DF vil tilbage til 13-skalaen

KARAKTER: Dansk Folkeparti vil have den gamle 13-skala tilbage. En ny evaluering har endegyldigt dumpet 7-trinsskalaen, lyder vurderingen.

Jens Henrik Thulesen Dahl vil have den gamle 13-skala tilbage.
Jens Henrik Thulesen Dahl vil have den gamle 13-skala tilbage.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Tyson W. Lyall

Søndag aften skrev Altinget, at DF ikke havde besluttet sig for, hvad partiet ville erstatte 7-trinsskalaen med.

Det var ikke korrekt.

Mandag oplyser partiets uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, nemlig, at partiet har lagt sig fast på en tilbagevenden til den gamle 13-skala.

Evalueringen af den nuværende karakterskala, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) præsenterede søndag, har gjort sagen klar for Jens Henrik Thulesen Dahl og DF.

”Jeg ser evalueringen af karakterskalaen som en dumpekarakter til den nuværende skala. Når man ser på de væsentlige punkter, som evalueringen nævner som problemer med den nuværende skala, så ville de blive løst ved at genindføre 13-skalaen,” skriver han i en kommentar til Altinget.

Han fremhæver her blandt andet 7-trinsskalaens ”incitament til 0-fejlskultur”.

Jens Henrik Thulesen Dahl mener ligesom undervisningsminister Merete Riisager (LA) også, at uddannelsessystemet lige nu mangler en ”belønning til den ekstraordinære indsats”.

Ministeren slog dog søndag fast, at regeringen ikke vil arbejde for at lave en helt ny karakterskala – eller vende tilbage til den gamle.

Ændringer skal ske inden for den eksisterende, forklarede hun.

0:000:00