret på de forløb vi har haft og særligt på forløb, hvor vi har set den samme studerende både før og efter lock down, vurderer vi, at mistrivslen er klart stigende under coronakrisen og øger kendte udfordringer.

Det gælder især udfordringer med at strukturere hverdagen, stigende ensomhed og flere studerende, der overvældes af bekymringstanker.

Det vil forebygge megen smerte, hvis de studerende forstår, at der ingen modsætning er mellem at være en god studerende og modtage hjælp. 

Thomas Braun
Direktør, Studenterrådgivningen

Flere undersøgelser indikerer at cirka 20 procent af studentermassen svarende til godt 50.000 studerende normalt er udfordret på deres (studie)trivsel i en grad, hvor også deres læring kan være udfordret.

Med coronakrisen er dette tal blevet højere.

Samtidig kan vi se at kun et fåtal af de studerende søger hjælp til deres problemer.

For at mindske mistrivsel og øge læring rejser det spørgsmålet om hvordan vi, der læser Altinget Forskning, bedre kan række ud efter de studerende, så de kan få hjælp til at begrænse, fjerne eller håndtere deres mistrivsel.

Ikke plads til sårbarhed
Det er velkendt og har sit eget forskningsfelt, at folk, der har behov for hjælp ikke uden videre søger den, men skal overvinde barrierer for at række ud.

En velkendt er frygten for stigma. Eksempelvis frygten for at træde ved siden af din egen forestilling eller din forestilling om andres opfattelse af, hvordan du burde være og hvad, du burde kunne.

For mange studerende er det frygten for at træde ved siden af deres idealforestilling af, hvad det vil sige at være studerende.

Idealforestilling dannes i et samspil mellem personlighedsmæssige træk, hvordan den ideelle studerende implicit formidles ved de enkelte studiesteder, og hvordan der generelt tales om studerende for eksempel i medierne.

Det levner ofte ikke plads til at studerende kan være sårbare eller udsatte. Deres identitet er på spil, og det at søge hjælp betragtes som et skridt mod eksklusion fra studiefællesskabet.

Der ligger derfor en vigtig opgave for os alle – men særligt uddannelsesinstitutionerne – i at bidrage til mere retvisende og nuancerede idealforestillinger om den gode studerende.

Det vil forebygge megen smerte, hvis de studerende forstår, at der ingen modsætning er mellem at være en god studerende og modtage hjælp til at håndtere nogle af de normale udfordringer, studie- og ungdomslivet byder på.

Studerende finder det svært at søge hjælp
For mange studerende er det ikke uden betydning, hvilken type hjælp, de rækker ud efter. Det kan eksempelvis opleves som et stort skridt at skulle kontakte en professionel.

Det, der er fordelen ved SRG, der med mere end 50 specialiserede psykologer og socialrådgivere, er samtidig ulempen.

Tilsvarende for peer-to-peer-hjælp. For nogle studerende vil det være sværere at kontakte en peer af frygt for stigma og nemmere at kontakte en neutral, udenforstående professionel, mens for andre vil det være omvendt.

Derfor er det centralt med begge typer tilbud.

Og så er der naturligvis strukturelle barrierer. Er hjælpen tæt nok på, er det dyrt eller er der overhovedet kendskab til behandlingstilbuddene.

Sætter vi os i den studerendes sted, må vi også erkende, at det er en uoverskuelig vifte af tilbud, der toner frem, hvis man googler de mest oplagte søgeord.

Derfor er det på tide, at vi får etableret en overskuelig palette af de tilbud, der set fra et studenterperspektiv, er de mest relevante, og samarbejder om at nedbryde flere af de oplagte barrierer for at søge hjælp.

SRG har som led i en af coronapakkerne, fået midler til at række ud efter de mest sårbare og udsatte studerende.

En del af disse midler vil vi anvende til at søge samarbejde med NGO’er, der tilbyder relevant, gratis hjælp til studerende, og kan dokumentere et vedvarende fokus på at levere god kvalitet, samt er tilgængelig for studerende i hele landet.

Så venner, hold øje med studietrivselsalliancen!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Braun

Direktør, Studenterrådgivningen
Cand. techn. soc. (Roskilde Uni. 1997)

0:000:00