DI: Vi skal flytte fokus fra adgangskvotienter til fremtidsønsker

Af Mette Fjord Sørensen
Chef for forskning, videregående uddannelse og mangfoldighed, DI

Vi har på mange måder et godt optagelsessystem.

Det er enkelt, gennemskueligt og i stand til at håndtere op mod 90.000 ansøgere hvert år og sikre, at rigtig mange lander på den rette hylde.

Optagelsessystemet bygger på idéen om, at der skal være et godt match mellem uddannelsens indhold og de studerendes faglige forudsætninger og motivation.

Derfor skal vi holde fast i, at karakterer fra gymnasiet skal spille en rolle i forhold til optagelse.

Men vi skal også have øje for, om karaktererne er kommet til at fylde for meget, især den sidste decimal.

Et optagelsessystem uden offentliggjorte adgangskvotienter kan bidrage til, at de unge løfter blikket og orienterer sig bredere i stedet for at stirre sig blind på et bestemt tal.

Mette Fjord Sørensen
Chef for forskning, videregående uddannelse og mangfoldighed, DI

Vrøvl at man kan spilde sit snit
Adgangskvotienterne på nogle uddannelser er blevet så høje, at de giver et forvrænget billede af uddannelsernes værdi.

Det er jo ikke bedre, sværere eller finere at læse international business and politics eller molekylær biomedicin, bare fordi man skal have over 11 i snit for at komme ind.

De giver heller ikke nødvendigvis en højere løn eller et bedre job end andre uddannelser.

Vi taler ofte om, at ”man ikke skal spilde sit snit”, men det er noget vrøvl. For adgangskvotienterne er kun et udtryk for, at der er flere ansøgere end pladser.

De siger intet om kvaliteten, sværhedsgraden eller relevansen af uddannelsen eller om det arbejdsliv, der venter på den anden side.

Den enkelte kvotient er jo blot en teknikalitet. Det er det karaktergennemsnit, den sidste ansøger i kvote 1 havde i årets optag.

Den kan være et pejlemærke for næste års studerende, men den er jo ingen garanti for optagelse.

Lad interessen råde
Jeg ville ønske mig, at de unge valgte uddannelse efter interesse og med blik for den fremtid, som uddannelsen kan bringe med sig, frem for hvor de andre søger hen.

Derfor kunne man overveje at lade være med at offentliggøre adgangskvotienterne. For adgangskvotienterne har en uhensigtsmæssig bivirkning. De kan give de unge skyklapper på og påvirke deres drømme og ambitioner.

Måske ligger lykken i en uddannelse, som slet ikke har en adgangskvotient, men uddannelsen står ikke og funkler på de prestigefyldte lister. Og her skal vi huske på, at det kun er cirka 10 procent af de videregående uddannelser, der har en adgangskvotient på 9 eller derover.

Men ofte er det de uddannelser, som stjæler hele rampelyset hvert år i slutningen af juli.

Det er muligt, at nogle unge bruger adgangskvotienterne til at orientere sig efter, hvor de finder de dygtigste medstuderende. Men det er i sig selv en misforståelse.

Et hurtigt kig på tallene viser for eksempel, at de studerende, som blev optaget på fysik på Aarhus Universitet i 2018, samlet set havde et karaktergennemsnit på 10,5 til trods for, at uddannelsen slet ikke havde en adgangskvotient.

Gem tallene væk
Det er også muligt, at nogle vil sige, at det er umuligt at holde adgangskvotienterne hemmelige.

Det vil selvfølgelig være muligt at få kendskab til dem via aktindsigt, og sådan skal det også være, så længe der træffes afgørelser efter dem.

Men der er rigtig meget signalværdi i ikke at offentligøre dem som udgangspunkt. Det svarer til at gemme cigaretterne fra hylderne bag kassen.