Forskningsfond: Både fonde og universiteter har ansvar for at sikre risikovillig forskning

DEBAT: Det er relativt sværere at sikre optimale vilkår for den risikovillige forskning. Både fonde og resten af forskningssystemet deler ansvar for at sikre tilstrækkelig risikovillighed, skriver David Dreyer Lassen.

Af David Dreyer Lassen
Bestyrelsesformand, Danmarks Frie Forskningsfond

Forskning bevæger sig på flere måder:

Nogle gange når man nye afgørende indsigter ved en serie af små skridt, nogle gange kræver nybrud netop et brud med eksisterende måder at se verden på.

Danmarks Frie Forskningsfond og DEA står bag en ny rapport om risikovillighed i forskning.

Hovedkonklusionerne er beskrevet i det første indlæg i debatten.

Her folder vi enkelte pointer ud.

Universiteter har et særligt ansvar
Når vi sætter fokus på risikovillighed, både i rapporten og i DFF’s strategi, er det fordi, det er relativt sværere at sikre optimale vilkår for den risikovillige forskning.

De små skridt i forskning er også vigtige, og nogle gange afgørende, men små skridt er lettere at identificere og vurdere, og man skal derfor som både privat og offentlig forskningsfinansierende fond kontinuerligt være opmærksom på, at balancen ikke tipper til fordel for det sikre, på bekostning af det eksperimenterende og risikovillige.

En klar konklusion fra rapporten er, at forskningsfinansierende fonde sammen med hele forskningssystemet deler ansvaret for, at forskningen er tilstrækkelig risikovillig, herunder særligt universiteterne.

Det gælder især, fordi økonomiske incitamenter, måleregimer og stillingsstrukturer alle er faktorer, der ligger uden for de forskningsfinansierendes fondes virkefelt, men som ikke desto mindre har stor betydning for, hvilke projekter man som forsker vælger at gå i gang med.

Lidt forsimplet: Hvis man for eksempel på institut- eller universitetsniveau stiller skarpe krav baseret på den bibliometriske forskningsindikator, kan det påvirke den enkelte forskers publiceringsstrategi.

Det kræver ikke meget matematisk viden at konstatere, at to artikler, der giver tre point i BFI-systemet og ofte er resultatet af en stor, risikobetonet indsats, er lig med seks artikler, der hver ligger lige til højrebenet og giver ét point.

I et tænkt eksempel, hvor den enkelte forsker skal producere X point hvert år, kan det derfor blive gavnligt at vælge de sikre 6 x 1 end de usikre 2 x 3.

Ansættelsessikkerhed er vigtigt
Ansættelsesformer betyder også noget.

Idéen med at indrette et ansættelsessystem med en midlertidig ansættelse efterfulgt af fastansættelse handler netop om i første omgang at identificere de allerbedste ud fra en skare af rigtigt dygtige forskere gennem et regulært udskilningsløb.

Og ja, det er med til at gøre tiden som postdoc og adjunkt stressende og vanskelig, men som samlet system er det vigtigt at få udvalgt de rigtige, både i forhold til forsknings- og undervisningskompetence, inden fastansættelse.

Efter de tidsbegrænsede stillinger følger – eller burde følge – netop fastansættelse, ideelt tenure som vi kender det fra andre lande.

Det vil, i hvert fald på idéplan, sikre, at disse rigtigt dygtige forskere kan forfølge præcis de idéer, de synes, er vigtige eller rigtige, uanset risiko, med støtte både i basisbevillinger og i konkurrenceudsatte midler.

Når man går på kompromis med ansættelsessikkerhed, kan det have betydning for, hvilke projekter og idéer forskerne vælger at forfølge.

Samtidig spiller fondene selvfølgelig en vigtig rolle. Fondene må i første omgang arbejde med de ansøgninger, der kommer ind.

Ansøgningernes natur afspejler, ud over rammebetingelser som anført ovenfor, forskernes forventning om, hvilke typer af ansøgninger der i særlig grad opnår støtte.

Det er en vanskelig forventningsafstemning, og fondene kan gennem opslag, ansøgningsbehandling og virkemidler være med til at påvirke, hvilke ansøgninger og hvilke typer ansøgninger forskerne sender ind.

For eksempel arbejder en række af de store danske private fonde med såkaldte Experiment-midler, som blandt andet har til formål at eksplicitere forventningsafstemningen.

Vi glæder os i DFF til at følge erfaringerne fra disse nye initiativer.

Den gode idé som omdrejningspunkt
Videre skal de forskningsfinansierende fonde hele tiden holde sig for øje, hvad deres succeskriterier er.

Hvis målene, også når det gælder grundforskning og fri forskning, bliver for konkrete og med for korte tidshorisonter, risikerer man at skævvride forskningen.

Hvis man for eksempel alene fokuserer på, at bevillinger skal give publikationer i højtrangerende tidsskrifter, kan det være fristende at satse på forskere med et godt cv, som tidligere har vist deres evner til at placere artikler højt og flot.

Med sådanne mål risikerer man imidlertid at overse den gode idé fra yngre eller mindre centralt placerede forskere. Det er blandt andet baggrunden for DFF’s kontinuerlige fokus på den gode idé som omdrejningspunkt for fondens arbejde.

Det giver knubs fra tid til anden, når prominente forskere (heller) ikke får finansieret alle deres projekter, men det tager vi med.

Vurdering skal komme på baggrund af kendskab
Endeligt er det vigtigt, at fondene fastholder opmærksomhed på, hvem der er bedst til at vurdere risiko og nybrud.

Vi mener i Danmarks Frie Forskningsfond, at det er svært, om ikke umuligt, at vurdere potentialer for nybrud på andre felter end ens eget.

Det betyder, at vurderinger bør foretages af folk, der selv er tæt ikke bare på forskning, men på det konkrete forskningsområde, hvilket er baggrunden for, at vi tilsammen har 75 medlemmer samt udenlandske paneler og eksperter til at vurdere forskningsprojekter, hvortil kommer særlige udvalg, nedsat for at udmønte tematiske midler, herunder digitale teknologier i 2019 og grøn omstilling og tidlig indsats i 2020.

Forrige artikel AU svarer studerende: Jo, vi udbyder skam undervisning i klima og miljø på statskundskab AU svarer studerende: Jo, vi udbyder skam undervisning i klima og miljø på statskundskab Næste artikel Dania: Nye uddannelsespladser skal matche regionalt behov for arbejdskraft Dania: Nye uddannelsespladser skal matche regionalt behov for arbejdskraft
Seruminstituttets øverste direktør fratræder sin stilling

Seruminstituttets øverste direktør fratræder sin stilling

FRATRÆDELSE: Siden december har seruminstituttets øverste direktør, Mads Melbye, været fritaget for tjeneste grundet mistanke om uregelmæssigheder. Nu fratræder han sin stilling blot en uge efter Kammeradvokatens anbefaling mod en tjenestemandssag.