Forskere: Det er tid til at få ryddet op i lovgivning om sundhedsdata

Af Sarah Wadmann
Seniorforsker, ph.d. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
og Mette Hartlev
Professor, dr.jur. Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Sundhedsdata kan gøre stor gavn, men lovgivningen omkring sundhedsdata er utrolig kompleks. Regeringen vil gerne forbedre muligheden for at bruge sundhedsdata og har for nylig sendt et udkast til lovforslag om bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet i høring.

Det aktuelle lovforslag lægger op til nogle vigtige forenklinger, men berører desværre stort set kun brug data i forbindelse med patientbehandling. Dermed forpasses muligheden for at skabe større klarhed på et nært beslægtet område – nemlig brugen af sundhedsdata til at sikre sundhedsydelsernes kvalitet.

Brudstykker og lappeløsninger
Lovgivningen om brug af sundhedsdata til kvalitetsudvikling har udviklet sig brudstykkeagtigt med en serie lappeløsninger, hvor eksisterende praksisser er blevet delvist lovliggjort. Resultatet er et uhyre komplekst retsgrundlag, der skaber usikkerhed hos både patienter, sundhedsprofessionelle og regionerne, om hvorvidt man bruger sundhedsdata inden for lovens grænser.

Giver det fortsat mening at fastholde et formelt udgangspunkt om patienters selvbestemmelse, når den praktiske hovedregel er, at data kan bruges til både behandling og andre formål inden for sundhedsvæsenet uden et forudgående samtykke?

Sarah Wadmann og Mette Hartlev
Seniorforsker hos Vive og professor i jura, Københavns Universitet

Det er en uheldig situation, både fordi det bremser initiativer, som patienter ellers kunne have glæde af, og fordi regionerne og hospitalerne må bruge mange ressourcer på at finde ud af, hvor lovens grænser går.

For at gøre det lettere at navigere i reglerne må man adressere flere forhold i en fremtidig revision af lovgivningen. Vi vil her fremhæve to forhold.

Lovgivningen om brug af sundhedsdata til kvalitetsudvikling har udviklet sig brudstykkeagtigt med en serie lappeløsninger, hvor eksisterende praksisser er blevet delvist lovliggjort.

Sarah Wadmann og Mette Hartlev
Seniorforsker hos Vive og professor i jura, Københavns Universitet

Modstridende hensyn i lovgivningen
Lovgivningen forsøger på én gang at varetage to modstridende hensyn. Dels interessen i at sundhedsdata kan anvendes bredt til at udvikle patientbehandlingens kvalitet, og dels hensynet til patienters selvbestemmelsesret. Det er lidt som at blæse og have mel i munden: Det er vanskeligt at tilgodese begge hensyn samtidig.

Siden begyndelsen af 2000-tallet er det løbende blevet lovligt at bruge sundhedsdata på stadig flere måder til kvalitetsudvikling – uden patienters forudgående samtykke. Samtidig har lovgiverne fastholdt et vist hensyn til patienternes selvbestemmelsesret; typisk ved at give dem ret til at frabede sig, at deres sundhedsdata bliver brugt til bestemte former for kvalitetssikring.

I praksis har denne rettighed dog en tvivlsom reel værdi. For hvordan kan patienten vide, hvordan og hvornår vedkommendes data bliver brugt i sundhedsvæsnet, og hvem man skal sige fra overfor? Desuden er det uklart, hvordan man organisatorisk vil sikre, at der i praksis bliver fulgt op på en patients ønske om at frabede sig brugen af data.

Så giver det fortsat mening at fastholde et formelt udgangspunkt om patienters selvbestemmelse, når den praktiske hovedregel er, at data kan bruges til både behandling og andre formål inden for sundhedsvæsenet uden et forudgående samtykke? Måske kan patienters interesser beskyttes bedre på andre måder, for eksempel gennem større åbenhed om brug af data og klarere grænser for anvendelsen af data.

Komplekst samspil mellem lovkomplekser
Brugen af sundhedsdata til kvalitetssikring reguleres af to lovkomplekser. Databeskyttelseslovgivningen regulerer indsamling og opbevaring af sundhedsdata, mens reguleringen af indhentelse og videregivelse skal findes i sundhedsloven.

Sundhedsprofessionelle og administrative medarbejdere skal altså være fortrolige med begge lovgivninger og samspillet imellem dem – og det er komplekst. Eksempelvis kan det være vanskeligt at finde ud af, i hvilke tilfælde sundhedsdata skal anonymiseres. Kompleksiteten øges også af, at sundhedsloven vægter patienternes ret til at bestemme over deres sundhedsdata højere end databeskyttelsesloven og EU's databeskyttelsesforordning.

Man kan derfor gøre tingene enklere for alle ved at lade de sundhedsretlige regler om behandling af sundhedsdata lægge sig tættere op ad EU’s databeskyttelsesforordning og databeskyttelsesloven. Det vil kræve politisk tilslutning til at reducere den selvbestemmelsesret, som patienter formelt set har i kraft af sundhedslovens regler.

Alternativt kan man forsøge at forenkle de sundhedsretlige regler om behandling af sundhedsdata og samtidig sikre større klarhed om relationen mellem de særlige sundhedsretlige regler og den generelle databeskyttelsesregulering.

Behov for at se overordnet på lovstruktur
Det udkast til lovforslag om bedre digitalt samarbejde, som for nylig er sendt i høring, er netop et skridt i denne retning. Uanset hvad man vælger, er det vigtigt at få et mere letlæseligt juridisk landkort.

Sundhedsdata kan gøre stor gavn. Men hvis man vil realisere visionen om at give patienter et sundhedstilbud af høj kvalitet i fremtiden gennem ansvarlig anvendelse af deres sundhedsdata, er det afgørende at sikre et gennemskueligt reguleringsgrundlag. Det nye lovforslag er et skridt i retning mod at forenkle dele af reguleringen. Vi håber, det bliver fulgt op af tiltag, som også ser mere overordnet på lovgivningsstrukturen.