Det Unge Akademi: Ny stillingsstruktur på universiteterne har flere faldgruber

DEBAT: Den nye stillingsstruktur på universiteterne indeholder tiltag, som kan betyde, at forskeres karrierevej på universiteterne forlænges, og indeholder fejlagtigt lovning om ”tenure”, skriver Det Unge Akademi.

Af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab

De danske universiteter befinder sig i verdenseliten på flere parametre, klarer sig flot i Europa og er generelt blandt de bedste i Norden.

Universiteterne har undergået en voldsom transformation, både i antallet af studerende, i antallet af ansatte og i forhold til de økonomiske rammer.

Hjørnestenen i den flotte udvikling over de sidste årtier og nøglen i transformationen fra mindre forskningsenheder til masseuniversiteter er de universitetsansatte.

Siden universitetsloven fundamentalt ændrede, hvordan vi driver universiteter i Danmark, har vi oplevet en lang række styringsindgreb.

Det sidste i rækken er en større ændring af den stillingsstruktur, der styrer organisationen af de universitetsansatte, og som netop er trådt i kraft ved årets start.

Der er stadig udfordringer
Vi ser den nye stillingsstruktur på universiteterne som et fremskridt i forhold til den gamle, da den indeholder muligheden for, at der kan skabes klare karriereveje fra ph.d. til professor.

Dog ser vi flere potentielle faldgruber i den nye struktur, som er værd at adressere, herunder at den nye struktur ikke løser problemet, med at yngre forskere placeres i gentagne tidsbegrænsede ansættelser.

Det Unge Akademi har sidste år gjort opmærksom på flere af disse problematikker i et høringssvar i forbindelse med udkastet til den nye stillingsstruktur.

Der er flere store udfordringer ved at gøre karriere i universitetsverdenen.

Fordi økonomien på universiteterne er så usikker og baseret på eksterne bevillinger, som ofte ikke finansierer fastansatte forskere, ender unge aspirerende forskere som løstansatte, hvilket betyder, at de befinder sig i usikre ansættelser med dårlige forhold i lange perioder af deres karriere.

De placeres i stillingskategorier, der alene burde være besat af folk med anden hovedbeskæftigelse, eller forskere, der stadig er i kortvarige træningsforløb.

På tørre fag er der primært tale om eksterne lektorer, på de våde fag drejer det sig oftest om postdocs. Få i denne gruppe vil få en fast stilling på universitetet, men for dem, der gør, er der en markant stigende tid fra færdiggørelse af ph.d., til fastansættelse opnås.

Yngre forskeres fastansættelser kan stadig udskydes
De usikre karriereveje for den lille del af kandidaterne, der opnår fastansættelse på et universitet, søges løst i den nye stillingsstruktur ved at indføre forfremmelsesforløb for de bedste kandidater.

Her kan adjunkter indgå i sådanne forløb i op til seks år for derefter at overgå til en fast stilling som lektor. En lignende struktur foreslås for lektorer, som kan overgå til et professorat via forfremmelsesforløb, som har en varighed på op til otte år.

Overordnet er indførslen af forfremmelsesforløb positivt, men vores frygt er, at forfremmelsesforløbene i praksis vil blive forlængelsesforløb for de enkelte kandidater.

Vi er bekendt med konkrete eksempler på dygtige forskere, som placeres som adjunkter med forfremmelsesmulighed på tidspunkter i karrieren, hvor de allerede leder deres egen forskningsgruppe og har kvalifikation på lektor- eller sågar professorniveau.

Vi er derfor bekymrede for, at disse forløb vil fastlåse forskere i forløb, hvor de ikke har mulighed for at avancere i stillingsstrukturen, selvom de har opnået de nødvendige meritter.

Adjunkter i sådanne forløb har muligheden for at indstille sig selv tidligere til faglig bedømmelse, hvilket kan modvirke, at forfremmelsesforløbene ender som forlængelsesforløb for dem.

Karriereforløb forlænges
Ligeledes er det bekymrende, at den nye stillingsstruktur tillader, at man kan ansætte en ung forsker i et tidsbegrænset adjunktur i fire år, hvorefter vedkommende kan genansættes i forfremmelsesforløb, således at adjunkturet varer op til otte år.

Den samme bekymring gør sig gældende for forfremmelsesforløb fra lektor til professor, hvor perioden på op til otte år medfører, at det i praksis bliver et forlængelsesforløb.

Intentionen er muligvis, at lektorer skal ansættes direkte fra et adjunktur til et forfremmelsesforløb til professor, men i praksis vil det blive undtagelsen frem for reglen.

