Finansiering af nyt arktisk havforskningsskib tæt på at falde på plads

FORSKNING: Meget tyder på, at penge til et nyt arktisk havforskningsskib bliver en del af dette års udmøntning af forskningsreserven.

Dana IV er pensionsmoden og vil sandsynligvis blive erstattet af et nyt skib.
Dana IV er pensionsmoden og vil sandsynligvis blive erstattet af et nyt skib.Foto: Olav Petersen / DTU Aqua
Andreas Krog

Regeringen og alle Folketingets partier er tæt på at blive enige om at afsætte i alt 170 millioner kroner fordelt over tre år til delfinansiering af et nyt oceangående havforskningsskib, som vil kunne bruges i Arktis.

Netop i disse dage sidder uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og partiernes forskningsordfører og lægger sidste hånd på en aftale om fordelingen af dette års forskningsreserve.

Altinget er kommet i besiddelse af et udkast fra regeringen til en aftale. Her fremgår det, at ”der afsættes 50,0 mio. kr. i 2021 og 60,0 mio. kr. i 2022 og 2023 til delfinansiering af et nyt forskningsskib med de nødvendige kapaciteter til at løse opgaver i Arktis.”

Partierne forventes at blive enige om en aftale torsdag eller fredag. Flere kilder bekræfter at der rundt omkring forhandlingsbordet er bred enighed om at sætte penge af til et nyt skib, sådan som de danske havforskere gennem længere tid kraftigt har argumenteret for.

Regeringen lægger op til at skibet skal finansieres med de 170 millioner kroner samt finansiering fra DTU og private bidragydere i form af fonde og lignende.

Vækker glæde
Danmarks eneste nuværende oceangående og isforstærkede havforskningsskib, Dana IV, skal skrottes senest i 2023. Danske havforskere har gennem længere tid presset på for at der blev taget en beslutning om at bygge et nyt skib eller på anden måde give forskerne mulighed for at komme på havet efter 2023.

Nyheden om at der nu kan være penge på vej til et skib, vækker derfor glæde.

”Vi er glade rigtig glade for at høre at der nu endelig er ved at ske noget. Vi tror også, at det er den rigtige beslutning at vi får et fartøj der også kan agere i arktiske områder, specielt når vi ser ind i en periode hvor arktisk forskning vil blive af stigende vigtighed, både i forbindelse med klimaforandringer og den mindskede is,” siger formanden for Dansk Center for Havforskning, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet

Høj isklasse
I aftalen om forskningsreserven for 2020, som blev indgået i starten af november 2019, står der, at forskningsministeren senest medio 2020 skulle komme med et beslutningsgrundlag, der kunne danne basis for en beslutning om fremtidig skibsadgang for dansk havforskning.

0:000:00