EU vil fordoble budgettet for Erasmus

UDVEKSLING: Står det til Kommissionen, så bliver der langt flere penge til Erasmus-programmet i den næste periode. Der er lagt op til særlig fokus på vedvarende energi, klimaforandringer, miljøteknologier og kunstig intelligens i forslaget. 

Toke Gade Crone Kristiansen

Kommissionen har netop fremlagt budgetforslag for Erasmus-programmet, og her er der tale om de helt store armbevægelser. 

EU lægger nemlig op til en fordobling af budgettet for den kommende periode. Kommissionen vil således bruge 30 milliarder Euro eller i omegnen af 230 millarder danske kroner i den kommende periode på programmet. 

Formålet med fordoblingen er, at programmet skal understøtte målet om at opbygge et fælles europæisk uddannelsesområde inden 2025, som foreslået af Kommissionen sidste år, og ikke mindst at sikre den fælles europæiske identitet.  

"I over 30  har det været et af EU's vigtigste programmer, fordi det viser alle, hvad europæisk integration handler om. Det er essensen af et Europa uden grænser," siger Kommissionens vicepræsident Jyrki Katainen. 

I forslaget bliver der sat fokus på "fremadskuende studieretninger", og der vil således blive sat særligt fokus på vedvarende energi, klimaforandringer, miljøteknologier og kunstig intelligens i den nye version af Erasmus-programmet.

Hvis fordoblingen bliver til en realitet, vil det være muligt at understøtte 12 millioner personer i perioden, hvilket er tre gange så mange som i den foregående periode.

Udover universitetsstuderende, skal programmet denne gang også komme skoleelever, gymnasieelever, lærere og sportstrænere til gode, hedder det i udspillet fra Kommissionen.

I udspillet er der også sat midler af til EU-kommissionens version af Interrail under navnet DiscoverEU. Her vil unge på 18 kunne rejse i op til 4 lande i EU over sommerperioden, med rejsen betalt af EU. 

Erasmusprogrammet blev grundlagt i 1987 og er indtil nu blevet benyttet af omkring 9 millioner personer. 

0:000:00