I Schweiz og Holland er disse forløb markant kortere, oftest på fire til seks år, hvilket er en mere passende periode, som er sammenlignelig med de nuværende femårige midlertidige professor MSO-stillinger, der på universiteterne netop ofte anvendes som lektor-til-professor-forfremmelsesforløb.

En stilling, hvor man i øvrigt også er klassificeret som professor i perioden og ikke som lektor.

Det bemærkes, at denne periode tidligere er blevet foreslået af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR).

I Det Unge Akademi håber vi, at man i praksis vil anvende forfremmelsesforløbet fornuftigt, således at nye lektorer indgår i forløb, der er maksimalt seks år lange, hvorimod flere seniorforskere indgår i kortere forløb.

Forfremmelse afhænger af ledelse og økonomi
Et andet kritikpunkt er, at det kræver en ledelsesbeslutning at kunne indgå i forfremmelsesprogrammet til professor.

Dette er problematisk, da forskere ikke har mulighed for at indstille sig selv til bedømmelse. Dermed vedbliver forfremmelse en ren ledelsesbeslutning, og store meritter giver ikke medarbejderen adgang til de nye forfremmelsesforløb.

Det bør desuden fremgå, at bedømmelseskriterier i et forfremmelsesforløb skal fastlægges, inden forfremmelsesforløbet påbegyndes, og selvfølgelig ikke kan ændres i forløbet.

Ligeledes bør kriterierne ikke være anderledes end dem, som sættes ved ordinært opslåede stillinger.

Det er også vigtigt, at stillingsopslag udsendes bredt internationalt, og man bør sætte specifikke krav til sammensætningen af bedømmelses- og ansættelseskomiteer for at sikre, at det er den bedste kandidat, der får jobbet.

Endelig bør forfremmelsesforløbene integreres i den institutionelle økonomi, så snart de påbegyndes.

Dette skal gøres for at forhindre, at den enkelte forsker i et forfremmelsesforløb kan nægtes den nye stilling i slutningen af forløbet af eksempelvis en ny institutleder eller som følge af ændringer i økonomien.

Som den nye struktur er skruet sammen, kunne man frygte, at for eksempel en adjunkt i forfremmelsesforløb til et lektorat sættes tilbage i et adjunktur, fordi de institutionelle budgetter ikke er korrekt afstemt.

Tenure findes ikke i Danmark
I bekendtgørelsen om den nye stillingsstruktur anvendes begrebet “tenure” i omtalen af forfremmelsesforløb fra adjunkturer til lektorater.

Tenure er i et internationalt perspektiv et enormt vigtigt begreb, hvor det her beskriver en forsker, der har en så høj kvalitet, at et universitet har givet vedkommende en permanent stilling, hvorfra vedkommende ikke kan afskediges og har fuldstændig forskningsfrihed.

Internationalt er den type stilling bevidst indført for at sikre det lange perspektiv i forskningen og for at undgå politisk indflydelse samt minimere effekten af dårlig ledelse.

Tenure findes ikke i Danmark, hvor universitetsansatte fyres lettere og oftere end i noget andet vestligt land.

I forbindelse med den nye stillingsstruktur er det en kritisk fejl at anvende “tenure” til navngivningen, da det er faktuelt forkert, og vi vurderer, at det vil skabe yderligere forvirring internationalt.

Hvis man rekrutterer internationale forskere til en dansk “tenure-track”-stilling, er det at stikke dem blår i øjnene, da det ikke er muligt at opnå tenure i Danmark.

Derfor bør man afholde sig fra at bruge ordet tenure ved rekruttering, på trods af at det nu fejlagtigt bruges i den nye bekendtgørelse om stillingsstruktur.

Dog ville den mest fremadsynede løsning være at spejle sig i de udenlandske stillingsstrukturer og indføre reel tenure ved de danske universiteter, så ansatte med tenure ville få absolut forskningsfrihed samt være beskyttet mod politisk og nogle typer af ledelsesmæssig indblanding.

Forrige artikel Aktører: Studerendes trivsel skal tænkes sammen med læringsindsatser Aktører: Studerendes trivsel skal tænkes sammen med læringsindsatser Næste artikel Forsker: Civilsamfundet skal kæmpe mod forfølgelse af verdens intellektuelle Forsker: Civilsamfundet skal kæmpe mod forfølgelse af verdens intellektuelle
Hollandske universiteter afskaffer måltal for forskere

Hollandske universiteter afskaffer måltal for forskere

RADIKALT: Det er et interessant, men radikalt træk, at offentlige forskningsfonde og universiteter i Holland ikke længere vil bruge måltal til at vurdere ansøgere til stillinger og finansiering, siger formand for dansk forskningsråd.