Debat

DPU-leder: Det faglige indhold i pædagoguddannelsen er ikke godt nok

KRONIK: Det faglige og teoretiske niveau på landets pædagoguddannelser er ikke højt nok, skriver Claus Holm. Pædagogerne er ganske enkelt ikke uddannet godt nok til at have med børn at gøre.

I dag kan man ikke være sikker på, at pædagoger opnår en solid, tilstrækkelig og balanceret grundfaglighed, og der kan være for stor individuel forskel på, hvilke emner og teorier de studerende kommer igennem, skriver Claus Holm.
I dag kan man ikke være sikker på, at pædagoger opnår en solid, tilstrækkelig og balanceret grundfaglighed, og der kan være for stor individuel forskel på, hvilke emner og teorier de studerende kommer igennem, skriver Claus Holm.Foto: pressefoto, DPU
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Claus Holm
Leder af DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse), Aarhus Universitet

Pædagoguddannelsen er Danmarks største uddannelse målt på antal studerende. Omkring 18.000 er de.

Og en stor del af dem tilbringer efter endt uddannelse lige så meget tid med danskernes børn, som forældrene gør.

Når man kæder det sammen med, at de første 1.000 dage er udnævnt til den absolut vigtigste udviklingsperiode i et menneskes liv, så kan det undre, at pædagoguddannelsen ikke er genstand for større opmærksomhed.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Realiteten er, at uddannelsen halter på flere felter.

Flere steder kan forbedres
For det første er det faglige og teoretiske niveau ikke højt nok.

I dag kan man ikke være sikker på, at pædagoger opnår en solid, tilstrækkelig og balanceret grundfaglighed.

Claus Holm
Leder af DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse). Aarhus Universitet

I 2018 – fire år efter den seneste reform af uddannelsen fra 2014, der skulle sikre højere faglighed og kvalitet – vurderede 22 procent af de studerende det faglige niveau negativt. To år tidligere vurderede kun halvdelen kvaliteten af uddannelsen som god nok.

For det andet opleves uddannelsens forskningsviden og teoretiske tilgange ikke som relevante nok i forhold til den praktiske virkelighed. Det har tidligere analyser peget på, og ikke meget tyder på, at det har ændret sig afgørende.

For det tredje er pædagogernes fælles faglige identitet for svag og uensartet. Tilbage i start-nullerne var netop det blandt argumenterne for at samle uddannelserne. I dag udbydes den af seks professionshøjskoler ud fra en historisk detaljeret bestemmelse af indholdet.

Alligevel kan man stadig møde en opfattelse af, at der er ”lokale udgaver” og en overraskende stor variation.

Det teoretiske fundament skal styrkes
Pædagoguddannelsen har været igennem en pendullignende udvikling. Frem til 2007 var den en generalistuddannelse. Siden er den blevet tiltagende specialiseret.

I dag findes tre retninger: dagtilbuds-, skole- og specialpædagog, som alle bygger på en etårig fællesdel – grundfaglighed.

Dermed er den institutionelle struktur sådan set god nok – men der er behov for at se nærmere på indholdet.

Først og fremmest skal det forskningsmæssige og teoretiske fundament styrkes. Både historisk og i dag er der for megen fokus på personlig modning af de studerende som det primære mål.

Den allerede igangværende afbalancering af den personlige udviklingstilgang med et styrket videns- og færdighedsgrundlag skal fortsættes og styrkes.

Som psykolog og lektor på DPU Ditte Winther-Lindqvist siger i det seneste nummer af universitetsmagasinet Asterisk, så bliver pædagoger i dag ikke uddannet godt nok til at have med børn at gøre.

I forhold til at udvikle de studerende til handlekraftige pædagoger i hverdagens institutionsliv, er det ikke nok at læse filosofi og systemkritiske tænkere som Foucault og Habermas. Der skal læses mere om børns udvikling og om tilknytningsteori.

I samme boldgade hører, at forskningsrapporter baseret på praksis heller ikke benyttes nok. Det er ikke godt nok.

Læs også

Balancen mellem viden fra videnskabelige discipliner (pædagogisk filosofi, sociologi, psykologi og antropologi), overordnede teoretiske tilgange og anvendelsesorienteret didaktik og viden skal ændres.

Den akademiske viden, de studerende præsenteres for, skal være mere relevant for praksis efter uddannelsen.

De mange danske, nordiske og internationale studier skal i bedre dialog med de studerendes hverdagsviden om omsorg, opdragelse og undervisning. Det kan ske, ved at uddannelsen i højere grad kobler robuste erfaringer fra virkeligheden med dokumenterede pædagogiske metoder og solid forskningsviden.

Målet er såvel at kvalificere som at udfordre, hvordan man ”plejer at gøre” i praksis.

Forskelle mellem uddannelsesstederne er for stor
Ud over at styrke det forskningsmæssige fundament, er der også behov for styrke det fælles fundament. Selvom pædagoguddannelsen har en fællesdel, er den tilsyneladende ikke tilstrækkelig til at skabe en stærk professionsidentitet.

I dag kan man ikke være sikker på, at pædagoger opnår en solid, tilstrækkelig og balanceret grundfaglighed, og der kan være for stor individuel forskel på, hvilke emner og teorier de studerende kommer igennem.

Derfor er der brug for et bedre balancepunkt mellem specialisering og generel viden, men måske også et kig på, om specialiseringer inden for bestemte områder bliver for små.

Alle pædagoger bør i deres uddannelse have beskæftiget sig indgående med eksempelvis udviklingspsykologiske teorier om tilknytningsmønstre gennem et barns første år.

For år tilbage var pædagogik på det nærmeste udviklingspsykologi omsat til praksis. Modsat ved pædagogstuderende i dag for lidt om udviklingspsykologi.

De bør også – som lektor Morten Ejrnæs peger på i sin nyeste bog – have sociologisk indsigt i livet UDEN for skolen eller institutionen – om fattigdom, sociale problemer, social mobilitet og ulighed.

Pædagogisk kanon er måske løsningen
Målet med et styrket forskningsbaseret grundlag er at vejlede, inspirere og kvalificere den dømmekraft, som pædagoger dagligt udøver som højt kvalificerede professionelle. En vej til målet kunne måske være en slags pædagogisk kanon.

Ikke i den version, hvor bestemte bøger eller forfattere udpeges som ”de rigtige”, men i form af, at forskere, undervisere, praktikere med flere sættes sammen for at definere et substantielt bud på, hvilke grundtemaer og problematikker alle pædagogstuderende som minimum skal tilegne sig relevant viden om.

Det kan ikke udelukkes, at det vil kræve ændringer af pædagoguddannelsen, ligesom det formentlig også ville afdække forskningsemner, der skal prioriteres højere.

Men det vil samtidig bidrage til et styrket vidensgrundlag for uddannelsen – først og fremmest til gavn for børn og unge i vores institutioner.

Og det vil forhåbentlig også betyde, at studerende ikke mere vurderer det faglige niveau så negativt, men glæder sig over at tilhøre en profession med et rigt og solidt fagsprog, der gør dem bedre til at forklare – ikke mindst for forældrene – hvilken praksisviden og hvilken forskningsviden de trækker på, når de drager omsorg for børns udvikling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Holm

Lektor, institutleder, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet
cand.mag. i statskundskab og filosofi (Københavns Uni. 1995), Ph.d.

0:000:00