Evaluering af læreruddannelse får minister til at overveje bachelorprojekter

LÆRERUDDANNELSE: Søren Pind vil drøfte nye retningslinjer for bacheloropgaver og mængden af dannelse på skemaet på professionshøjskolerne med forligskredsen som følge af en netop offentliggjort evaluering af læreruddannelsen. 

Søren Pind (V) vil drøfte bacheloropgaver og mængden af dannelse på læreruddannelserne efter evaluering. 
Søren Pind (V) vil drøfte bacheloropgaver og mængden af dannelse på læreruddannelserne efter evaluering. Foto: Ritzau Scanpix/ Philip Davali
Toke Gade Crone Kristiansen

De første to delanalyser fra evalueringen af læreruddannelsen, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har sat i gang, er blevet offentliggjort tirsdag.

Den første del-evaluering handler om indhold og faglige krav på læreruddannelsen. 

Og på den del ser det overordnet ud til, at de kompetencemål, som er fastsat i bekendtgørelsen for læreruddannelsen, er på et højt niveau, og at der bliver stillet store krav til de studerende, konkluderer ministeriet i en pressemeddelelse.

Det glæder uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), da ambitionen med den nye læreruddannelse var en fagligt stærkere læreruddannelse.

Det bekymrer dog ministeren, at 53 ud af 92 udtrukne bachelorprojekter bedømmes til et lavere niveau af norske og svenske fageksperter, end den bedømmelse, som de studerende har fået ved eksamen i Danmark.

Søren Pind hæfter sig ved, at en tredjedel af de studerende i 2017 ikke skrev bachelorprojekt i et undervisningsfag. Det blev en mulighed med reformen i 2013, hvor de studerende fik mulighed for at skrive bachelorprojekt om mere almene lærerfaglige problemstillinger som for eksempel klasseledelse og inklusion.

"Det vil styrke fagligheden, hvis de studerende skal skrive bachelorprojekt i et undervisningsfag," siger Søren Pind.

Den problematik vil ministeren drøfte med forligskredsen for at undersøge, "om der er nogle skruer, vi kan justere på".

Pinds ønske om mere dannelse
Den anden del af evalueringen har haft fokus på almen dannelse, herunder kompetenceområdet kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab (KLM).

Dokumentation

Fakta om evalueringen af læreruddannelsen
Evalueringens dataindsamling er tilrettelagt i tre dele, som afrapporteres løbende. Del et handler om indhold og faglige krav i udvalgte fag, herunder almen dannelse/KLM. Del to handler om kvalitet af undervisningen, og del tre vil handle om læreruddannelsens relevans og evne til at klæde de studerende på til behovene i skolen og jobbet som lærer.

Der er nedsat en ekspertgruppe med nordisk deltagelse, som har ansvaret for evalueringens samlede vurderinger. Ekspertgruppen ventes at aflevere en endelig evalueringsrapport om læreruddannelsens stærke og svage sider inden udgangen af 2018.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har desuden nedsat en dialoggruppe, som skal følge arbejdet. Dialoggruppen består af repræsentanter fra en række organisationer og institutioner på uddannelses- og undervisningsområdet.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet


0:000:00