DF vil af med 7-trinsskalaen

KARAKTER: DF slår et nyt slag mod 7-trinsskalaen. Et svar fra uddannelsesministeren bekræfter ifølge partiet, at skalaen ikke skal bruges til international sammenligning.

Alex Ahrendtsen (DF) går ud fra, at "regeringen begynder at forberede en opgivelse af den nuværende karakterskala”.
Alex Ahrendtsen (DF) går ud fra, at "regeringen begynder at forberede en opgivelse af den nuværende karakterskala”.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Tyson W. Lyall

Der findes ikke længere gode argumenter for at beholde 7-trinsskalaen.

Det mener Dansk Folkeparti, der i flere år har forholdt sig kritisk til karakterskalaen, som blev indført i 2006.

På baggrund af et nyt svar fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) til DF mener partiets Alex Ahrendtsen, at skalaen må synge på sidste vers.

I svaret bekræfter Tommy Ahlers nemlig, at Europa-Kommissionen ikke længere finder den såkaldte ECTS-skala ”relevant i forbindelse med international evaluering”.

Ifølge Undervisningsministeriet er 7-trinsskalaen netop opbygget, så den er sammenlignelig med ECTS-skalaen.

”Når det viser sig, at 7-trinsskalaen ikke engang er nødvendig længere, så skal vi da bare i gang med at få en ny karakterskala,” siger Alex Ahrendtsen og fortsætter:

”Regeringen vil meget gerne være international. Nu viser det sig, at man internationalt giver Dansk Folkeparti ret. Så må vi gå ud fra, at regeringen begynder at forberede en opgivelse af den nuværende karakterskala.”

Han har ikke lagt sig fast på, hvad der skal træde i stedet, men konkluderer, at den gamle 13-skala ”fungerede godt”.

EU: Ikke aktuel
Alex Ahrendtsen retter det nye, kritiske lys på 7-trinsskalaen efter at have læst Europa-Kommissionens ”ECTS Users’ Guide 2015”.

Dokumentation

Om 7-trinsskalaen:

VK-regeringen fremlagde i 2004 et udspil om modernisering af prøver og eksamensformer. En uafhængig karakterkommission blev nedsat. Den udgav efterfølgende en betænkning, som dannede baggrund for udviklingen af 7-trinsskalaen. 

1. august 2006 blev skalaen indført på de gymnasiale uddannelser. Året efter fulgte de øvrige uddannelsesområder.

Skalaen skulle opfylde fem krav, som blev formuleret af Karakterkommissionen:

1. International anvendelighed.
2. Skalaen skal anvendes ensartet i hele uddannelsessystemet, og bedømmelsen skal udtrykke graden af målopfyldelse.
3. Samme karakterskala anvendes i hele uddannelsessystemet.
4. Klar forskel mellem nabokarakterer.
5. Mulighed for gennemsnitsberegning.

VLAK-regeringen satte i maj 2017 en evaluering af skalaen i gang. Regeringen vil på baggrund af evalueringen tage stilling til, om der er behov for justeringer af karakterskalaen. Ifølge de seneste oplysninger fra Uddannelses- og Forskningsministeriet ventes analysen færdig ”efteråret 2018”.

Kilder: Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet.


0:000:00